Jans Corner: Manden på uriasposten

Målmænd har det med at komme i fokus fra tid til anden. På en eller anden led har de et skæbnefællesskab med fodbolddommere: de kan præstere blændende i 89 minutter, og så kommer der lige en enkelt situation, hvor der bliver grebet forkert i posen, og så har vi overskrifterne. Der er også lidt særregler omkring målmanden, som rent lovmæssigt gør ham interessant – men heldigvis ikke nær så mange, som der var engang. I gamle dage kunne man snildt bruge en hel instruktionsaften på at gennemgå målmanden – nu om stunder handler det dybest set om nogle ganske få sætninger, som jeg vender tilbage til.

Når der så sker noget usædvanligt omkring målmanden, vækker det opsigt. Således for et par uger siden (5. kampdag i Europa League), hvor det var Liverpools belgiske målmand Simon Mignolet, der kom i fokus i kampen mod Bordeaux.. Han havde samlet bolden op i hænderne, og så bevægede han sig ellers stilfærdigt rundt i straffesparksfeltet med den i laaaaang tid, indtil det blev for broget for dommeren, og der blev fløjtet indirekte frispark. En kommentar bagefter gik på, at det var godt nok sjældent, at der blev fløjtet for en overtrædelse af den regel – men det er godt nok også sjældent at se en så eklatant overtrædelse. Faktisk mindes jeg ikke at have set noget lignende på dette plan. Når målmanden har bolden under kontrol, må han bevæge sig rundt med den i seks sekunder, og på et af de klip, som jeg så, havde en kvik fyr sat et stopur ind. Det viste, at Mignolet vandrede rundt med bolden i lidt over 22 sekunder.

Og vel er 6 sekunders-reglen ikke nogen stopursregel: det er ånden bag den, som er det vigtige, nemlig at målmanden skal sætte bolden i spil så hurtigt som vel muligt, for ingen har jo betalt for at se ham stå med den – men vælger man at satse helt op til 22 sekunder, har man overspillet sine kort gevaldigt. Og dommeren været yderst tålmodig – også mere, end de fleste andre ville have været.

Målmanden er jo egentlig en besynderlig størrelse, for hvorfor skal man have én til at tage med hænder, når det er fødderne, det handler om ? Han og indkastet er nogle af de få rester af det gamle kultursammenstød mellem rugby og fodbold, som jeg refererede til for et par uger siden. Må man bruge hænderne eller ej ? Netop fordi målmanden har retten til at tage med hænder, er det også ham, der gennem tiderne har haft størst mulighed for at trække tempoet ud af kampen. Derfor har han også været et let offer, når regelændringer har villet have hurtigere spil til tilskuernes fornøjelse.

6 sekunders-reglen kom til i 1997, men før da kunne der også gå ganske lang tid, hvor målmanden bare stod med bolden, for dengang havde man reglen om de fire skridt, som målmanden maksimalt måtte bevæge sig med bolden under kontrol. De fire skridt var heller ikke bare fire skridt, ligesom seks sekunder ikke er seks sekunder på stopuret – vi taler om hensigten bag reglen, og som altid skal dommeren holde sig væk fra bagatellerne. Og seks sekunder er faktisk ganske lang tid, hvis man prøver at følge med på uret. Der var mange bekymringer, da reglen blev indført – én af de ting, som jeg mange gange blev spurgt om, var, hordan dommerne ville håndtere det pres, som en fjendtlig endetribune kunne lægge på ham ved i kor og højlydt at tælle ‘Én – to -tre’ osv. op til seks sekunder. Mit standardsvar dengang som nu var, at målmanden jo heldigvis heller ikke var døv, så i givet fald skulle han nok slippe bolden på sekstallet for ikke at løbe nogen risiko. Et nydeligt eksempel på, hvordan man på forhånd kan bekymre sig ihjel.

