Jans Corner: Det magiske felt

Så kom vi igennem en heftig playoff-uge (eller rettere seks dage !). Og det blev nøjagtig så dramatisk og spændende, som det plejer at være. Vi fik godt med dramatiske og diskutable situationer, men selv om de fleste af kampene ikke just var den store propaganda for fodboldspillet, var der intet, der løb helt af sporet. I flere af kampene kom vi ud i diskussioner, om der var straffespark eller ej – også helt traditionelt. Situationer i straffesparksfeltet har det med at tiltrække sig ekstra opmærksomhed og bringe det værste frem i både forsvarere og angribere, når vi når til disse knald eller fald-kampe.

Bølgerne har gået halvhøjt – men egentlig også lidt halvhjertet – herhjemme omkring to mulige straffespark, som vi ikke fik mod Sverige. Det gik ud over Nicklas Bendtner i Stockholm og Morten Duncan Rasmussen i Parken. Jeg undlader behændigt en tredje situation i Parken, hvor der blev appelleret kraftigt for hands i 2. halvleg, for her viste TV-billederne med al tydelighed, at selv om der var bevægelse i armen, og den var ude fra siden, ekspederede den svenske forsvarsspiller bolden væk med brystet.

Bendtner først. Han bliver holdt marginalt i trøjen på kanten af målfeltet i en afslutningssituation kort før Sveriges 1-0 scoring. Teknisk kan man sagtens plædere for et straffespark – men som før bemærket her, skal der helst være overensstemmelse mellem den linje, som bliver kørt inde i feltet og den, som bliver kørt ude på banen. Ellers ender det alligevel med store overskrifter, bare den anden vej rundt, som vi så det i åbningskampen mellem Brasilien og Kroatien ved sidste VM. Jo, Bendtner bliver holdt – men jeg tvivler meget på, at en tilsvarende holde-situation ude midt på banen var blevet dømt, for spillerne fik da lov til at gå pænt til hinanden uden unødigt fløjteri. En anden ting er, at hvis der er straffespark, er der efter min mening også rødt kort for berøven af en oplagt scoringsmulighed – og i valget mellem ingenting eller straffespark og rødt kort vil en dommer i en så afgørende kamp nok forlange, at der virkelig skal være kød på benet. Endelig reagerer Bendtner meget hurtigt og kraftigt på berøringen. Nu er Bendtner jo ikke nogen underernæret lilleputspiller, så det undrer mig, at han – selv hvis han er lidt ude af balance – ikke går mere efter bolden og sikkert ville trække forsvareren med sig, hvis der stadig var kontakt. Reaktionen her kan for dommeren i en valgsituation også lægge et lod i den vægtskål, der peger på, at han overdriver kontakten.. På samme niveau havde vi en holde-situation lige omkring kanten af feltet mellem Norge og Ungarn, hvor det heller ikke blev til norsk straffespark.

Situationen med Duncan er anderledes, men lige så speget. Igen er der kontakt, men spørgsmålet er, om Duncan ikke selv har fat først i kampen om bolden. I hvert fald stritter hans venstre arm underligt skråt bagud i duellen, mens han bevæger sig mod bolden. Igen bliver kontakten i hvert fald ikke underspillet, og som set på TV kan jeg godt forstå, at dommeren ikke dømmer straffesparket. For nu at gøre kampene mod Sverige færdig, synes jeg, at der var andre situationer, som så mere mistænkelige ud, og som gik imod Danmark. Primært Zlatans arm i ansigtet på en dansk forsvarer i den hektiske afslutning på 1. halvleg i Stockholm. Løse hænder og arme i ansigtet – uden at de som sådan er brugt som våben, for så taler vi udvisning – kan sagtens udløse en advarsel, og som mange har bemærket, havde Zlatan så haft karantæne i København. På den anden side havde Simon Kjær været i samme situation, hvis han ved næste spilstop efter kørt fordel efter en time i Stockholm havde fået den advarsel for en meget sen og ukontrolleret tackling, som det unægtelig lignede. I en tilsvarende situation så Durmisi gult i København – men sådan er der jo så meget.

