19.02.2010 – Paragraf 18

Fodboldloven er som udgangspunkt ikke særlig omfattende. Den består af 17 paragraffer – og så en god del fortolkninger og præciseringer til den knastørre jura i disse paragraffer. Det er jo ikke alverden, når man ser på, hvor komplekse love ellers kan være – og at fodboldloven kan være en både kompleks og lejlighedsvis ganske underholdende affære, har jeg forhåbentlig efterhånden fået antydet hen over det seneste års klummer. Alligevel er det ofte ikke én af de 17 autoriserede paragraffer, der stjæler billedet og får omtalen, men derimod den sagnomspundne og nærmest mytiske ’Paragraf 18’, også kaldet ’den sunde fornuft’.

Den liver i reglen op under vinterens teorigennemgange, når dommere konstaterer, at det da godt kan være, at der står sådan i loven, men det kunne man aldrig finde på at gøre, for det strider mod den sunde fornuft. Skal det være rigtig højtideligt, påberåber man sig også, at sådan en afgørelse ’strider mod lovens ånd’. Nu er ’lovens ånd’ ikke noget flygtigt og diffust begreb – det er faktisk den, som er indeholdt i fodboldloven, og som The International Football Association Board har over 100 års erfaring med at forvalte. Man skulle mene, at et internationalt organ med den tradition nok havde større forudsætninger for at kende lovens ånd end en tilfældig dommer et eller andet sted i verden. .

Retfærdighedsfølelsen hos mediefolk, der jo i sagens natur skal agere hurtigt, kan også nogle gange få finker til at ryge af fadet. Det sker som regel, når noget indtræffer, som opfattes som en triviel og pjattet detalje, men som der ikke desto mindre er lovgivet klart for. Et typisk eksempel er spilleren, der tager trøjen af i scoringsjubel. Grundlæggende synes jeg ikke, at det er noget urimeligt krav, at spillerne beholder tøjet på, mens de er på arbejde, men ikke desto mindre kommer der ofte en automatreaktion, der stempler den uundgåelige advarsel som pjat. Pointen er, at her skal dommeren slet ikke skønne, om der foreligger en forseelse – det gør der pr. definition, og straffen er lige så givet. Helt galt går det naturligvis, hvis der er tale om advarsel nr. 2 til samme spiller. En variation over temaet så vi sidste år, hvor Manchester Uniteds Fletcher mod slutningen af CL-semifinalen pådrog sig en udvisning for et straffespark med berøven af oplagt scoringsmulighed, hvilket udelukkede ham fra finalen. Det blev visse steder til, at det var dommerens skyld, at spilleren missede finalen, at det var alt for hård en straf i forhold til forseelsen osv. Med sund fornuft ville dommeren ifølge den udlægning have lukket øjnene. Måske skulle spilleren have tænkt sig om som det første og ladet være med at satse hele butikken. Det ville vel heller ikke have været specielt fair over for finalemodstanderne, hvis dommeren havde vendt ryggen til på det ’rigtige’ tidspunkt ?

Det er ikke grænser for, hvor paragraf 18 kan bruges som ’undskyldning’ for ikke at handle efter loven. Min personlige ubestridte favorit er en episode i en lokalkamp, hvor der forekom en soleklar udvisningsforseelse efter halvandet minuts spil, men hvor dommeren ikke foretog sig noget. I samtalen efter kampen spurgte jeg selvfølgelig ind til situationen, og dommeren forklarede sig med, at havde han vist en spiller ud så tidligt i kampen, havde han jo ødelagt den sportslige værdi. Nå ja – gad vide, om der så er andre ting, man heller ikke skal dømme for i starten, af skræk for at ødelægge noget: et lille rask straffespark, måske ?

Der er som skrevet i sidste uge rigtig mange tilfælde, hvor dommeren kan nå sit mål ved hjælp af situationsbestemt ledelse, og hvor der kan skønnes forskelligt. Men pointen er, at der også er rigtig mange situationer, som er skåret så meget ud i pap, at dommeren ikke har noget valg. Situationsbestemt ledelse og anvendelse af ’sund fornuft’ må aldrig nogensinde føre til direkte lovfejl. Det kan være svært nok at få afviklet en fodboldkamp rimelig ensartet, selv med næsen i lovbogen. Hvordan ville det så ikke blive, hvis man var afhængig af en ’tilfældig’ dommers opfattelse af sund fornuft på dagen ?

Så konklusionen er, at ’paragraf 18’ og anvendelse af sund fornuft er rigtig fint – bare det ikke strider mod de andre 17 paragraffer. Sat helt på spidsen vil jeg påstå, at paragraf 18-undskyldningen ofte er et udtryk for, at man ikke tør dømme det, som man godt ved, er det rigtige. Og skal man endelig bruge den sunde fornuft, hvorfor dog så ikke tage paragraf 5 med anvisningen om, at dommeren skal undlade at dømme for bagatelagtige eller tvivlsomme forseelser ? Det ville jeg kalde sund fornuft – det giver masser af spillerum. Og så er det oven i købet autoriseret fodboldlov…