Jans corner: De evindelig hænder

Jeg har skrevet det før: der er spørgsmål og favoritparagraffer, der med usvigelig sikkerhed dukker op igen og igen. Lidt af et dilemma hver gang, for selvfølgelig er det sjovest for alle parter både at skrive og læse noget spritnyt hver uge – men på den anden side kan man jo heller ikke bare negligere, at der må være en god grund til, at der er nogle klassikere i lovstoffet. Enten fordi der med passende mellemrum dukker nogle situationer op, som sætter spot på problemet igen, eller fordi det bare fylder meget i folks hoveder. Typisk er det de grimme ting til advarsel eller udvisning, men det kan også være mindre blodige ting som offside-situationer. De sidste kan varieres i det uendelige, så selv om reglerne egentlig er rimelig håndfaste og rummer ret få kasser at putte tingene i, er spilleres (og træneres) kreativitet grænseløs. Jeg er næppe den eneste, der har bemærket, at flere og flere hold både herhjemme og i udlandet er begyndt at anbringe angribere bag forsvarsmuren ved frispark uden for feltet. Herhjemme var det i denne omgang FC Midtjylland, der begyndte på det i sidste sæson – og for 25-30 år siden var det Næstved, der muntrede sig med det.

Det er en risikabel taktik, for der skal ikke ret meget til, før angriberne ikke når at komme ud af offside-positionen, inden der bliver sparket, og der skal heller ikke ret meget til, før angriberne generer spillerne i muren ved at være i vejen for deres bevægelser og dermed være hjemfaldne til straf – men uanset hvad har både dommer og en eventuel linjedommer (for det foregår også langt nede i rækkerne) en meget kompleks situation at vurdere. Men den slags modefænomener er jo også det, der er med til at holde os skarpe, så man skal nok ikke beklage sig over kreativiteten.

Men det kan også være mindre dramatiske ting, som bare i den generelle fodboldopfattelse opfattes som usportslige – f.eks. ulovlig brug af hænderne mod bolden. Jeg har i lidt tid haft en læserhenvendelse liggende på bordet, hvor afsenderen rigtig gerne ville have en ‘Vejledning i hands for dummies’. Det er hajfyldt farvand at bevæge sig ind i, for det er nok det område, hvor der i øjeblikket er størst forskel på de nationale fortolkninger, selv om reglerne egentlig er klare nok, så ligefrem at konstruere en læse let-udgave er noget sværere, end det lyder. Men jeg skal forsøge at trække nogle hovedlinjer.

Først og fremmest er der ikke nødvendigvis noget ulovligt i, at der er kontakt mellem bold og hånd/arm. Faktisk kan man score med hånden, hvis det vel at mærke ikke sker forsætligt (f.eks. hvis bolden bliver sparket op på en angribers hånd og derefter går i mål). Målmanden må oven i købet gerne score forsætligt med hånden, hvis han ellers kan kaste bolden helt ned i den anden ende og ind i mål. Begrebet ‘forsætligt’ plejer man i fodboldloven som hovedregel at definere som ‘med vilje’. Men ligesom der ved tacklinger kommer nogle ekstra nuancer til, gør der det i allerhøjeste grad også ved hands.

Den glasklare hands med vilje er til at tage og føle på, men det betragtes også som forsætligt, hvis en spiller med armene forsøger at gøre sig ekstra høj eller bred, og bolden rammer armen. Så en forsvarsmur på fire mand kan altså ikke tage hinanden under armene og sprede sig ud, så man fylder for seks mand – i hvert fald ikke uden at blive straffet, hvis bolden rammer en arm. Tilsvarende duer det heller ikke at strække armene i vejret – det kunne ellers være interessant, hvis en forsvarsmur stillede sig op ligesom i håndbold med strakte arme over hovedet. En forsvarsspiller udsætter sig også for en risiko, hvis han kaster sig ned i en tackling med arme og ben strittende i alle verdenshjørner for at dække så meget som muligt. Den refleksmæssige bevægelse med hånden, som rammer bolden, betragtes også som forsætlig. Vi skal ikke ind i en dybsindig medicinsk diskussion om, hvorvidt en reflekshandling kan udføres med vilje – for fodboldloven er den forsætlig. Så tager vi forsvarsmuren igen, hvor spillerne før sparket tager opstilling med hænderne ned foran sig for at beskytte de ting, man nu gerne vil beskytte, er det i orden, selv hvis bolden rammer hånden. Men har spilleren glemt at få anbragt hænderne det rigtige sted og nu til sin skræk opdager, at et skud med 110 kilometer i timen er på vej et kriminelt sted hen, så han fører hænderne ind foran kroppen, betragtes det som forsætligt. Selv om vi nok alle ville have gjort det samme.

