Jans Corner: Eksperter – ja, men på hvad

Kære alle. Redaktionen på fodbolddommer.dk  har desværre ikke fået Jans Corner på de seneste uger. Det beklager og retter vi op på det med Jans gode indlæg fra i lørdags. Fremadrettet er Jans Corner igen at finde på siden hver uge.

Jeg har generelt stor respekt for de ekspertkommentatorer, som TV trækker ind for at give et ekstra krydderi til hovedkommentatorens udlægning af en kamp – vel at mærke, når de udtaler sig på deres ekspertområde, nemlig spillet, taktikken, de indbyrdes afhængigheder på banen osv. Det giver mig et ekstra indblik, som forbedrer min oplevelse. Til gengæld burde jeg nogle gange på forhånd iføre mig husets største sko, så der var rigelig plads til at krumme tæerne, når de vover sig ind på områder, hvor ekspertisen er knap så stor – f.eks. omkring fodboldreglerne.

Derfor kommer jeg denne gang til at starte et relativt ydmygt sted, nemlig omkring indkast, hvor ekspertkommentator, forhenværende landsholdsspiller og fighter af guds nåde Stig Tøfting den seneste uge har været på felttog mod de indkast, som FC Midtjyllands Kian Hansen foretager. I sin klumme i Ekstra Bladet fredag (ellers fremragende og nærmest profetisk med sin tilgang til dommernes vilkår), derefter lørdag i FCMs TV-kamp mod Viborg. Påstanden er, at Kian Hansens indkast er ulovlige, fordi han står inde på banen. Et spagt forsøg fra hovedkommentatoren i Viborg-kampen på at redde stumperne gjorde ikke indtryk, så nu prøver jeg. Muligvis ikke med mere held – men så i det lønlige håb, at andre måtte læse det. Så må man selv vælge, hvem man vil tro på.

Omkring indkast er sagen, at kravet til føddernes position er, at en del af hver fod skal være enten på linjen eller uden for banen og med kontakt med jorden, når der kastes. Linjen hører med til banen, men det er tilladt at træde på den. Endda så meget, at hvis bare det yderste af ligtornen på hælen har kontakt med det inderste af stregen, er det OK – selv om det, hvis det var min størrelse 45, ville betyde, at foden var ca. 30 centimeter inde på banen. Det indkast, som produceren beredvilligt zoomede ind på for at bevise påstanden om ulovligheden, viste tydeligt, at der stadig var kontakt med stregen. Så der er altså intet at komme efter – og formuleringerne i loven er i den grad indiskutable og umisforståelige.

Én ting er, at jeg kan undre mig over, at man med et langt professionelt liv og 41 landskampe i bagagen ikke kender reglerne ved indkast, som dog optræder med jævne mellemrum i en fodboldkamp – en anden ting er, at det heller ikke kan være rart som ekspertkommentator at vide, at der sidder minimum 3.500 mennesker rundt omkring (antallet af aktive fodbolddommere), der ved, at her blev der sagt noget pivende forkert. For kan man så stole på alt det andet, der bliver sagt, og hvor der sagtens kan være guldkorn imellem ?

Dommerne skal ubetinget have de tæsk, som de skal have, når noget går galt – lige så vel som fodboldspillets andre aktører skal. Men der skal være hold i påstanden, hvis man skal have respekt for dem, der kommer med kritikken.

Der har ellers været god gang i den på det seneste. Fredag fik vi igen mellem Esbjerg og FC Nordsjælland én af disse ulyksalige episoder, hvor der bliver dømt et straffespark, som ikke skulle have været der. Hands er noget modbydeligt stads at skulle vurdere, ikke bare fordi reglerne er, som de er, men fordi der ofte er så meget bevægelse i spillerens krop, når situationen indtræffer, at man morderlig let kan blive snydt. Der var da heller ingen bortforklaring fra dommer Jakob Kehlet bagefter, og det var klogt nok – i nogle situationer og med en tilpas dårlig sag skal man bare lægge sig fladt ned. Det giver sikkert anledning til endnu en tur i manegen omkring brug af TV-billeder, men som beskrevet for et par uger siden på denne plads er det altså ikke så simpelt.

