Jans Corner: Og det blev egentlig bare værre

I sidste uge var overskriften ‘Du milde for en weekend’ – og det indhold havde jeg egentlig ikke tænkt mig kunne overgås sådan lige. Men det lykkedes meget fint alligevel i den forløbne weekend, som både bød på en dommer, der udvandrede – og én, der blev udvist af en spiller (hvorefter rollerne hurtigt blev byttet om). Jeg ved ikke, om verden bare generelt er af lave, eller det er tilfældighedernes lunefulde spil – men dette er to situationer, som jeg ville have forsvoret overhovedet skulle kunne forekomme på topplan. Men det kunne de så alligevel – henholdsvis i Bundesligaen og den tyrkiske Super Lig.

Normalt hylder jeg princippet om ikke at gå ind i tildragelser, som stadig er under disciplinær behandling, men på den anden side tiltror jeg ikke mig selv så stor betydning eller klummen så bred en læserskare, at den skulle kunne nå helt til Tyskland. Så i betragtning af situationens absurditet synes jeg, at den godt kan fortjene et par ord.

Vi taler om et topopgør mellem Bayer Leverkusen og Borussia Dortmund. Dommer er Felix Zwayer, som er én af Tysklands coming men, netop oprykket til at dømme Champions League-kampe (så et par blog-kommentarer om, at han forhåbentlig aldrig får lov til at fløjte mere, har nok dystre fremtidsudsigter). Der er en duel i Dortmunds forsvarsområde, som ender med et Dortmund-frispark, som tages hurtigt – og ender i en scoring. Det giver en del panik, og træner Roger Schmidt bliver i samme forbindelse bortvist for protester, men nægter at forlade sin plads i det tekniske område. Hvorefter Zwayer efter et minuts venten selv går i omklædningsrummet sammen med sine kolleger. Kampen genoptages så efter en lille halv snes minutter – uden Schmidt.

Mentalt hører situationen nærmest hjemme hos en serie 6-kamp en tidlig søndag morgen – men her er det altså med TV og 30.000+ tilskuere. Måske er det en god idé at starte med den situation, som udløser al panikken, nemlig duellen lige uden for Dortmunds straffesparksfelt. Ved første øjekast ligner det en helt almindelig duel mellem to spillere. Hvis der overhovedet er frispark i duellen, er det i mine øjne éntydigt til Dortmund. Herefter tages frisparket hurtigt – og så starter balladen.

Der har været lidt modstridende versioner fremme. Nogle mener, at frisparket ikke tages dér, hvor forseelsen er begået – andre mener, at bolden ikke ligger stille ved igangsættelsen, som den jo skal. Hvad det første angår, skal vi starte med hele to grundregler (ja, det er hård kost !): et frispark skal være en fordel for det hold, som får det, for det skyldes jo, at modparten har gjort noget, som han ikke burde. Og dommeren skal i hele sin embedsførelse se bort fra bagatelagtige eller tvivlsomme forseelser. Så selv om bolden muligvis ikke lå lige på prikken, hvor forseelsen blev begået, vil dommeren anvende sin sunde fornuft. Et par meter eller fem fra eller til gør altså ikke nogen forskel, når frisparksstedet er i egen forsvarszone. Man kan jo som almindelig læser prøve at lægge mærke til tilsvarende situationer, når de kommer forbi på TV. Til overflod er Dortmund faktisk i boldbesiddelse, da frisparket bliver fløjtet, så de havde bare kunnet fortsætte deres angreb. At dommeren så ikke bare anvender fordelsreglen, skyldes nok, at det også er et indlæringspunkt, at fordelsreglen er en fin ting midt på banen, men i begge yderzoner kan den være en farlig ting at rode sig ud i – tænk nu, hvis det gik galt.

