Jans Corner: Kortforvirring

Varmen her til lands synes altid at komme overraskende hvert år. Ser man på det med fodboldbriller, er det selvfølgelig herligt (især når man ikke selv skal løbe rundt nede i gryden), og jeg har i mange år haft den fornemmelse, at når heden virkelig slår til, kan der fra et dommersynspunkt ske ét af to: enten går spillerne totalt grassat og ligger nærmest og slås i bunker, eller også er de så mærkede af temperaturen, at det hele bliver en noget sløv forestilling. Den opfattelse kommer jeg til at variere efter Kristi Himmelfarts-miniferien, for der er åbenbart også en tredje mulighed: nemlig at man bare vil levere underholdning og god stemning. Jeg var selv i embeds medfør til tre kampe på fire dage, to af dem divisionskampe og én på lokalserieniveau. På papiret var det tre kampe med indbygget spænding: ét topopgør, ét bundopgør og ét med bund mod top. Basis for drama – men de tre kampe kastede tilsammen ét gult kort af sig, vi var aldrig i nærheden af flere, og der var glimrende underholdning med to hold, der nærmest spillede uden om hinanden. I det sidste af opgørene, en 1. divisionskamp, kom det første frispark efter knap 13 minutter…

Vi kom gennem weekendens superligaopgør uden de helt store diskussioner – helt rart til en afveksling. Til gengæld var der anderledes gang i mekanikken i England. John Terry bekræftede som mange før ham, at selv om man allerede har ét gult kort, er det ikke nogen garanti mod at tabe hovedet og rage sig nummer to til. Det skete i Chelseas kollaps mod Sunderland lørdag med en totalt mistimet tackling i en ufarlig situation i overtiden. Så må frustrationerne virkelig boble over, når man redder sig to gule kort på tre minutter – og som konsekvens formentlig har spillet sin sidste kamp for Chelsea, i hvert fald hvis karantæneudmålingerne følger det sædvanlige mønster. Det må i være en ualmindelig trist afgang for en klublegende at misse en afskedskamp på grund af tre minutters kortslutning.

Den altafgørende kamp i The Championship mellem Middlesbrough og Brighton bød også på drama i form af en sjældent set dommersituation, som forståeligt nok har givet en hel del diskussion. I forvejen var der voldsomt fokus på kampen, fordi det var en direkte kamp om den anden direkte oprykningsplads til Premier League – og ikke mindst om godt en milliard kroner med de penge, som TV-rettighederne kaster af sig. Stillingen er 1-1, og Dale Stephens har lige udlignet for Brighton. Undervejs i kampen har han haft flere kontroverser med Middlesbroughs Gaston Ramirez – de har også fået en fælles påtale fra dommer Mike Dean – og nu er den gal igen. Begge jagter en herreløs bold i en meters højde midt på banen, og i sammenstødet får Stephens knopper en noget hårdhændet kontakt med Ramirez’s skinneben. Dommeren nærmer sig de to med et gult kort i hånden, men så tager begivenhederne fart. Ramirez rækker ud efter dommeren og slår ved samme lejlighed det gule kort ud af hånden på ham og peger på en gedigen flænge på skinnebenet. Hvorefter Dean trækker direkte rødt til Stephens. Spørgsmålet er, om man som dommer kan det – altså lade resultatet af en tackling være afgørende for valget af kortfarve ?

