26.03.2010 – Arme og haender

Det blev en ret så hektisk weekendrunde i SAS-ligaen. Med en flad vits kunne man sige ”The Elbow Strikes Back” – for det var, hvad der skete. Flyvende arme, hænder og albuer kom i den grad til at sætte dagsordenen. Egentlig ganske underligt, for mens albuer og arme ganske rigtigt var et problem for et par år siden, har der egentlig været fint styr på tingene siden da. Men jeg skal da lige love for, at de kom i fokus igen i rundens seks kampe.

I kampen mellem SønderjyskE og FCK mødte Jesper Grønkjær et par stykker af slagsen – den ene rigtig grim – og i kampen mellem OB og AGF brækkede Atle Roar Håland næsen efter mødet med en flagrende arm. Ingen af de situationer udløste nogen følgestraffe. Det skete til gengæld mandag aften mellem Brøndby og Randers, hvor Randers fik en tidlig udvisning for en hånd plantet bagud i ansigtet på en modspiller.

Hvad siger fodboldloven egentlig om dette fænomén ? Vi griber § 12, som handler om alle de grimme ting, pænt pakket ind i den lyriske omskrivning ”Utilladelig spillemåde”. I de internationale fortolkninger og danske afgørelser finder man afsnittet ”Forsætlig brug af arme / albuer mod en modspiller skal vurderes som puf eller slag, alt efter omstændighederne , og dertil svarende personlig straf tages i anvendelse. Bringes modspillerens sikkerhed i fare ved handlingen, er straffen en udvisning.”

Ingen fodboldspillere bevæger sig med armene pænt strakt ned langs siden. Der er bevægelser, som bare ikke kan undgås, når man løber eller springer. Armene bruges som et værktøj til at komme højere op. Men i det øjeblik armen bruges som et selvstændigt instrument eller direkte våben, begynder alarmklokkerne at bimle. Og fri mig venligst for klassikeren ”Jeg gør det for at beskytte mig”. Oversat til: ”Hvis ikke jeg gør det ved ham først, gør han det ved mig !”

Når man skal vurdere eventuel advarsel eller udvisning i forbindelse med en forseelse, kommer en række faktorer i spil. Den ene er nævnt ovenfor. Når modspillerens sikkerhed sættes på spil, er der kun én vej: en udvisning. Det er jeg ret sikker på, at alle fodboldelskere også kan nikke til, uanset om forseelsen foregår ved benene eller som her over bæltestedet. Taler vi om et regulært slag, er vi uden diskussion i udvisningskategorien. Taler vi om et puf, hvor hensynet tilsidesættes, og spilleren ikke tænker på de konsekvenser, som modspilleren kan løbe ind i (uden at han nødvendigvis gør det), er vi ovre i kassen med advarsler. Med andre ord: Er der en fornuftig grund til, at armen er, hvor den er ? Hvilken kraft bevæges den med ? Er den rettet mod modspilleren for at holde ham væk ? Og til sidst mit eget helt personlige check-spørgsmål, som ikke står nogen som helst steder: har dette i det hele taget noget med fodbold at gøre, eller har vi skiftet sportsgren ? Er fodbolden væk, ligger udvisningen også lige for.

Tilbage til weekenden. Når indtrykkene har samlet sig, må de fleste fodboldinteresserede stå med store spørgsmålstegn. Vi får en udvisning i Brøndby-Randers – og intet i nogen af de andre kampe. Det giver bestemt også os i DBUs Elitedommergruppe noget at tænke over, samt et sikkert emne til når dommerne samles senere på foråret. For det fremstår som en ujævn linje, og er der noget mennesker ikke kan lide, er det uvished. TV er taknemmeligt, og vinkler kan snyde noget så frygteligt. Uden at ville gøre mig til endelig dommer over alle weekendens situationer er det mit helt umiddelbare indtryk, at der snarere mangler nogle kort, end at der er givet nogle for meget…

Og så til noget helt andet, for at citere Monty Python. En enkelt forbrugeroplysning, hvis nogen fulgte Europa League i sidste uge og navnlig den direkte transmission af den forlængede spilletid mellem Wolfsburg og Rubin Kazan. Det skete desværre efter sidste uges klumme-deadline, men alligevel. Første kamp i Rusland 1-1, anden kamp i Tyskland 1-1 – og dermed forlænget spilletid. Her gik kommentatoren galt i byen, da han efter Wolfsburgs 2-1 mål i sidste minut bemærkede ”Der er selvfølgelig ikke noget som helst, der hedder udebanemål, så hvis russerne får scoret, er der straffesparkskonkurrence”. Blot for at sætte tingene helt på plads: udebanemål tæller i de europæiske turneringer også dobbelt i forlænget spilletid – og straffesparkskonkurrencen var totalt udelukket i det øjeblik, hvor cifrene i kamp nr. 2 blev anderledes end i kamp nr. 1. Til gengæld havde Rubin Kazan sikret sig avancement, hvis de havde fået udlignet