07.05.2010 – CL og straffespark

Returkampene i Champions League-semifinalerne fortsatte stort set i samme spor. Cris fra Lyon meldte sig ind i brigaden af spillere, der ikke har forstået betydningen af en advarsel – at stille sig op og klappe ad den advarsel, som man lige har fået, er bare for dumt og i den grad et svigt af holdet. Havde dommeren haft samme vinkel som TV-kameraerne, ville det ikke have undret mig, hvis Govou var røget samme vej kort efter for en ualmindelig hensynsløs tackling , hvor fødderne landede et meget grimt og sårbart sted på en Bayern-spiller. Og i kampen mellem Barcelona og Inter forsvandt Motta før tid efter en arm i ansigtet på en Barcelona-spiller i en duel. Den sidste holdt jeg specielt meget af, for vi skal have gjort noget ved alle de vildfarne arme i hovedhøjde, som svinges rundt til fare for modspilleren. Det vil også fremgå, når vi isidst på måneden kommer ud med retningslinjerne for den kommende sæson (helt i tråd med, hvad UEFA og FIFA vil have).

Men også herhjemme havde vi et par ret så specielle situationer, som ramte overskrifterne. I kampen mellem Silkeborg og AGF fik vi et af de mere sjældne straffespark. Nogle kaldte det tyndt – men det var faktisk fuldstændig efter reglerne. Silkeborgs Frank Hansen vil sparke bolden væk, men mistimer sit indgreb totalt, således at hans fod i stedet rammer AGF”s Dennis Cagara, som væltes omkuld. Næppe nogen tvivl om Frank Hansens hensigt – og er det ikke sådan, at en forseelse skal være begået forsætligt / med vilje for at udløse et direkte frispark eller straffespark ? Jo – men pointen er, at hvis man spiller så risikobetonet og med så lidt kontrol over sit indgreb, at man i stedet for bolden får modspilleren, koster det. Min gamle læremester udi fodboldlovens mysterier Carsten Sørensen sammenlignede det med manden, som hver eftermiddag kl. 15 sharp puffede en urtepotte ud af sit vindue på 5. sal. Det gik godt i en uge, men så kom der en fodgænger forbi og blev ramt. Det frelste ikke manden, at han kunne påberåbe sig, at det plejede han altid at gøre, og at det aldrig var gået galt før. Satser man uden at forudse mulige følger og tage risikoen i ed, kommer man til at betale ved kasse ét. Men jeg vil medgive, at det er uhyre sjældent, at man ser et så karikeret eksempel som det i Silkeborg.

I kampen mellem AaB og FC Midtjylland var det også en straffesparkssituation, som fik aktører og medier op på mærkerne. Og igen én, som indeholdt nogle lovmæssige spidsfindigheder. Uden for straffesparksfeltet griber FCMs Leon Jessen fat i AaBs Henrik Dalsgaard, som er i fuldt løb frem mod mål. Han vedbliver at holde fast, inden det endelig lykkes at få trukket Dalsgaard ned et godt stykke inde i feltet. Slutresultatet er et straffespark og en udvisning for berøven af oplagt scoringsmulighed.

Lad os tage dem én ad gangen. Normalt dømmes direkte frispark eller straffespark jo på det sted, hvor kontakten opnås. Det giver normalt ingen problemer – kontaktstedet ved f.eks. et benspænd er éntydigt. Men der er den finesse ved lige akkurat en holde-forseelse, at den jo i sagens natur kan strække sig over længere tid – og der er direkte lovgivet for, at en holde-forseelse, som starter uden for feltet og slutter inde i feltet, skal resultere i et straffespark. Så den side af sagen er i orden.

Så er der vurderingen af, om der berøves en oplagt scoringsmulighed. Ved vurderingen af det

indgår der der en hel palet af kriterier. Hvor stor er afstanden til målet ? (For jo tættere på målet, jo større sandsynligheden for, at der er en oplagt scoringsmulighed). Hvad er sandsynligheden for, at angrebsspilleren kan bevare eller opnå kontrol over bolden ? (Bemærk, at kontrollen behøver ikke være der endnu – det tæller også, hvis spilleren bliver forhindret i at opnå kontrol med bolden.) Hvad er spilretningen ? (Jo mere direkte mod mål, jo større sandsynlighed for en oplagt scoringsmulighed.) Hvor mange øvrige forsvarsspillere er der – og hvor er de placeret ? (Er der andre, der har en chance for at gribe ind i situationen – hvis ja, daler sandsynligheden for en oplagt scoringsmulighed.)

Henrik Dalsgaard er ved at overløbe Leon Jessen på kanten af feltet – ellers ville der ikke være nogen grund til at holde ham. Med andre ord har han sandsynligvis kontrol over bolden om et øjeblik, hvis ikke der sker noget. Retningen er nærmest direkte ind mod mål fra en position lidt til højre for buen foran feltet. Det springende punkt er, om den FCM-spiller, som kommer ind fra venstre, har en mulighed for at gribe ind. Problemet er, at da holde-forseelsen strækker sig over så lang tid, når forsvarsspilleren også at komme med ned, så da Dalsgaard endelig går omkuld, ser situationen ikke specielt oplagt ud.

Syreprøven her er som altid spørgsmålet: ”Hvad ville der mon være sket, hvis forseelsen ikke var blevet begået ?” Og fryser man billedet, lige da Leon Jessen griber fat i Dalsgaard, er der for mig ingen tvivl om, at Dalsgaard ellers slipper forbi, har frit løb med retning mod mål, og at den anden FCM-spiller ikke kan nå at komme ind og blande sig. Så i min optik er udvisningen korrekt – den kommer bare til at se tvivlsom ud, fordi situationen bliver strakt så længe