Så det er fair nok, at Zwayer dømmer frisparket – og jeg har heller ingen problemer med åstedet.
Så er der lige det med, om bolden ligger stille – for det skal den jo. Det er her, hvor jeg har det sværest, for jeg vil personlig slås for, at det skal den altså. Selvfølgelig kan vi ikke have spillere, der halvflugter et frispark videre – men der bliver nogle grænseområder. Havde spilleren forsøgt at lade bolden være i ro, men det var den så ikke helt alligevel ? Megasvært for dommeren at afgøre, for det går stærkt – og jeg vil vædde på, at de fleste dommere vil se på spillerens intention og tilgive, hvis bolden ikke ligger 100 % stille (husk også lige, at holdet jo faktisk havde bolden i forvejen og er blevet bremset i deres fremløb på grund af dommerens fløjte).

Under alle omstændigheder er der et eller andet ved igangsættelsen, som Roger Schmidt ikke er tilfreds med, og det er her, balladen starter – eller rettere sagt: den starter selvfølgelig først, da Dortmund scorer på omstillingen. Og så kommer vi til hele showet omkring bortvisningen. Jeg bliver nødt til at lave et kvalificeret gæt her, for jeg ved selvfølgelig ikke, hvad der er sket på de indre linjer – men mit bud er, at Schmidt har skabt sig i et omfang, så 4. dommeren er nødt til at melde ind, at den mand skal altså væk. Når man ser klippene fra situationen, kommer Zwayer meget tidligt med en armbevægelse mod bænken, der klart signalerer ‘Op på tilskuerpladserne’. Det er så 4. dommerens fornøjelse at skulle viderebringe det budskab og eksekvere bortvisningen. Men det nægter træneren. Og hvad gør man så – for denne situation er ganske enkelt uhørt.

Man kan i høj grad diskutere den kunstneriske udførelse fra Zwayers side – men man skal ikke glemme, at den egentlige skurk, som ikke vil følge spillereglerne, er ude på bænken. Zwayer vælger – da Schmidt nu ikke gør mine til at flytte sig, og 4. dommeren heller ikke kan formå ham til at gøre det – at bede Leverkusens anfører om at tage affære. Det er også helt efter bogen: hjemmeholdet er ansvarlig for kampens afvikling, og anføreren er dommerens primære kontakt i krisetilfælde. Da det heller ikke giver resultat, er der ingen anden mulighed for Zwayer og team end at forlade banen. Hvis man ikke vil anerkende en ordre fra ham, som forbundet har sat til at styre begivenhederne, så er det bare ærgerligt – og så må højere magter, f.eks. et disciplinærudvalg, tage det herfra. Jeg tror heller ikke, at jeg ville slippe for straf, hvis jeg ignorerede slikkepinden fra politibilen ude på motorvejen…

Skulle Zwayer selv være gået ud til træneren ? Tja – det havde nok set bedre ud, men havde bare taget ekstra tid, og resultatet var blevet det samme: en bortvist træner. Træneren har i princippet ikke krav på anden forklaring end den, som 4. dommeren kan give ham (og som dommeren har videregivet via headsettet). Under alle omstændigheder en totalt grotesk situation, som jeg næsten ikke kan vente på at skulle vende med mine tyske kolleger, når vi næste gang løber på hinanden.

I Tyrkiet var dommeren (også en international én af slagsen) i den grad kommet på overarbejde i kampen mellem Galatasaray og Trabzonspor. Jeg har selv haft fornøjelsen af at være begge steder i embeds medfør, og jeg tror ikke, at man nogen steder finder – i ordets bedste betydning – mere dedikerede fans end netop i Tyrkiet. Og opgør mellem vest og øst giver altid problemer. Her var der mange udvisninger til Trabzonspor, og ved den sidste af dem tabte dommeren uheldigvis sit røde kort på græsset. En utilfreds spiller fangede det og viste det for dommeren, som selvfølgelig – da han havde generobret kortet – viste det den modsatte vej. Der er grænser for, hvad man skal stå model til – lovteknisk hedder det ‘fornærmende, hånende, upassende sprog eller tegn’

Der er lang vej tilbage til den ydmyge græsmark i Vanløse, hvor jeg i mine tidlige dommerår skulle give en advarsel, men begge kort faldt ud af lommen og landede på jorden. Hvorefter jeg bad spilleren samle det kort op, som han helst ville have. Bestemt ikke anbefalelsesværdigt på nogen måde.