21.05.2010 – Fairplay

Med en temmelig surrealistisk afsluttende runde i SAS-ligaen kom også det årlige fokus på Fair Play-konkurrencen. Et sidste runde-opgør mellem Randers og Brøndby, som havde henholdsvis redning og bronzemedaljer at kæmpe for – og samtidig var de to eneste kandidater til den Europa League-plads, som forlods var bestemt for den danske Fair Play-vinder. 0,07 points forskel på de to klubber svarer vel til en enkelt advarsel – og det kunne have åbnet for alle hånde konspirationsteorier. F.eks. at en Randers-sejr med en indbygget udvisning (for nu at være helt sikker) ville redde Randers og samtidig sende Brøndby i Europa som Fair Play-vinder. Sådan gik det heldigvis ikke – pladserne blev fordelt på fair (undskyld !) vis og uden grimme mistanker. Alligevel dukkede der nogle af de sædvanlige kommentarer op omkring Fair Play-konkurrencen – helt som det plejer, når vi når sidste runde. Nogle af kommentarerne kan jeg sagtens forstå – andre bunder i simpel uvidenhed.

Kort fortalt er Fair Play-konkurrencen et tilbud fra UEFA, som det står landene frit for at benytte sig af eller lade være. Men vil man være med, skal man anvende de samme kriterier, som UEFA gør i deres internationale Fair Play-konkurrence. Egentlig rimeligt nok – fair play burde være et nogenlunde universelt begreb, hvis det skal give mening. Allerede her falder de første kritikere af, for selv om Danmark egenhændigt skulle udtænke et helt genialt system til at finde en fair play-vinder, ville vi altså ikke komme i spil til europæisk kvalifikation.

I hver eneste SAS-ligakamp vurderes holdene på seks kriterier. Antallet af røde og gule kort – det eneste helt objektive kriterium: der fratrækkes simpelthen points fra udgangspunktet 10 for hvert kort. Den side af sagen kan en regnemaskine klare. Så er der punkterne ”Respekt for modstanderne”, ”Respekt for dommeren” og ”Træneres og lederes opførsel”. Det er sjældent dér, man møder de vilde udsving. Skalaen går fra 1 til 5, og 3 er normalen – der skal et eller andet særligt til for at komme op på 4 og dérover. Grundlæggende handler dette om at opføre sig ordentligt og have respekt for hinandens funktioner, og det er vi heldigvis rigtig gode til herhjemme, i hvert fald på dette niveau.

De to sidste kriterier – og dem, der oftest giver hovedbruddet – er ”Positivt spil” og ”Publikums opførsel”. Den sidste behøver nu ikke være så svær – skalaen er igen fra 1 til 5, og der er kun to væsentlige krøller: har et hold ikke et ”målbart” antal tilskuere med til en udekamp (det vil sige så få, at de ikke har en chance for at præge billedet eller blive lagt mærke til), tildeles de automatisk midterkarakteren 3. Og er der fyrværkeri, herunder romerlys, involveret, lander karakteren på 1, medmindre der er andre elementer i publikums opførsel, der kan skramle et 2-tal hjem.

”Positivt spil” er værre – og langt den sværeste. For det har vi jo alle en yderst subjektiv holdning til. Guidelines er sådan noget som angrebsfodbold i stedet for en defensiv indstilling, tempofodbold uanset stillingen, gå efter sejren – og i den anden retning trækker så forsøg på at forhale tiden, taktiske frispark, film osv. Generelt hænger positivt spil i denne definition sammen med antal producerede målchancer. Skalaen går fra 10 til 6 med 8 som omdrejningspunktet (den ”normale” indsats).

Og det er svært. Jeg er selv én af dem, der uddeler points, både nationalt og af og til internationalt. Herhjemme er det dommerudvikleren, der som den definitorisk neutrale person på stedet, tildeler points – i UEFA kampene er det en af opgaverne for Match Delegate, ved siden af sikkerhed og alt det andet. Men sådan én har vi (desværre) ikke i Danmark. Og selvfølgelig er det subjektivt. Jeg synes ikke selv, at jeg har problemer med at vende kasketten, være helt almindelig fodboldtilskuer og spørge mig selv ”Blev jeg underholdt – og af hvem ?” – men jeg kan sagtens forstå dem, der synes, at det er en meget ”fluffy” og personlig vurdering. Der er bare ikke nogen, der endnu har fundet et bedre alternativ.

For at gøre billedet fuldstændigt: i sidste ende divideres summen af points opnået i alle områder med 40 – og så når man frem til de spændende tal med tre decimaler, som man kan se forskellige steder.

En sidste pointe, som jeg jeg også møder fra tid til anden – typisk i blog-indlæg, men jeg blev godt nok noget chokeret, da jeg også mødte den hos en sportsdirektør. Hvis dommerne nu lod være med at give så mange kort, så ville vi jo altid være bedst i Europa og få én af de ekstra Europa League-pladser ? Ak nej: en desværre udbredt misforståelse. UEFAs konkurrence – og dermed Danmarks muligheder for at få en af pladserne – afgøres af alle de internationale kampe, som vores klub- og landshold spiller, og som vurderes af UEFA-repræsentanter. Ligger vi tilpas højt dér, får den danske Fair Play-vinder, vurderet i de danske kampe og af de danske dommerudviklere, chancen.