Det har været en mildest talt begivenhedsrig uge (til og med mandag). Påstået racisme og hævnakt, en skalle, lidt niven, nogle albuer og et særdeles tricky offside-mål. Man behøver i hvert fald ikke kede sig – uanset om man er fan af det ene eller andet hold, eller bare er kedeligt neutral som undertegnede.
Racisme, må der overhovedet ikke være tvivl om, har højeste prioritet. Det hører ingen steder hjemme – og det er det allersidste punkt på det sikkerhedsnmøde, som afholdes før hver UEFA-kamp – bare for at indskærpe. Den aktuelle situation med påstået racisme i kampen Esbjerg-FCM er mildest talt uklar – men på et helt generelt plan kan vi forhåbentlig blive enige om, at racisme gider vi ikke i Danmark. Sidste sommer havde jeg ”fornøjelsen” at være UEFA Observer mellem et ungarsk og rumænsk hold. Racisme og mulig racisme – her dog kun blandt tilskuerne -fyldte rigtig meget under kampen og også bagefter.
Skaller og niven kan alle forhåbentlig også blive enige om overhovedet ikke hører hjemme i fodbold. Hverken på dette niveau eller for den sags skyld højere eller lavere. Når man indlader sig på handlinger, som uden for kridtstregerne ville give adskillige dage i skyggen, er i hvert fald min empati og forståelse for pres, nerver, kampens hede osv. osv., stået af. Vi har alle prøvet at være i pressede situationer, og det er da bestemt ikke hver gang, at man reagerer lige hensigtsmæssigt, men derfra og til at koble hjernen ud og agere med fare for modspilleren er immervæk et spring.
Albuerne må efterhånden være en oplagt kandidat til næste års retningslinjer (det som spillere og dommere skal være specielt opmærksomme på – baseret på det forgangne års oplevelser). Faktisk lidt chokerende – for brugen af albuer og arme var jo på et helt fint niveau efter nogle års høj søgang i starten af årtusindet. Men så tager vi da en tur til – for albuerne er ikke en del af fodboldspillet. Det kan både spillere, trænere og dommere blive enige om i stille stunder.
Og så når vi efterhånden frem til weekendens helt store brøl – Brøndbys sejrsmål mod OB. En modb ydelig grim situation for en linjedommer at skulle tage stilling til. To af linjedommeres skrækscenarier er de situationer, hvor målmanden er væk – og de, hvor der er modsatrettede bevægelser hos forsvarere og angribere, mens bolden er undervejs. Her fik vi så begge dele på én gang.
I bedømmelsen af en offside-position er det centrale spillerens forhold til bolden og næstbageste modspiller. Angriberen skal være foran begge dele, hvis en offside-position overhovedet skal kunne komme på tale. ’Foran’ betyder, at en del af hoved, krop eller fødder skal have passeret bold og modspiller. (Og ja, jeg ved godt, at dette ikke er fodboldlovens formulering, men her tager vi for nemheds skyld den ’ikke-juridiske’ version). Oftest vil målmanden være den bageste forsvarsspiller og den næstbageste derfor den bageste forsvars(mark)spiller. Det er alle reaktionsmønstre hos såvel spillere, tilskuere og linjedommere indstillet efter. Når målmanden så undtagelsesvis ligger og roder rundt ude i feltet, skal der lige tænkes en ekstra gang, før beslutningen kommer. Og så er der sjældent mange, der forstår den (i hvert fald ikke lige med det samme). Men fodboldloven skelner ikke mellem målmand og markspillere – reglen går kun på modspillere. Så målmanden kan være den næstbageste – og dermed dér, hvor offsidelinjen går – eller det kan for den sags skyld være en forsvarsspiller, hvis der er to mellem målmanden og mållinjen.
Specielt ved bolde, som er længe undervejs, kan det også give linjedommeren problemer, hvis en angriber i afleveringsøjeblikket er foran bolden, men søger tilbage på banen – og yderligere kompliceret, hvis forsvarerne bevæger sig den anden vej. Dels er det hundesvært at affotografere situationen i selve afleveringsøjeblikket, hvis alt er i bevægelse – dels kan der nå at ske en meget stor forskydning, til angriberen modtager bolden, hvor tingene kan se så vanvittige ud, at man virkelig kan begynde at tvivle på, hvad man så eller ikke så.
Alt dette kom i spil ved sejrsmålet i Odense. Roy Carroll lå langt ude i feltet, Jan Kristiansen var på vej tilbage for at modtage bolden, og to OB-forsvarere var på vej i den modsatte retning. Så selv om linjedommeren stod nøjagtigt, hvor han skulle, var der alligevel så meget tvivl, at den kom angriberen til gode (som tvivlen skal efter lovbogen). Jeg skulle også bruge et par langsomme gengivelser hjemme i lænestolen for at være sikker på, at der rent faktisk var offside.
I øvrigt tjener det alle til ære, at ingen har været ude for at hugge hovedet af dommer eller linjedommer bagefter. Dette var afgjort én af de mere tricky vurderinger.
Related Posts
Topopgørenes weekend
En stille påskeuge