Svaret er både ja og nej – men afgjort mest nej. For det kommer helt an på, hvad man mener med ‘resultatet’ Først og fremmest skal det slås fast, at en dommer efter lovens bogstav strengt taget ikke behøver at have SET det, som han dømmer for. Han skal ‘skønne’, hvad der er sket. I 9 tilfælde ud af 10 vil det formentlig være synssansen, der bærer skønnet – men i forbindelse med f.eks. retningen på et indkast eller spørgsmålet om målspark eller hjørnespark er jeg helt sikker på, at alle dommere har prøvet at stole på hørelsen i stedet, hvis det er en tæt duel. Hvor mange gange rammer bolden et ben, før den går ud ? Eller den minimale kontakt i et benspænd, som kan høres, men dårligt ses. Så dommeren behøver altså ikke have fået alle input gennem øjnene – der kan komme andre faktorer til. Når det så er sagt, vil det være livsfarligt kun at lade det synlige resultat af tacklingen afgøre, hvilket kort der skal præsenteres. Fulgte man den logik, skulle knæet i ryggen på Neymar, som beskadigede en ryghvirvel under sidste VM, ubetinget være turneringens største svinestreg. Sådan var der også nogle, der så det – men nok mest med tanke på, hvad følgerne blev. Det var afgjort et hensynsløst spring, men som jeg så det, var det ikke i den forstand vold, men en kombination af et stort frispark og et rigtig uheldigt kontaktsted. Omvendt kommer resultatet jo ind i billedet, hvis man ser lovbogens beskrivelse af en tackling til udvisning, hvor begreberne ‘unødig stor kraft’ og – relevant for denne diskussion – ‘udsætter modspilleren for fare’ indgår. Så man kan heller ikke helt se bort fra resultatet, hvis sikkerheden er bragt i fare.

For at vende tilbage til virkelighedens verden tror jeg ikke, at det er Ramirez’s demonstrative fremvisning af flængen, der får Mike Dean til at udskifte kortfarven. Strengt taget kunne denne flænge jo været opstået to minutter før i en anden situation. Jeg tror snarere, at der i headsettet er kommet en melding fra et af de andre medlemmer i dommerteamet, der har set situationen fra en anden vinkel og melder ind med rødt kort. Grundtanken ved at være flere er jo, at man skal lægge indtrykkene sammen og gerne på bundlinjen nå frem til den rigtige kendelse – stadig sådan, at det er dommeren, der er chefen og har den endelige afgørelse. Nu spiller det måske også ind på min opfattelse, at jeg havde fornøjelsen af at gå op og ned af Mike Dean i en hel uge til en nordisk ungdomsturnering på Færøerne for vel godt 15 år siden – før han blev international dommer, hvor han nu er faldet for aldersgrænsen. Og han slog mig bestemt ikke som en mand, der var let at påvirke. Mens jeg har skrevet på denne artikel, har jeg set fantomkampen mellem West Ham og Manchester United, også med ham som dommer, og det bekræfter mig i troen. I øvrigt en kamp, der mindede mig om, hvorfor der (i hvert fald for mig) ikke er noget bedre end Premier League-fodbold, når det hele går op i en højere enhed, og man ikke er belastet af at holde med den ene eller anden.

Problemet er selvfølgelig, at Dean allerede har grebet det gule kort og står klar med det. Det komplicerer unægtelig den kunstneriske udførelse. Nogle gange kan det være en rigtig god idé at have kortet synligt klar, når man som dommer bevæger sig ind i situationen, for så kan alle se, at der kommer til at ske et eller andet, og det kan i nogle tilfælde tage toppen af panikken og forhindre yderligere optøjer. Men der er så sandelig også situationer, hvor det som dommer er en rigtig god idé at give sig selv de få sekunders tænkepause på vej hen til spilleren. Spille situationen for sit indre blik igen, løbe kriterierne igennem – og måske få hjælp fra resten af teamet. For det er forbandet svært at skifte hest midt i det hele – som denne situation også beviser.

Det kommer til at se besynderligt ud, og der er nok ikke noget at sige til, hvis konspirationsteorierne har god næring i Brighton og omegn. At situationen så lige skal optræde i en højprofileret kamp som denne er jo skæbnens ironi – eller sort uheld, om man vil.

Så er der i øvrigt lige det, at Ramirez tilsyneladende slår det gule kort ud af hånden på Dean, da han appellerer og umiddelbart efter peger på sin flænge. Der er ingen tvivl om, sådan en handling – hvis den er foretaget med gustent overlæg – kalder på et kort i sig selv. Men det ser egentlig nærmest ud, som om Ramirez rækker ud efter dommerens arm for at påkalde sig opmærksomhed nede fra jorden, og det er så desværre den hånd, som kortet holdes i.