Forud for det havde vi i ugen også haft et par episoder, hvor der faldt kort for protester med efterfølgende bemærkninger om, at her burde dommeren have udvist forståelse, situationsfornemmelse, fingerspitzgefühl og have overhørt kommentarerne. Det er bare heller ikke helt så simpelt, for der er situationer, hvor kort SKAL gives, og der er situationer, hvor kort KAN gives.

Den første situation kom i forrige weekends kamp mellem SønderjyskE og FC København, hvor et straffespark blev dømt om, fordi Stephan Andersen havde bevæget sig væk fra stregen for tidligt. Omspark sker uhyre sjældent, og jeg hører til dem, der mener, at det sker alt for sjældent. Desværre ikke bare et dansk fænomen, men helt generelt. Jeg mindes en straffesparkskonkurrence i Europa League-finalen 2014 mellem Sevilla og Benfica, hvor der blev tyvstartet på samtlige straffespark uden nogen reaktion. Et straffespark er pr. definition anspændt – jeg har ved andre lejligheder sammenlignet med den klassiske wild west-revolverduel mand mod mand – og der må gives et eller andet spillerum til begge parter, også ihukommende grundsætningen om, at dommeren ikke skal straffe for bagatelagtige eller tvivlsomme forseelser. Men overtrædelsen kan blive så eklatant, at der bare ikke er nogen vej udenom. Og så er det jo skæbnens ironi at skyde budbringeren, som gør det rigtige – måske skulle man overveje at rette skytset mod dem, der ikke dømmer omspark, hvor de burde. Jeg slipper heller ikke for min bøde ude på motorvejen ved at plædere for, at alle de andre også kørte for stærkt. Som ren bonusinfo kan jeg i øvrigt sige, at det typisk vil være linjedommeren på mållinjen, der holder øje med målmanden – men lad nu være med at gå ud og pelse ham næste gang !

Egentlig var emnet ikke straffespark, men derimod protesterne bagefter. Dommeren har to håndtag at trække i. Det ene hedder ‘ved ord eller handling protesterer’, som koster en advarsel (og lige her skal spillerne nok være lykkelige for det med at se bort fra det bagatelagtige – ellers ville antallet af spillere være yderst overskueligt efter 1. halvleg) – den anden hedder ‘bruger fornærmende, hånende eller upassende sprog eller tegn’, som skal koste en udvisning. ‘Sprog’ omfatter også kropssprog. Jeg kan af gode grunde ikke vide, hvad der er blevet sagt – og bryder mig heller ikke om at vide det – men det er vel rimeligt nok, at Stephan Andersen reagerer. I hvilket toneleje og hvor længe han så gør det, kan blive en faktor – for mens den umiddelbare reaktion i et nogenlunde normalt sprog sikkert går ind ad det ene øre og ud ad det andet, har det selvfølgelig også sine grænser, hvor længe man kan tale om ‘umiddelbart’. Men hvad Zanka Jørgensen skal derhenne, fatter jeg ikke. Jeg har set nogle still-billeder, og med det kropssprog og den mimik skal han snarere være lykkelig for, at det ikke blev rødt.

En anden protest fik vi i pokalkampen mellem Lyngby og AaB. I en intens slutfase vinker linjedommeren et Lyngby-frispark helt ude på egne tæer. Det kan være rigtigt eller forkert – det er et besynderligt forløb med en lang boldjagt, og der kan sagtens være sket noget, før TV ser den vej – men det er faktisk også lige meget. Det centrale er, at det ikke er spilleren selv, der protesterer mest, men Lukas Spalvis, som kommer bragende fra 15 meters afstand og er decideret truende i sit kropssprog (plus at der angiveligt også bliver sagt noget med f-ordet). Når spilleren kommer langvejs fra, er vi med det samme hinsides den umiddelbare reaktion, og som sagt efter FCKs kamp mod Jablonek, er brugen af f*** bare no-go. Herhjemme som internationalt. Hvad man gør internt i England, vil jeg ikke blande mig i. Situationen ligner til forveksling den, som Piqué løb ind i mod Athletic i den spanske Super-cup – og heldigvis med samme resultat.

Så lidt konsekvens er der trods alt…