Når man sidder og ser ud af vinduet (efter at have haft fornøjelsen af sneskovling – i mit tilfælde yderligere forsødet af en koteletgrund med et ben på 30 meter), er det svært at forestille sig, at vi begynder at spille turneringsfodbold herhjemme igen om bare lidt mere end én måned.
En dommer kan kun aflyse en kamp på grund af bane- eller vejrforholdene, hvis de enten er til fare for spillerne eller gør, at dommeren ikke kan udføre sin opgave som foreskrevet i fodboldloven. Eksempler på det første kan være en så glat bane, at spillerne ikke kan stå fast og dermed løber risikoen for at vride om, eller bare ikke kan kontrollere tacklingerne, således at det medfører fare for alle parter. Det sidste kan f.eks. være, hvis man ikke kan se stregerne, eller hvis tåge gør, at dommeren ikke kan se som minimum tværs over banen. Har dommeren en begrundet formodning om, at forholdene kan blive bedre, har han ret til at udsætte kampen – uden at der er nogen fast tidsgrænse. Her gælder det virkelig om at have fingerspidsfornemmelsen med. I sidste spillerunde i efteråret 2008 gjorde pludselig frost, at rigtig mange divisionskampe i Københavnsområdet blev aflyst. Jeg var i Hvidovre – og her klarede man det yderst opfindsomt med en halv times udsættelse, mens en gigantisk ukrudtsbrænder fik tøet frost i målfelterne op. Så blev der godt nok temmelig pløret – men farligt var det ikke.
Den lokale baneansvarlige (en stadioninspektør eller stadsgartner) kan til enhver tid aflyse, hvis han mener, at det vil være til langvarig skade for banen, hvis der spilles. Skønner han det, er det underordnet, hvad dommeren mener – det er hans græs ! Det er den situation, som man typisk på lokalt plan løber ind i tidligt på sæsonen: at den lokale stadsgartner af hensyn til græsset måske udskyder al fodbold på bestemte baner en uge eller to (eller mere !).
Normalt fungerer dette ’hierarki’ helt udramatisk og uden at nogen egentlig opdager det for alvor – typisk vil stadioninspektøren i tvivlstilfælde have inspiceret banen så tidligt, at man kan nå at få standset det tilrejsende udehold og dommeren / dommerne. Så det er faktisk kun i de tilfælde, hvor der sker en akut forværring lige op til kampstart, at tingene kommer op til overfladen og laver overskrifter.
Princippet er altså det ganske fornuftige, at eksperterne afgør: stadioninspektøren, som ved noget om græs, om han tør lade kampen spille af hensyn til banen – og dommeren, som ved noget om fodboldloven, om banen overholder kravene til afmærkning og forholdene vil være til fare for spillerne. Og stadioninspektøren vinder, hvis man undtagelsesvis ikke skulle være enige. Et let og simpelt system.
Når man diskuterer dette, dukker der ofte et spøgelse i diskussionen op, som kaldes ”sportslig berettigelse”. Egentlig lidt underligt, for forholdene er jo ens for begge hold. Lad det være slået fast med syvtommersøm, at dommeren ikke skal eller overhovedet har lovhjemmel til at tage stilling til den sportslige berettigelse, når han overvejer aflysning. Og mon ikke det er meget godt, at det er sådan: det er selvfølgelig et subjektivt skøn, om forholdene er farlige eller ej, men dog et forholdsvis simpelt og veldefineret ét af slagsen. ’Sportslig berettigelse’ er meget mere diffust. Kan det være for koldt eller for varmt til, at en kamp har sportslig berettigelse ? Eller hvordan med vinden ? For mange år siden var jeg i Thisted til en kamp, hvor vinden på langs ad banen gjorde, at målspark i den ene ende af banen nåede cirka midtvejs mellem straffesparksfelt og midterlinje, før de blev blæst tilbage igen i hovedet på sparkeren. Sportslig berettigelse ? Kampen blev gennemført til alles tilfredshed, og det var en besynderlig omgang fodbold, men slet ikke uinteressant, fordi alle jo måtte indrette sig på forholdene.
Jeg ville nødig skulle lave en krystalklar definition på ’sportslig berettigelse’ – og bagefter få alle dommere til at følge den. Faktisk har FIFA afgjort, at dommeren ikke engang har ret til at afbryde en kamp, hvor det ene hold forsøger at tabe med vilje. Så kan vi vel ikke komme længere fra ’sportslig berettigelse