26.02.2010 – Hurtig igangsaetning

Jeg skal ellers lige love for, at vi med Champions League-ottendedelsfinalerne i sidste uge kom i gang igen efter vinterpausen. Du milde kineser – en kontroversiel scoring efter et hurtigt frispark og en scoring efter en faktisk yderst tricky offside-situation. I denne omgang kommer det til at handle om det hurtige frispark – offsiden venter til næste uge, hvis der da ikke er kommet noget endnu mere aktuelt op.

I kampen mellem Porto og Arsenal vælger Sol Campbell at røre en bold, som allerede er på vej tibage til egen målmand. Helt unødvendigt – men mindst lige så unødvendigt for målmanden at samle bolden op i stedet for at sparke den væk. Forsætligt at spille bolden til egen målmand med foden, hvorefter målmanden rører bolden med hænderne. er et klokkeklart indirekte frispark til angriberne. Jeg har godt set, at Arsène Wenger har plæderet for, at dette er helt normalt og bestemt ikke en ”tilbagelægning” – ikke desto mindre er det eksempel, som er så krystalklart, at det faktisk kunne bruges til eksamen…

Det kunne være kontroversielt nok i sig selv – men fortsættelsen er endnu værre. Dommeren får bolden fra målmanden, lægger bolden på jorden, hvorefter Micaël sender bolden frem til Falcao, som scorer. Alt inden for et par sekunder.

Som udgangspunkt er hurtige igangsættelser tilladt. Det er faktisk en vital del af fodboldspillet, og hvis de formelle kriterier er opfyldt: bolden ligger (nogenlunde) det rigtige sted og ligger stille, er vi klar. Hvis dommeren i øvrigt har kontrol over situationen, er signalet til genoptagelse af spillet givet, idet sparket tages. Man behøver altså ikke vente på et fløjt. Der er dog lige en række betingelser, som skal være opfyldt.

Der må ikke være noget kort involveret i forbindelse med forseelsen. Er der det, skal dommeren tildele kortet, før vi kan komme i gang. For ellers er kortet ”dødt”, når spillet først er genoptaget. Der må ikke være nogen skadede spillere, som skal tilses eller behandles. Og så skal dommeren altså som det absolut altafgørende have fuld kontrol over igangsættelsen.

Sol Campbell har efterfølgende gjort gældende, at dommeren stod i vejen for ham, da frisparket blev taget. Det gjorde han også – men omvendt havde Campbell intet at gøre ved den bold, som han skulle være de berømte 9,15 meter fra, indtil sparket blev taget. Han kunne selvfølgelig have pløjet sig vej hen foran bolden og fået en advarsel for at forhale igangsættelsen. Det havde immervæk været billigere end et mål. Men Campbell har til gengæld en pointe i, at han på grund af dommerens position blev forhindret i at gribe ind, da frisparket først blev taget.

Ved hurtige igangsættelser er de 9,15 meters afstand for modspillerne ikke et krav. Vælger angriberen at tage frisparket hurtigt, er det hans ansvar. Det er ham, der spiller i lotteriet – og hvis bolden efterfølgende rammer en forsvarer med eller mod dennes vilje, kører vi videre, uanset at forsvareren ikke var 9,15 meter væk som udgangspunkt. Man kan ikke få to chancer ved en igangsættelse, så her taber angriberen.

Og hvor bringer det os så hen ? Vi har en dommer, som dømmer et fuldt korrekt og faktisk temmelig modigt og uendelig sjældent set indirekte frispark til angriberne langt inde i straffesparksfeltet. Han lægger bolden på jorden med ryggen delvis til åstedet og Sol Campbell – hvorefter sparket tages lynhurtigt og resulterer i et mål. Det helt springende punkt bliver, om han kan siges at have kontrol over igangsættelsen.

Efter mine begreber nej – og dermed burde frisparket være taget om. Personligt tror jeg, at tingene går så hurtigt her, at ingen rigtig når at opfatte hvad der er sket, før det er det, og så er det også godt nok svært at vende tilbage og tage frisparket om.

Hvis der er en morale her, er det nok at være meget opmsærksom omkring de hurtige igangsættelser og ikke mindst sørge for at have øjenkontakt med sparkeren. Det er en rigtig god ting for fodboldspillet, når en hurtig igangsættelse køres efter bogen og giver resultat – i sidste ende stammer den jo fra ,at modspillerne har begået en forseelse, som de selvfølgelig ikke skal tjene på . Men går udførelsen galt, vender tingene tilbage med dobbelt styrke. Her landende vi i en situation, hvor de, som havde begået den oprindelige forseelse (pasningen til målmanden) endte med at føle sig uretfærdigt behandlet på nogle formelle ting. Og det er faktisk synd for alle parter