29.04.2010 – Champions league – 1. akt

Overalt er forårssæsonen sammenpresset på grund af VM, og det betyder også, at man lige nu er på vej ind i slutfasen. Umiddelbart kan jeg ikke mindes et år, som lægger op til så mange potentielle gysere. Nærmest alle de store ligaer har en helt åben mesterskabskamp – og herhjemme er det, der for et par måneder siden lignede en SAS-liga totalt uden spænding i bunden, pludselig blevet til et virkelig forbudt for børn-drama, samtidig med kampen om pladserne i Europa stadig er totalt åben.

Pokalturneringerne er et kapitel for sig, for her er der også lagt op til drabelige gys i ugens semifinalereturkampe både i Champions League og Europa League – og vores egen landspokalturnering er da også fint med. Desværre gør deadlines, at de kampe ikke kan nå med her, så der må gribes tilbage til sidste uges første opgør i de europæiske semifinaler, selv om det er ved at være lidt post festum. Alligevel dukkede der nogle klassiske problemstillinger op.

Inter og Barcelona gav hinanden et brag af en kamp, hvor forsvarene ikke så lige godt ud i alle situationer. Dette er åbenbart året, hvor mulige offside-situationer spiller nærmest konstant ind. Dette var ingen undtagelse: Inters 3-1 mål så mildest talt mistænkeligt ud, og selv om der mangler – om ikke en rygende pistol, så dog det helt korrekt placerede kamera – siger min mavefornemmelse, at Milito har fået bevæget sig en halv meters penge for langt frem, og at i hvert fald en del af hans krop har passeret Barcelona-forsvareren, så der er en snæver offside. Karakteristisk var det endnu én af disse bolde sendt på tværs gennem straffesparksfeltet og ind i målfeltet, hvor en angriber dukker op ved fjerneste stang og kan sende bolden i mål. Samme type, som vi så ved Jan Kristiansens 1-0 mål for Brøndby i Odense – men hvor der i Odense var mange spillere i modsatrettede bevægelser, så det hele blev meget flimrende, var der her ingen andre forsvarere i nærheden eller i bevægelse omkring angriberen.

Den type bolde er svære, fordi der er så kort tid til at fotografere situationen – og linjedommeren har næppe forventet , at bolden skulle ryge den vej, da Sneijder kiksede sin afslutning. Og er koncentrationen væk blot et split sekund, er skaden sket. Forbløffende nok har der været meget lidt snak om situationen, og appellerne fra Barcelona-spillerne virkede nærmest lidt halvhjertede og rituelle.

Til gengæld kom der godt med appeller i den anden ende kort før tid, da Alves – tror jeg det var – kom i nærkontakt med en Inter-forsvarer lidt inde i straffesparksfeltet, da han forsøgte at passere ham. Set fra lænestolen er der ingen tvivl om, at der er kontakt, og at Inter-spillerens ben er aktivt. Men Alves

gjorde i hvert fald ikke noget for at få situationen til at mindre alvorlig ud – faktisk faldt han nærmest som et fældet træ. Dommeren var tilsyneladende ikke i tvivl – og resultatet blev en advarsel for film til Alves” store harme. Det sætter spotlyset på en af de mest udbredte misforståelser: at valget i en sådan situation altid er sort/hvidt mellem straffespark på den ene side, og film på den anden side. Det er det bare ikke – i rigtig mange tilfælde indgår der elementer af begge dele i situationen, og stillet på spidsen kan man sige, at det selvfølgelig ikke annullerer forseelsen til et straffespark, at offeret prøv er at få det til at se overbevisende ud.

Psykologisk kan jeg sagtens forstå dommeren . Han står med en højkritisk situation – er der straffe eller ej, og i sådan en situation vil mange nok vælge at sælge situationen ved at gå til den anden modpol. Lidt efter devisen ”Hvis jeg giver advarslen for film, vil det være helt oplagt for alle, at jeg er overbevist om, at der ikke er straffe” – i stedet for bare at vinke situationen videre uden det ene eller anden indgreb. Det er bare noget skidt, hvis straffesparket nu faktisk var der… Dommerens vinkel er ikke den bedste (skråt bagfra og med forsvareren, som delvis dækker udsynet til kontakten og den faldende angriber. Men linjedommeren har nærmest fuldt udsyn og en god vinkel. Så hvem ved – måske har han ret. Fra kameraet så det bare betændt ud, både i naturligt tempo og langsom gengivelse.

Den anden semifinale mellem Bayern München og Lyon bød på et par røde kort, og der var til gengæld ikke noget at komme efter. Ribérys vanvidstackling, som kunne have brækket benet på modspilleren, var ud over at være en svinestreg ikke specielt genial med en dommer placeret få meter fra. Og Toulalan meldte sig ind i klubben af spillere, der ikke har forstået, at en advarsel betyder – nå ja – en advarsel, da han præsterede at pådrage sig to indiskutable gule kort på knap fire minutter. Ikke jordens smarteste aktion, når ens hold i forvejen spiller 11 mod 10 og har kortene på hånden.

Det var bare to fodboldkampe. Gad vide, hvad returkampene kommer til at give os ?