Jans Corner: Tilbage på pinden

Jeg har arbejdsmæssigt de seneste to uger befundet mig i Indien, og det har tilsyneladende forskånet mig for en del. Jeg har på langdistancen kunnet forstå, at Superligaen er kommet i gang med brask og bram og en god del røde kort – nogle åbenbart mere forståelige end andre – og så var der lige dem, der ikke faldt. Så alt andet lige ligner det en typisk forårsstart, hvor alle lige skal have indstillet sigtekornet, og hvor spillerne omvendt kommer med en attitude som kåde køer, der sættes på græs.

Opholdet derude har også givet mig lejlighed til at dykke lidt ned i, hvad der nu rører sig af sport på de kanter. Der har været bl.a. Asia Cup i cricket, hvor Indien faktisk endte med at vinde finalen over Bangladesh. Cricket har sldrig slået mig som et spil, hvor blodtrykket kom ret højt op på skalaen, og jeg mindes nogle meget søvnige søndag formiddage i halvfjerdserne på Bavnehøj Idrætsanlæg i København (direkte nabo til Vestre Fængsel, så det var med at have nok bolde til rådighed, eftersom de ikke lige kom retur, hvis de røg over hegnet), hvor jeg løb rundt med en fodboldkamp på den ene bane, mens der blev spillet cricket på den anden plus lidt mere.

Men jeg skal love for, at jeg er blevet omvendt over de seneste to uger. Det var fremragende underholdning at følge med i. Jeg havde i forvejen et basalt kendskab til reglerne, men det blev udbygget undervejs – og flere af kampene var rigtig spændende. Ikke mindst finalen, selv om lokalpressen beskrev det som ‘a comfortable win’. Sådan virkede det nu ikke, når man fulgte det live.

En anden øjenåbner var de afgørende kampe i den anden indiske nationalsport Kabbadi, som jeg med skam at melde aldrig nogensinde havde hørt om, men som kørte nærmest non-stop på TV-kanalerne, og så er det jo svært ikke at følge med. Jeg vil helt ukvalificeret nærmest beskrive det som et mix af høvdingebold (uden bold), fangeleg og brydning – men rasende underholdende og i et ekstremt højt tempo. På et tidspunkt fik vi lokket én af de ansatte i baren, som ikke just var vant til, at udlændinge gad følge med i sådan noget, til at forklare os reglerne – og det blev til et ti minutters foredrag, som ikke gjorde os så meget klogere, men bestemt heller ikke fjernede noget fra underholdningsværdien. På den anden side ville jeg også nødig skulle forklare en totalt uvidende person fodboldloven på ti minutter, så det er sikkert rimeligt nok. Alt dette bare for at hejse det flag, at man altid, når man bevæger sig udenlands, skal være opmærksom på, hvad det er for sportsgrene, de lokale sysler med. Man kan risikere at blive beriget og blive klogere.

Men der er jo også sket ting og sager herhjemme. IFAB (The Board blandt venner) har haft deres årlige møde og ganske som forventet vedtaget en række ændringer til fodboldloven, som vil træde i kraft 1. juni (så hele EM bliver afviklet under de samme regler). Godt nok har vi ikke diskuteret det endnu, men jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at vi i Danmark sætter noget i kraft midt i en turnering – så herhjemme bliver det fra efterårsturneringens start.

Nu skal man altid være morderlig forsigtig, fordi vi endnu ikke har selve den juridiske tekst foran os – men kun nogle pressemeddelelser og nyhedstelegrammer, som altid skal tages med flere kilo salt, fordi ingen ved, hvilke redigeringer eller fortolkninger, der har været ind over originalmaterialet. Men det ligner en forenkling af lovbogen med en reduktion af antal ord på omkring 25 %. Så må man håbe, at det er de rigtige 75 %, der overlever. Igen med forbehold for, at vi ikke kender selve den nye lovtekst, tyder det på, at der er en god del redaktionelle (og tiltrængte) rettelser, nogle forenklinger, nogle tilpasninger til, hvad der rent faktisk foregår i praksis, nogle afgørelser på ting, der har været tvetydige osv. Jeg tror sådan set ikke, at den almindelige fodboldspiller eller -tilskuer vil se den store forskel, for i mange tilfælde er vi ude i hjørnerne, men så er der lige et par områder, som har ramt de danske overskrifter: den berygtede ‘triple punishment’ ved berøven af oplagt scoringsmulighed – og ikke mindst muligheden for brug af video til vurdering af situationer som en second opinion. Begge dele er med en forsøgsperiode på to år.

