Jans Corner: Mens vi venter

I takt med, at dagene bliver kortere og mørkere, nærmer vi os også med sikre skridt afslutningen på første fase i diverse turneringer. Vi har rundet kampdag fire i Champions League og Europa League, og der er godt nok lagt i kakkelovnen til nogle ret spændende afslutninger i nogle af grupperne (mens andre ser ud til at være fuset mere eller mindre ud). I Danmarksturneringen har vi rundet 2. division af med de komplikationer, som det gav – gad vide, om man nu skal have ændret på strukturen og reglerne for overførsel af point igen ? 1. division mangler tre runder, og det samme gør superligaen. Begge steder kommer der indimellem de besynderligste resultater, og det ser gennemgående ret åbent ud, så vi skal også nok få et muntert forår.

Men lige nu ligger fokus på kvalfikationskampene til EM, som selvfølgelig også kun er første fase, men hvor vi nu er nået til de giftige playoff-kampe, som altid kaster nogle overskrifter af sig. Med de fire parringer af Norge og Slovenien, Bosnien-Herzegovina og Irland, Ukraine og Slovenien og så selvfølgelig Sverige og Danmark, er der otte kampe i vente, som bestemt ikke bliver for små børn. Disse linjer skrives onsdag aften, og da kampene afvikles fra torsdag til og med tirsdag, bliver det uden tvivl dem, som jeg kommer mig til at koncentrere mig om i næste uge. Der sker også altid ét eller andet i playoff-kampe – og så er det at krydse fingre for, at det ikke bliver så kontroversielt, som da Thierry Henry i 2009 sikrede Frankrig sejren over Irland og billetten til VM i Sydafrika ved to gange at tæmme bolden med hånden, så Gallas kunne sende bolden i mål. En sand ophobning af blinde vinkler og bestemt ikke ét af dommerstandens lykkeligste øjeblikke.

Men inden da kommer vi til at nøjes med en opsamling af lidt af hvert, både fra hylden og fra seneste runde i superligaen. For nu at starte med det sidste, så sørgede weekendens kampe for at lave déjà vu på nogle af de emner, som ofte har været forbi på denne plads. Imellem SønderjyskE og AaB mødte vi igen én af disse hårfine offside-afgørelser, som kan ende med at afgøre kampe (selv om ingen selvfølgelig ved det, da den falder). Denne gang var det Tommy Bechmann, som – viste det sig – men god ret kunne føle sig snydt for en udligning. Det var afgjort en fejlvurdering af de mindre, men lige akkurat med vurderingen af offside-position er det jo sådan, at enten er vurderingen rigtig eller forkert – der er ikke rigtig nogen mellemvej. Er linjedommeren i tvivl, skal angriberen have fordelen, som skrevet står. Det får han sjældent (som det ofte siges), men måske er forklaringen, at linjedommeren ikke er i tvivl… Hvorom alting er, var denne gal, kunne man efterfølgende konstatere. Nu ikke meget, og med to spillere i modsatrettet bevægelse skal der ikke meget til, før øjet bliver snydt. TV-vinklen var ikke specielt god, men det så unægtelig ud til, at Bechmann lige akkurat holdt sig bag hælen på AaB-forsvareren. Når jeg skriver, at TV-vinklen ikke var specielt god, hænger det sammen med, at man ved så snævre afgørelser er pisket til at være nøjagtig på linje med næstbageste forsvarer, hvor offside-linjen ligger. Er man – som kamera eller linjedommer – blot en halv meter forskudt den ene eller anden vej, kan en så snæver situation ikke afgøres med sikkerhed, uanset hvor mange virtuelle streger man måtte tegne.

For at føje spot til skade viste man så situationen på stadions storskærm efterfølgende (og så kan jeg også igen få sagt, hvad jeg mener om det, selv om det ikke – længere – strider mod nogen regulativer). Men det hjælper i hvert fald ikke på stemningen, uanset kameravinklen.
Randers og AGF bød på en anden klassiker, nemlig et straffespark til Mikael Ishak efter en kontakt med Jens Jønsson. Ishak prikker til bolden i luften lige inden for feltet, og benet, som stadig er i bevægelse, får kontakt med Jens Jønssons ben, som er på vej i modsatte retning. Hvem er det egentlig, der rammer hvem – for det er det, som bliver afgørende (uanset om bolden så er spillet eller ej): er det Jønsson, som fælder Ishak, er det Ishaks ben, som rammer Jønsson, så frisparket i virkeligheden er til AGF – eller er det bare et tilfældigt sammenstød ? Igen én af de situationer, som kan gå begge veje – og for nu også at røre ved et andet af tidens store spøgelser, en eventuel ekstra dommer med TV-vinkler til rådighed (hvis vi lige leger med den mulighed, at det kunne lade sig gøre uden videre), så har vi her én af de situationer, hvor ikke engang TV kan give det éntydige svar. Men en kendelse skulle der jo afsiges – det ikke at dømme noget er jo også en kendelse – og dommeren var overbevist, at det var Jønsson, der ramte Ishak og dermed straffespark.

I søndagens brag mellem Brøndby og FC København kom Federico Sanander i fokus, da han halvandet minut efter at have set et gult kort foran hovedet (selve forseelsen lå et minuts tid før, men gemytterne skulle lige til ro), valgte at satse hele butikken i en voldsom og helt mistimet glidende tackling med begge ben, som ramte Martin Albrechtsen. Det er skrevet mange gange før her, at en advarsel betyder lige nøjatig det, som ligger i ordet: dette var sidste chance, og nu holder du op, for ellers… Og så må man formode, at det giver godt til bødekassen at tabe hovedet så kort efter – eller måske ikke være faldet mentalt ned endnu efter den første advarsel. Det skal retfærdigvis siges, at der ikke har været noget brok over udvisningen efterfølgende – den var nu også én af årets mere klare. Den kritik, der har været, er mere indirekte, nemlig at linjen i denne kamp var markant anderledes end i det første opgør i september – med henvisning til den tackling efter få minutter dengang, hvor Ronnie Schwartz så gult, og mange gerne ville have rødt. Men det er nu engang som at sammenligne æbler og pærer – en udvisning for to advarsler er en helt anden historie end én for en enkeltstående forseelse og dermed også en enkeltstående vurdering. Bortset fra, at begge advarsler her var indlysende korrekte, skal man som spiller bare være for klog til at give dommeren muligheden for at trække advarsel nr. 2, eller i hvert fald foretage en meget kølig risikovurdering, før man satser hele butikken som i den sidste tackling.

En læser har bedt om en ‘hands for dummies’, når lejlighed gives – og hvis man kunne lave sådan én, så burde der nok ligge en nominering til Nobelprisen rundt om hjørnet. For hands er simpelthen noget af det giftigste i disse tider og noget af det, hvor der er størst forskel på fortolkningen i de enkelte ligaer. Ikke så meget i internationale kampe, selv om man kan finde grænsetilfælde, men her er linjen nogenlunde ren – men nationalt er der godt nok forskel. Hvilket jeg også fik bekræftet, da jeg i de stille stunder på et UEFA-observerkursus i Bruxelles for et par uger siden talte med kolleger om, hvad der specielt rørte sig i deres lande.
Så selvfølgelig kan man stille nogle grundprincipper op og også bore i, hvor fælderne kan være henne (både for spillere og dommere), men det vil kræve mere plads, end der er tilbage at råde over i denne uge. Men det skal nok komme, allerhelst med et par friske situationer at hægte det hele op på – og så vil jeg glæde mig til otte EM-playoffkampe med garanti for spænding og dramatik. De bliver nok emnet i næste uge…