Jans Corner: Det er ikke sådan med de regler

Regler er en forunderlig ting. Ingen kan undvære dem – men alle vil gerne udfordre dem. Det er måske også noget af det, som får nogle til at holde meget af at dyrke dem – og andre til at undre sig over, hvordan vores hoveder dog kan være skruet sammen, hvis vi kan finde sådan noget interessant. Regler er et interessant studium i sig selv – men de bliver for mig først rigtig interessante, når man forbinder dem med praksis. Ellers ender det hurtigt i diskussioner i stil med ‘Hvad nu, hvis…’ og ‘Hvor mange kommaer er der på side 17 – og hvor mange burde der være ?’.

Som bofast i Nordsjælland har jeg selvfølgelig heller ikke kunnet undgå at bemærke afslutningen på playoff-kampen til mændenes håndboldliga mellem Nordsjælland og Tønder og de regelkomplikationer, som det har ført med sig. Og jeg priser mig lykkelig over, at jeg ikke sidder et sted, hvor jeg skal afgøre noget som helst dér – så mange officielle og halvofficielle ytringer, der lynhurtigt kom om den afgørende sekvens af kendelser, nærmest før harpiksen var tørret ind. For slet ikke at tale om at være dommer… Hverken som dommer eller som efterfølgende instans kan man her afsige en kendelse, som ikke vil gøre én rasende upopulær i enten den ene eller anden lejr.

Nu kender jeg ikke den eksakte forretningsgang på håndboldsiden, men jeg kan i hvert fald fortælle, hvordan procedurerne er inden for fodbolden. Fodboldloven er, som sagt før på denne plads, i sit væsen en rammelovgivning – det vil sige, at loven opstiller nogle rammer og kriterier, som dommeren skal tage i betragtning, når han afgiver sin kendelse. De tre vigtigste ord i fodboldloven er ubetinget ordene ‘efter dommerens skøn’. Så er der selvfølgelig også en lang række tilfælde, hvor fodboldloven direkte foreskriver en bestemt løsning. Der skal f.eks. gives en advarsel, hvis en spiller ulovligt kommer ind på banen uden dommerens tilladelse – det er der ikke meget skøn i – og hvis bolden sidst er rørt af en forsvarer og passerer mållinjen, skal der dømmes hjørnespark fra den side af banen, hvor bolden gik ud. Man kan ikke bare flytte over i den modsatte side, hvis man skulle have lyst til det. Så grundreglen er, at dommeren skønner – men det skøn skal være inden for fodboldlovens rammer, så han kan ikke bare skønne noget, der går imod det, der er direkte lovgivet for.

Skulle der komme en protestsag mod en dommerkendelse, vil den lande hos en disciplinærinstans hos den relevante union. Hvis denne instans har brug for en lovfaglig vurdering af situationen, vil man spørge fodboldlovgruppen, om der foreligger en overtrædelse af fodboldloven eller ej. Altså ikke, om skønnet var forkert – men om kendelsen var i direkte modstrid med lovteksten. Hvis svaret er ‘ja’, er det så disciplinærinstansen, der afgør, om denne fejlkendelse har haft direkte indflydelse på kampens resultat. Alt andet lige kan man måske bedre leve med en lovfejl i en kamp, der ender 8-0 end i én, der ender 1-0. På den måde er dømmende og lovgivende magt også smukt adskilt – fodboldlovgruppen afgør isoleret, om der foreligger en lovfejl eller ej, mens disciplinærinstansen tager stilling til eventuelle konsekvenser.

Faktisk er det meget få protester, man nu om stunder møder på eliteplan herhjemme. Mest spektakulært husker jeg en sag tilbage fra 1999 i en superligakamp mellem Esbjerg og AGF, som tog hele turen gennem samtlige instanser op til DIFs Appeludvalg, hvor afgørelsen så faldt et halvt år (på nær fjorten dage) efter og resulterede i en omkamp. Ud fra et fodboldlovmæssigt synspunkt var og er jeg hamrende uenig i afgørelsen, men det er jo en del af idéen med at have uvildige og ikke-fodboldfaglige jurister til at have det afgørende ord. I det aktuelle tilfælde fik det os til at lave en teknisk omformulering i lovbogen, der ikke ændrede noget på dommerens situation – men gjorde kendelsen juridisk spiselig i fremtiden, og så er noget jo opnået. I øvrigt flyttede omkampen ikke noget ved resultatet.

