09.04.2010 – Blandet gods

Deadlines omkring skæve helligdage er en tricky sag, så der hænger en håndfuld blandede bolcher fra ugen før påske. Med det tempo, som SAS-ligarunder og UEFA.kampe afvikles i lige nu, så alt kan være klar i god tid før VM, er det bare med at få ryddet bordet.

Det begyndte lidt kuriøst med en 3. divisionskamp i Bulgarien, hvor det ene hold kun stillede med 7 mand og fik en skade efter et par minutter. Rest 6 spillere- hvorefter dommeren fløjtede kampen af. Det fik godt nok diverse bloggere ud af hullerne, og der er ikke noget at sige til forvirringen. Fodboldloven siger, at der skal være mindst 7 mand på hvert hold, for at vi kan påbegynde en kamp – og så bør en kamp efter The Boards opfattelse afbrydes, hvis man under kampen kommer under de 7. Dog er det overladt til de enkelte forbund at fastsætte minimumsantallet af spillere. I Bulgarien følger man åbenbart de internationale regler og The Boards anbefalinger, hvilket er fint nok. I samtlige danske kampe har man omvendt valgt at spille til den bitre ende, uanset om det er i serie 6 eller SAS-ligaen. Heraf muligvis forvirringen.

Mandag aften før påske var OBs træner Lars Olsen ikke specielt lykkelig over et målspark, som blev ændret til et hjørnespark til FCM – som de oven i købet scorede efter. Han blev citeret for aldrig at have oplevet en dommer ændre sin egen kendelse. Nok muligt – men det er ikke desto mindre fuldstændig efter reglerne, hvor en dommer kan ændre sin kendelse, så længe spillet ikke er sat i gang igen. Og det sker faktisk temmelig ofte, omend typisk så elegant, at ikke mange opdager det. Dommer og linjedommer kan sagtens være gået hver sin vej på et indkast eller målspark / hjørnespark, men nå at få rettet det op i løbet af et splitsekund, så det kommer til at ligne enighed. Og i den anden ende af spektret har vi situationer lige omkring straffesparksfeltets grænse, hvor der kan være tvivl om forseelsen er begået inden for eller uden for feltet. Her bliver linjedommerens position ofte central. Og selv om den kunstneriske udførelse ikke lige skulle være den bedste, kan alle forhåbentlig være enige om, at vi gerne skulle ende med den rigtige kendelse – også selv om det sker i andet forsøg.

CL-kvartifinalen mellem Lyon og Bordeaux rummede et sjældent set straffespark. Mod slutningen blokerede Bordeauxs Chalmé et skud på mål med sin arm, og på det efterfølgende straffespark scorede Lyon til 3-1. Chalmé havde godt nok ryggen til bolden, da han blev ramt – men derfor kan der sagtens være straffespark (og er det). Han havde armene godt og grundigt ude til siden, og hvis en spiller forsøger at gøre sig unaturligt høj eller bred og derefter rammes af bolden på armen, så ER der straffespark. Egentlig meget naturligt: ellers ville alle forsvarsmure vel stille sig med armene strakt i vejret ligesom i håndbold. I samme stil var det straffespark, som den ekstra assistentdommer (hurra !) dømte mod Liverpools Carragher i kampen mod Benfica to dage senere.

En anden kvartfinale mellem Arsenal og Barcelona gav også et par situationer til blokken. Først fik Fabregas en klassisk advarsel i en situation, hvor en tackling med to ben resulterede i, at det ene ben spillede bolden, det andet spillede manden. Der var automatreaktioner i stil med, at bolden jo blev spillet – ja, men det er ingen formildende omstændighed, hvis modspilleren i øvrigt tages med i købet. Og senere blev Puyol udvist i en situation, hvor han berøvede en oplagt scoringsmulighed, så der skulle dømmes straffespark. Igen er det ikke nogen formildende omstændighed, at forseelsen foregår i straffesparksfeltet – godt nok kommer der en ny oplagt scoringsmulighed lige om lidt i form af straffesparket, men objektivt set kan den chance jo sagtens være mindre end den, som blev berøvet.

Endelig, for at slutte herhjemme: vi er flere steder kommet i gang på kunstgræsbaner, og her vil det ofte være svært at fastgøre målene på traditionel vis med pløkke. Det laver imidlertid ikke om på, at målene SKAL være forsvarligt fastgjort. Dels af hen syn til spillernes sikkerhed (målene må ikke kunne vælte), dels af hensyn til den sportslige afvikling (målene må ikke kunne rykke sig). Som alternativer til pløkkene kan man for eksempel have et system af kontravægte (som jeg så på en fynsk bane i påsken) – eller sandsække til at holde målets bagligger på plads (som jeg så til en international kamp i Norge forrige weekend). Det centrale er, at der ikke kan og må gåes på kompromis med kravet om fastgørelse, uanset formen.

Det var en hel masse fra diverse-kassen – men nok også meget illustrativt for, hvilke emner der bare kommer forbi i løbet af en tilfældig uge med fodbold…