Jeg slår Bart og Sønderby og bliver den nye teorimester, lyder det yderst overbevisende fra en meget skarp og veltrimmet Frank Kanlund. Redaktionen har sat den tidligere KFD-formand i stævne og efter hans ønske blev det i Fitnessworld på Ugandavej, som Frank Kanlund betragter som sit andet hjem!
Hvorfor bliver det netop dig, som bliver teorimester i år?
Jeg har trænet i intensivt i de sidste par måneder og er derfor i en rigtig god form, hvilket også giver mig et godt psykisk overskud. Derudover har jeg været til teoritest og teorigennemgang og bestod med glans. Og som advokat, er jeg vant til at rendyrke de små detaljer og endevende diverse paragraffer. Så jeg kan umiddelbart ikke se nogen anden KFD’er, som skulle kunne vinde over mig!
Ser du ikke Bart og Sønderby som store konkurrenter til titlen?
Selvfølgelig har Sønderby vundet 6 titlen gange og det skal man respektere. Men Sønderby´s æra må vel også snart være slut. Og skulle han vinde én 7. gang, ja så bliver det i hvert fald ikke i år!
Bart er dygtig, ellers var han ikke dobbelt danmarksmester i fodboldloven. Men han får ikke en chance og jeg skal også nok slå ham ud, så jeg bliver KFD-teorimester 2016!
KFD har selvfølgelig også kontaktet Bart og Sønderby, for at få en kommentar til ovenstående interview med Kanlund.
Bart: ”Jeg har stor respekt for Frank og hans store arbejde i KFD. Men skal Kanlund bare være i nærheden af at vinde årets teorimesterskab kræver det vist, at Sønderby og jeg er syge samt at Mikkel B. Randers og Christian Hansen er bortrejste!”
Sønderby: “Jeg har meget stor respekt for min tidligere formand, og jeg har det svært med uambitiøse mennesker, men omvendt er der ingen grund til at være urealistisk, og med mindre Frank har haft decideret enetimer med Jan Carlsen i de mørke vinterdage, ja så har jeg mere end svært ved at forestille mig, at han skulle kunne true hverken Bart eller jeg – advokatlicens eller ej ;-)”
Der er lagt i kakkelovnen til en knivskarp duel d. 7 marts. KFD ønsker Bart, Kanlund, Sønderby og alle andre held og lykke til teorimesterskabet. Har du ikke tilmeldt dig endnu, kan du stadig nå det ved at sende en mail til kfdtilmelding@hotmail.com. Husk at skrive navn, dommernummer samt om du ønsker stegt flæsk eller kylling i emnefeltet.
Vi ses d. 7 marts kl. 18 i Kulturstationen i Vanløse til endnu en hyggelig KFD-aften.