En hands kan starte som uforsætlig, men pludselig blive forsætlig – f.eks. hvis bolden starter med at ramme overarmen og nu ruller ned ad den, og spilleren derefter aktivt bruger hånden til at kontrollere boldens retning. Et lille fif er at se på, hvordan bolden rammer jorden. Springer den væk fra spilleren, har vi måske med en retningsbestemt tæmning at gøre – falder den lige ned, taler meget for, at det er uforsætligt. En udmærket tommelfingerregel er, at hvis kontakten sker ‘bold til hånd’, er det uforsætligt – hvis det er ‘hånd til bold’ er det forsætligt. Men det er kun en tommelfingerregel, for det modsatte kan også tænkes – f.eks. spilleren ovenfor, som gik ned i tacklingen som en sprællemand, og bolden ramte den arm, som var der for at gøre spilleren bredere. Den skal straffes – det skal spilleren, som i sin løbebevægelse med en naturlig arm rammer den bold, som er på vej i modsat retning, til gengæld ikke, selv om det opleves som ‘hånd til bold’.

Mange mener, at der altid skal falde en advarsel ved hands – men det er kun obligatorisk i få tilfælde: hvis en spiller bruger hånden for at forhindre, at en modspiller erobrer den, eller for at standse et lovende angreb – eller hvis en spiller forsøger at score ved ulovlig brug af hånden. Endelig kan handlingen lige som alt andet være af en karakter, så den udgør ‘usportslig opførsel’. ‘Standse et lovende angreb’ omfatter også de tilfælde, hvor en spiller med hånden stopper en bold på vej mod mål (det er derfor, at der ved straffespark for hands ofte – men ikke altid – følger en advarsel med. Tilsvarende ved en bold sparket ind i feltet – er sparket en målrettet aflevering mod en kollega, og bolden stoppes med hånden, er der en advarsel i spil. Hvis det blot er en løs bold ind mod en klump af spillere uden speciel adresse, skal der ikke advarsel på. Og vi taler udvisning, hvis forseelsen med hånden berøver et mål eller en oplagt scoringsmulighed.

Forvirret – tja, jeg sagde jo, at det ikke var nemt. Hver gang jeg er sammen med internationale kolleger, taler vi selvfølgelig om, hvad der lige nu udgør et problem i vores lande – og der er nærmest universel enighed om, at hands i øjeblikket er det sværeste overhovedet at vurdere. Uanset hvilket land man kommer fra.

Det er egentlig ganske sjovt at forestille sig, at netop spørgsmålet, om man måtte bruge hænderne eller ej, var det, som i flere år forhindrede vedtagelsen af et ensartet regelsæt. Fodboldspillet er en engelsk kostskoleopfindelse – og dér spillede man også rugby, hvor hænderne jo hjertens gerne må bruges. Faktisk var de forskellige skoler i fodboldspillets ungdom delt i to lejre, alt efter om man måtte bruge hænderne til at stoppe bolden, så længe den ikke blev holdt. I sidste ende vandt de, der ikke ville tillade, at hænderne på nogen måde blev brugt med vilje. Vi fik et fælles regelsæt i 1863 – og resten er historie. Gad vide, hvad vi havde haft for et spil, hvis det havde været omvendt.