Videomuligheden gemmer jeg til næste uge – men lad os kaste et blik på ‘triple punishment’-problemet. Det er et spøgelse, som har huseret i mange år og virkelig har delt folk i to lejre. SItuationen er den, at en spiller i sit eget straffesparksfelt begår en forseelse, som fratager angriberen en oplagt scoringsmulighed. Så har vi ‘triple punishment’: straffespark, udvisning og karantæne. Jeg skal blankt erkende, at jeg ud fra et rent lovmæssigt synspunkt foretrækker de rene linjer: en forseelse vurderes ens, uanset om den begås i første eller sidste minut, inden for eller uden for straffesparksfeltet, eller om det er en målmand eller markspiller, der begå den. Omvendt har jeg også en vis (let begrænset) forståelse for dem, der synes, at det er lige hårdt nok, hvis en forsvarsspiller kommer marginalt for sent i sit ærlige forsøg på at nå bolden, og så vinder hele pakken. Skulle man endelig reducere straffen, kunne man efter min mening med fordel skrotte karantænen og lade resten stå.

Først og fremmest skal vi huske, at dette er en forsøgsordning, som skal vurderes efter to år. Dernæst er jeg slet ikke sikker på, at det er så revolutionerende, som nogle aviser har gjort det til. Igen med det forbehold, at der kun er en pressemeddelelse og et meget lille uddrag af et forslag til lovtekst at læne sig op ad: holde- og puffe-forseelser i straffesparksfeltet, som berøver en oplagt scoringsmulighed, skal fremdeles straffes med en udvisning. Det samme skal ske, hvis forseelsen i sig selv er til en udvisning, f.eks. slag eller spark. Er forseelsen resultatet af en tackling, hvor spilleren enten ikke forsøgte at spille bolden eller ikke havde mulighed for det, er det også stadig en udvisning. Så de situationer, som bliver tilbage, og hvor den skyldige kan slippe med en advarsel, ser reelt ud til at være de tilfælde, hvor han ærligt forsøger at spille bolden med foden, men bare får fat i modspilleren i stedet.

Det forekommer helt ærligt ikke specielt revolutionerende (i praksis – teoretisk rejser det en række problemer, som jeg skal forskåne læserne for) – til gengæld lægger det et modbydeligt pres på dommeren, som skal vurdere A eller B. Jeg er frygtelig spændt på, hvordan dette vil blive administreret under EM, hvor vi altså får muligheden for at se udmøntningen i praksis. Men denne ændring er i hvert fald ikke til dommernes fordel, som jeg ser det.
Og så er der en enkelt detalje, som ikke er fremgået nogen steder indtil nu. Man kan lovteknisk berøve en oplagt scoringsmulighed på to måder – enten i en konfrontation med en modspiller, eller ved at bruge hænderne og dermed forhinde et mål eller en oplagt scoringsmulighed. De småbidder af den kommende lovtekst, som jeg indtil videre har set, gør det ikke specielt klart, om det kun er situationen med modspilleren, der lovgives for – eller om det også er situationen med hands.

Forhåbentlig handler det kun om modspilleren – ellers er konsekvensen nemlig den, at den markspiller, som på mållinjen ligger vandret og parerer en bold, som ellers ville være gået i mål, slipper med en advarsel. Det nægter jeg simpelthen at tro på – i hvert fald indtil det modsatte er bevist. Én ting er sikker – vi får i DBUs fodboldlovgruppe et meget travlt forår og nok også en god bid sommer for at få bakset dette på plads og formidlet.