Jeg synes, at der i de andre kampe var andre straffesparkssituationer, der burde give større overskrifter end Bendtner. Bosnien kunne have fået straffespark dybt inde i overtiden i Dublin – det lignede et stort puf på en bosnier, som også skulle til at afslutte. Det eneste, som de fik ud af det, var to – korrekte – advarsler for protester, og straffesparket ville i øvrigt have været uden betydning på det tidspunkt. I 1.halvleg kom Irland til gengæld foran på et straffespark for hands, som jeg, selv efter at have set situationen mange gange på TV, ikke kan afgøre om var korrekt eller ej. Men situationen sker klos foran mållinjedommeren, som har frit udsyn, så han har været sikker. Der ser ud til at være kontakt mellem bold og højre arm på den bosnier, som forsøger at blokere et indlæg. Er det af den grund, at straffesparket dømmes, synes jeg, at det er en hård dom, for armen er pænt inde til siden, og sparket kommer fra kort afstand. Men bolden fortsætter så derfra over mod venstre arm, som er strakt godt ud til siden og sagtens kan være det med den intention, at spilleren skal fylde mere. Er der kontakt her, kan jeg godt forstå straffesparket – men TV-billedene viser det ikke med sikkerhed. Og så kan man endelig muntre sig med at diskutere, om det hele går så hurtigt i bedste flipperspil-stil, at den anden berøring også kan siges at være uforsætlig, eftersom den er udløst af den første uforsætlige hands (på højre arm). Det er en situation, som vi kommer til at muntre os meget med til vinter, tror jeg.

Der var også de obligatoriske hjerneblødninger til spillere – mest udpræget Sloveniens Breckos vanvidstackling i overtiden på et tidspunkt, hvor Slovenien skulle presse på. Heldigvis rødt kort – og så fik vi en afslutning, der ikke var for små børn og sarte sjæle, og hvor frustrationerne i den grad florerede. Bosniens Spahic skal nok også prise sig lykkelig over, at han fik lov til at blive på banen i Dublin efter en tidlig 1. advarsel, for den virkede i hvert fald ikke som en beroligende pille på ham.
Taget under ét synes jeg faktisk, at de otte dommere slap fornuftigt igennem kampe af høj intensitet og sværhedsgrad. Diskutable situationer, javel – men ingen rendyrkede katastrofer som Henrys 2 x hands i oplægget til den aflevering, der førte til scoring og sendte Frankrig til VM i 2010 på bekostning af Irland. Der er noget med Irland og hands…

Ingen playoff-cyklus uden mindst én bizar situation. Prisen går denne gang til 2. halvleg mellem Bosnien og Irland, hvor tågen lå så tæt, at det var så godt som umuligt at følge bolden, og hvor halvlegen blev til en sand opvisning i utraditionelle kameravinkler, alt efter hvor der nu var hul igennem. Det er selvfølgelig suverænt dommeren, der afgør, hvornår det bliver for broget, og man må formode, at det har set bedre ud for ham i jordhøjde end for kameraerne højere oppe. Lige akkurat det giver nogle gange lidt spændinger mellem dommerne og TV, for TV vil selvfølgelig gerne lave nogle billeder, der kan ses – dommeren skal bare sikre sig, at kampen kan afvikles efter fodboldloven: det vil sige, at han og hans team tilsammen kan træffe de rigtige afgørelser. Og hvor man ‘i gamle dage’ måtte forlade sig på den rent visuelle kontakt, har bip-flag og navnlig headset-kontakt uden tvivl gjort, at overliggeren er blevet hævet noget her.

Så nu er banen kridtet op til næste sommer. Desværre uden Danmark (og Holland !) – men til gengæld med nogle nye og spændende nationer, der ikke har indtaget scenen før. Det sidste synes jeg nu egentlig er meget forfriskende.