Internationalt sker det også sjældent, at protester får et så markant udslag, og måske netop derfor kommer overskrifterne, når det sker. Fra de senere år står specielt én kamp skarpt hos mig: en U/19-kvindekamp mellem Norge og England, hvor resultatet kunne blive afgørende for videre kvalifikation til slutrunden. Norge var på sejrskurs 2-1, men i det sjette minut af tillægstiden fik England straffespark. Straffesparket blev sendt i mål, til hvad man troede var en engelsk udligning, men en engelsk spiller var løbet klart for tidligt ind i feltet før sparket. Dommeren dømte i stedet for mål indirekte frispark til Norge, hvor spilleren var løbet ind – og det var så det. Og alligevel ikke, for fodboldloven foreskriver helt éntydigt, at sparket i så fald skal tages om. Et straffespark er dømt, fordi der er begået en alvorlig forseelse – og det er ikke rimeligt, at det helt skal bortfalde på grund af en teknisk forseelse (spilleren, der løber for tidligt ind). Så her landede dommeren på en afgørelse, som simpelthen ikke kan lade sig gøre. Den havde afgørende betydning, og dommen blev, at de sidste 18 sekunder skulle spilles om – startende med straffesparket. Det gav til gengæld nogle heftige overskrifter i norske aviser, hvor nogle aldrig havde hørt eller set fortilfælde for, at man kunne omgøre en dommerkendelse. Men det kan man – hvis den er i åbenlys modstrid med fodboldloven og ikke bare et skøn.

De 18 sekunder blev spillet et par dage efter, England scorede på straffesparket og kvalificerede sig med 2-2 – og det gjorde Norge i sidste ende også som bedste toer i grupperne, så alt endte lykkeligt. Der har også været en tilsvarende situation i en VM-kvalifikationskamp i Oceanien for en håndfuld år siden, igen i forbindelse med straffespark. Så budskabet til dommerne må være pinedød at have styr på den paragraf, selv om det med igangsættelser selvfølgelig ikke er nær så spændende som de paragraffer, der handler om blod, vold og mord.

Og hvorfor blev dette så lige temaet i denne uge ? Blandt andet, fordi vi i kampen Brøndby – AGF havde en situation, hvor Morten ‘Duncan’ Rasmussen blev udvist efter på mållinjen at have reddet et Brøndby-forsøg. Der er hele to dommerskøn involveret her. Det svære er, om der virkelig er hands i fodboldlovens forstand. Bolden rammer Duncans udstrakte arm et eller andet sted i den nedre del af skulderregionen. Duncan gør sig unaturligt bred ved at strække armen ud – og bolden rammer måske nok noget af skulderen, men så sandelig også overarmen. Og er der blot den mindste berøring med armen i sådan en situation, er der straffespark. Det lette er, om der i så fald foreligger en berøvelse af scoring eller oplagt scoringsmulighed. Ikke megen tvivl om det, eftersom Duncan står på mållinjen mellem målstængerne. Det koster en udvisning – og vil i øvrigt også gøre det efter 1. juni, selv om der sker nogle temmelig hypede ting og sager omkring denne regel.

Så to dommerskøn – begge korrekte. Problemet ville opstå, hvis dommeren havde ræsonneret, at her blev der berøvet et mål – og så havde nøjedes med en advarsel. Af samme grund var et par kommentatorer ved at komme morderlig på glatis i den yderst underholdende kamp mellem Barcelona og Sporting Gijon, da der ved Barcelonas tredje straffespark netop blev talt om berøven af oplagt scoringsmulighed og en korrekt advarsel. De to ting kan ikke optræde samtidig – før efter 1. juni og selv da i et meget begrænset antal tilfælde. Man kan næsten høre trommehvirvlerne i baggrunden – følg med her i klummen. Løsning kommer ultimo maj.