Jans Corner: Endnu en klassiker

Engang imellem kan jeg godt blive lidt forskrækket og spekulere i, om der sidder en drillenisse et eller andet sted og læser med – det ville ikke være så usædvanligt på denne årstid. Aldrig så snart havde jeg lavet den årlige rekapitulering af retningslinjerne for, hvem der egentlig kan aflyse en kamp og med hvilken begrundelse, før stormen Gorm kom og stjal topopgøret mellem FC Midtjylland og FC København. For ikke ret længe siden var emnet ‘tid’ , og så dukkede der en situation op mellem Liverpool og Bordeaux, hvor Liverpools målmand Mignolet stod med bolden pænt meget længere end de tilladte seks sekunder (den vender jeg snarest tilbage til). Endelig fik debatten om TV-billeder aktualitet i forbindelse med et par tricky offside-kendelser i weekenden. Så mon ikke det er meget godt, at der ligger en vinterferie og lurer – i hvert fald hjemme, for ovre på de britiske øer klør de jo bare på.

Det bliver offside-kendelserne denne gang. Offside har det med at få en stedmoderlig behandling på denne plads, og det er ikke, fordi jeg ikke har lyst til at beskæftige mig med det. Men den er forbistret svær at visualisere for en læser, uden at der er små tegninger med til at illustrere spillernes indbyrdes placering. Denne gang vover jeg det. Dels fordi det er ét af de temaer, som jeg får flest spørgsmål på over mailen, men også fordi offsiden (samtidig med at det ofte handler om potentielt kampafgørende situationer) er noget af det, der hersker flest misforståelser omkring. Jeg plejer, når jeg er gnaven, at kalde det for ‘folkeovertro’ (når bare en ting bliver sagt tilpas mange gange, begynder alle at tro på, at den er rigtig).

Dertil kommer også, at når vi taler om objektivt målbare ting i fodbold, burde selve offside-positionen være én af dem. Lige så vel, som man objektivt kan måle, om en bold er ude eller ej, kunne man i princippet objektivt måle, om en spiller er i offside-position eller ej. Det betyder ikke nødvendigvis, at han skal straffes – for så kommer den subjektive vurdering bagefter: gør han noget i sin offside-position, som betyder, at vi skal straffe ham for det ? Og taler vi objektivt målbare ting, er TV-billeder oplagt som næste station.

Lad mig starte med at slå fast, hvornår en spiller overhovedet er i en offside-position og dermed udsætter sig for i givet fald at blive straffet. Det er han, hvis han i det øjeblik, hvor bolden spilles af en medspiller, er på modspillernes banehalvdel og nærmere modspillernes mållinje end både bolden og næstsidste modspiller. Eller i den mere mundrette udgave: foran bolden og næstsidste modspiller. Det vil typisk sige den sidste forsvarsmarkspiller, hvis målmanden er, hvor han plejer at være – som bageste mand – men er målmanden væk, kan det sagtens være forsvarsspillere, der er både sidste og næstsidste modspiller. Det bliver reglen ikke anderledes af. Bemærk, at det er spilleøjeblikket fra medspilleren, der er afgørende for vurderingen, og der kan ske meget, før bolden når frem. I forbindelse med én af weekendens situationer læste jeg en netjournalist pointere, at spilleren var klart onside, da han modtog bolden. Meget vel – men det er inderligt ligegyldigt, for det er det tidspunkt, hvor bolden blev sendt afsted, der udgør vores øjebliksbillede.

Og hvad betyder så ‘nærmere’ eller ‘foran’ ? Det betyder, at en del af angriberens hoved, krop eller fødder har passeret forsvarsspillerens ditto. Der er flere ting at bemærke her. Armene er uden for vurdering – både angriberens og forsvarerens, og ‘en del af’ betyder, at i princippet er en angribernæse, som har passeret forsvareren, nok til at være i offside-position. Det er der selvfølgelig ikke en kat, der kan afgøre i normalt tempo, så i det virkelige liv vil det menneskelige øje sikkert først opfatte det, når noget mere af angriberen er kommet foran. Der er direkte kollision med noget af folkeovertroen her, for mange mener fremdeles, at der skal være ‘luft imellem’ angriber og forsvarer, før vi taler om offside. Sådan er det altså ikke – og har ikke været det siden midt-50’erne.

Og så til de to situationer. For at starte i England blev Liverpool desværre snydt for et mål i udekampen mod Newcastle, da Alberto Morenos vanvittig flotte lob blev underkendt for offside. Prøver man at fryse billedet i det øjeblik, hvor afleveringen falder, kan man se, at Moreno er omkring en halv meter onside. For at plumre vandene yderligere, er der en anden Liverpool-spiller i offside-position, og afleveringen passerer hen over ham til Moreno. Men spilleren på midten gør intet ulovligt og skal ikke straffes. Hvorfor går det så galt alligevel ? På det frosne billede kan man se, at linjedommeren er ude af sync med næstsidste forsvarers placering – og det er jo dér, han skal være for at kunne vurdere en eventuel offside. Det ser faktisk ret voldsomt ud – hvis græsset ellers er klippet lige, taler vi om et par meters fejlplacering foran forsvaret. Og når man ved, at det bare kræver en halv meters penge væk fra linjen, før de snævre situationer ikke længere kan vurderes med sikkerhed, skal det gå galt. Men hvor svært kan det være at følge næstbageste forsvarer – det lyder let, men er det absolut ikke, fordi der jo også indgår en sidelinje i arbejdsbeskrivelsen. Ikke desto mindre må man på dette niveau (Premier League) kunne forlange, at det er på plads.

I superligaen gav et annulleret FCN-mål mod Brøndby også lidt sang på flåden. Laver man samme øvelse som før, nemlig at fryse billedet lige i afleveringsøjeblikket, kan man se, at protesterne bagefter er berettigede. Men her handler det om centimeter. Venstre ben på den Brøndby-forsvarer, som er tættest på Martin Vingaard, flugter på det nærmeste med Vingaards hoved – men Vingaard er marginalt længere tilbage og dermed onside. Igen er linjedommeren ikke fuldstændig på linje – her er det dog højst en halv meter – og situationen er mere tricky, fordi bolden lige skal via målmanden, før den kommer retur til Vingaard, så der går længere tid. Men offside er der ikke. I FCN-lejren bagefter var der nogen mukken, og det blev blandt andet nævnt, at man kunne lave en liste på mindst ti situationer fra sæsonen med 3-4 meter onside, som var blevet dømt. Nu kan man være fejlciteret, og jeg kan også selv hylde det princip, at overdrivelse fremmer forståelsen – men 3-4 meter er altså meget, og mener man det bogstaveligt, vil jeg da gerne se den liste…

Et ideelt placeret kamera kan nok fastslå den objektive side af sagen: er spilleren virkelig foran ? Men det løser ikke problemet i denne type situationer, hvor spillet er stoppet for noget, som ikke er der. For når vi skal i gang igen, kan man jo ikke på nogen mulig måde genskabe den situation, som man afbrød.

Det er helt rigtigt, som mange siger, at der står i fodboldloven, at enhver tvivl skal komme angriberen til gode. Ja, men linjedommeren er vel næppe i tvivl, når han vinker eller lader være. Det er et fint princip, men morderlig svært i praksis – og ville vi ikke bare få det hele med modsat fortegn, hvis linjedommeren lod en situation køre, fordi tvivlen kom angriberen til gode – og TV-billederne viste, at der var snævert offside ? Jeg tror kun, at der er én vej ud af dette dilemma: træning, træning og atter træning for linjedommerne. Også i at befinde sig på linje med næstsidste forsvarer.