KFD
Nyheder

To KFD’ere udtaget til Pokalfinalen mellem AGF og FCK

alle_afsnit_300x180pxAt blive udtaget til at dømme pokalfinale er noget, som de færreste oplever og ofte sker det kun én gang i ens dommerkarriere. I sidste uge kunne DBU’s dommerkonsulent Kim Milton fortælle, hvilke dommere som skulle dømme årets finale. Han fortalte bl.a., at det ikke var en gave at blive udtaget, men noget som man havde gjort sig fortjent til! Og da navnene blev offentliggjort, havde KFD to dommere med på banen, nemlig Henrik Sønderby og Peter Kjærsgaard. Redaktionen kontaktede vores to kolleger for at sige tillykke og for at høre om deres forventninger til opgøret.

Først og fremmest tillykke med udtagelsen til Jer begge to. Det er godt gået og med et udsolgt Parken er rammerne jo perfekte for en fantastisk kamp.

Sønderby.

Du har tidligere været linjedommer til pokalfinalerne i 2006 og 2009. Nu er du blevet udtaget for tredje gang, som linjedommer til en pokalfinale. Hvordan føles det?

Sønderby skal være linjedommer for 3 gang i en pokalfinale
Sønderby skal være linjedommer for 3 gang i en pokalfinale

Henrik: Helt fantastisk. Man er privilegeret, hvis man i sin dommerkarriere når at deltage i en pokalfinale, og da jeg allerede havde haft fornøjelsen to gange, havde jeg slet ikke set det komme. Jeg er ekstrem glad for og stolt over, at DBU har udtaget mig til endnu én af slagsen. Det er en endnu fjer i hatten!

Hvordan forbereder man sig til én af de største kampe på den hjemlige fodboldscene?

Henrik: Pokalfinalen ER bare en helt særlig fodboldkamp, som man som dommer altid kan huske en masse detaljer fra – på og uden for banen. Det er under alle omstændigheder en festdag, og det forventer jeg mig bestemt også af denne finale. Der er udsolgt i Parken for første gang i 18 år til en pokalfinale, vejret skulle blive godt, og der er udtaget en godt dommerteam, så man skulle være et skarn, hvis man ikke glædede sig. Min egen forberedelse er ikke meget anderledes end den plejer. Jeg planlægger træning og kost efter, hvornår kampen spilles, og så mødes vi i dommerteamet væsentlig før normalt, så der er tid til at hygge sig og få en rigtig god optakt til at præstere det maksimale. 

Kjærsgaard.

Det er første gang, at du skal være med i pokalfinale. Du er udtaget som måldommer. Hvordan føles det at blive udtaget til sin første pokalfinale?

Peter skal være måldommer
Peter skal være måldommer

Peter: Det er rigtig stort, og er naturligvis noget jeg er enormt glad og stolt over. Pokalfinalen er den største kamp i dansk fodbold og for mig en af de kampe jeg altid har haft som mål at være en del af. Så at få muligheden for at være en del af teamet til kampen tordags i en fyldt Parken ser jeg helt vildt frem til.

Er forberedelserne anderledes, når man skal være måldommer i stedet for almindelig dommer?

Peter: Jeg tror det er meget individuelt hvordan vi som dommere forbereder os til kampene, og på samme måde hvordan vi forbereder os som mållinjedommere. For mig er forberedelsen som mållinjedommer en anelse anderledes, hvor det mest markante nok er at det torsdag er Mads-Kristoffer som er hoveddommer og jeg er en del af hans team, derfor er det vigtigt at jeg forbereder mig målrettet mod det han har brug for. Min forberedelse som mållinjedommer går derfor mere omkring hvad er det for nogle potentielle situationer omkring standardsituationer, i felterne og bag dommerens ryg hvor Mads-Kristoffer vil forvente mine input. Derudover gør jeg også altid det at jeg ser nogle specifikke træningsklip for mållinjedommere vi har fået fra UEFA igennem om formiddagen inden kampen for at være helt skarp på vurderingerne set ud fra en mållinjedommers placering nede på mållinjen.

KFD ønsker Henrik og Peter stort tillykke med udtagelsen til kampen og vi glæder os til at se Jer i Parken på torsdag.

Hi, I’m René Krarup