Ganske som man gjorde, da det i1992 blev forbudt for målmanden at røre en bold med hænderne, hvis den forsætligt var sparket til ham af en medspiller (eller for dens sags skyld kom direkte fra en medspillers indkast). Faktisk var EM-finalen mellem Danmark og Tyskland den sidste betydende kamp, der blev spillet med de gamle regler. Der var højtstående fodboldpolitikere, der indtrængende advarede mod at indføre den regel i breddefodbolden, for det kunne smadre spillet fuldstændig. I dag er de fleste nok enige i, at det er den mest geniale regelændring, der har været i de seneste mange år – den har effektivt modvirket forhaling, og som en sidegevinst har vi fået en hel anden type målmænd, som kan rigtig meget med fødderne (i hvert fald de fleste af dem). Ganske som ved 6 sekunders-reglen er det yderst sjældent, at man ser overtrædelser, og reglen er gledet ganske naturligt ind i spillet.

De regelændringer, som er blevet indført for at speede spillet op, har dog ikke alle været den rene ulykke for målmanden. Når målmanden har bolden i hænderne, må ingen spiller forhindre ham i at sætte bolden i spil (f.eks. ved at sparke eller heade bolden fra ham, angribe ham med skulderen, stå i vejen for ham e.l.). Det har også befriet dommeren for en del hovedbrud, for i alle egne af landet var der spillere, der havde specialiseret sig i på fiks vis at pille bolden fra målmanden, uden at det blev til farligt spil – og så havde man balladen. Nu er sagen ganske klar – man skal bare lade målmanden være.

Ved samme lejlighed slap vi af med de mildest talt indviklede regler, som gik ud på, hvornår man måtte angribe målmanden med skulderen henholdsvis inden for og uden for målfeltet. De var ikke mindst indviklede, fordi de med passende mellemrum blev lavet om efter pendul-princippet: så måtte man angribe målmanden, når han holdt bolden – og så måtte man kun, når han ikke holdt bolden. Men der er stadig uhyggelig mange, der tror, at målmanden har specielle rettigheder i målfeltet (eller som man ynder st sige i TV: ‘det lille felt’). Siden 1997 har der ikke været nogen særbehandling eller fredningsbestemmelser i målfeltet, og sat på spidsen er den eneste grund til at bruge kridt på det felt, at det er godt at have et sted at sparke målspark fra. Så ingen speciel beskyttelse til målmanden – og heller ikke nogen specielle rettigheder til ham.

Det sidste sigter til, at målmænd ofte indlader sig på en spillemåde, som bliver til minimum farligt spil. Det kan være ham, der kommer bragende ud med to knyttede næver strakt foran sig for at bokse bolden væk, så alle flygter rædselsslagne fra hans nærhed – eller den målmand, som går op i en luftduel med knæet løftet (standardundskyldningen er ‘for at beskytte sig’). Bliver resultatet af denne fremfærd, at der kommer kontakt med angiberen med hænder eller knæ, så har vi et straffespark. Alt for sjældent dømt – men ikke desto mindre. Målmanden skal tage lige så meget hensyn til modspilleren som de til ham.

Så den ultrakorte udgave af reglerne omkring målmanden er, at han må tage bolden forsætligt med hænderne i sit eget straffesparksfelt – han må holde bolden i op til 6 sekunder, og i det tidsrum kan ingen modspiller få bolden fra ham på lovlig vis. Noget af et spring fra tidligere tiders yderst teoretiske gennemgang af særregler inden for og uden for målfeltet.

Målmanden har som sagt været et let offer, når der skulle skrues på reglerne for at gøre spillet mere publikumsvenligt – men det er heller ikke af ny dato. Mon ikke mange målmænd drømmer sig tilbage til de allerførste regler, hvor han måtte tage bolden med hænder ’til forsvar for eget mål’ overalt på banen. Det var først i 1886, at denne ret blev indskrænket til egen banehalvdel (og senere i 1913 yderligere indskrænket til eget straffesparksfelt).