Jans Corner: Storskærm – forbandelse eller velsignelse

Det siges at være en klar indikation af, at alderen begynder at trykke, når ‘alting var bedre i gamle dage’-syndromet sætter ind. Men så længe man tænker en ekstra gang og overvejer, om de gamle dage, som man mener at kunne huske, overhovedet har eksisteret andre steder end i erindringens rosenrøde skær, er man vel ikke helt fortabt. Men da jeg begyndte at gå til fodbold, havde man én chance til at opfatte ting, der skete på banen – og var sanserne så ikke tilstrækkelig skærpede, var det slut. Så kunne man, hvis man var heldig, gå hjem og se højdepunkter i TV – med et enkelt kamera og uden langsomme gengivelser. Så dér var chance nummer 2.

Nu om stunder har man adskillige kameraer i omløb – man har langsomme gengivelser, og man har feature-programmer, som dissekerer snart sagt alt efter hver enkelt kamp eller runde. Og objektivt set er det afgjort en god ting: det giver mere fokus, det giver nye ekspertvinkler, og det giver en rigere oplevelse. Men så har man som en service også ofte storskærme på stadion, og dem har jeg et mildest talt ambivalent forhold til. Og storskærme skal det langt hen ad vejen handle om i denne uge efter en besynderlig episode i den bedste norske række – som lige har fået lov til at ligge over en uge, indtil en protest var afgjort. For ét af de relativt få principper, som den klumme har, er ikke at gå ind i verserende sager, hvis det overhovedet kan undgås.

Jeg skal nok vende tilbage til situationen i Norge, men først noget om storskærme generelt. Jeg må indrømme, at jeg personlig ser dem som både en forbandelse og velsignelse. Jeg er rigtig glad for dem, når jeg som almindelig fodboldtilskuer er ude til en kamp og har misset en detalje – omvendt er jeg ualmindelig forbandet på dem, når jeg med min dommerudviklerkasket på ser dem skabe problemer for dommere, som kunne være undgået. Ligesom spillerne har dommerne derude i felten kun én chance for at ramme rigtigt: redde, score eller fange den rigtige kendelse.

Inden nogen skulle finde på at spørge mig pr. mail, om det ikke er herligt som dommerudvikler at få den ekstra chance for at gense situationen, som dommeren ikke har, er svaret ‘Egentlig nej’. I den bedste af alle verdener har udvikleren også én chance ligesom dommeren – i virkelighedens verden får man på højeste niveau rundt omkring ofte en DVD-optagelse af kampen bagefter. Og det er også fint nok, for så kan man i fred og ro se på situationen og blive klogere – udvikling er stadig nøgleordet, og er der begået en fejl, hvordan kan man så undgå den en anden gang? Men udvikling er én ting: noget andet er pr. storskærm at sende situationen ud til samtlige tilskuere og ikke mindst spillere.

Ser vi på den internationale situation, er der hos UEFA forbud mod at videregive kontroversielle situationer på storskærm. Formålet er ædelt nok – man vil ikke have uroligheder blandt tilskuerne, hvis gengivelsen nu skulle vise en fejlagtig dommerkendelse. Men selv det har jeg altid haft det lidt underligt med. Hvis man i en kamp med fire mål på storskærmen får vist de tre mål, men ikke det fjerde, kræver det ikke nogen doktorgrad i filosofi eller sammenlignende logik at regne sig frem til, at så har der nok været noget kontroversielt ved det fjerde. Hvad værre er, at det jo altid er overladt til personen i kontrolrummet – og jeg vil vædde på, at det altid er én fra stadion eller hjemmeholdet – at vurdere, hvad der er kontroversielt eller ej. Med al respekt er der derfor ikke altid nødvendigvis fuld objektivitet i valget.

I Danmark havde man også en tilsvarende regel omkring kontroversielle situationer indtil starten af sidste sæson. Men så besluttede man – og dette har absolut intet med dommerne at gøre og skal i min optik heller ikke have det, for det er ren administration – at stryge storskærmscirkulæret med begrænsningerne, så alt var tilladt. Én af begrundelserne var, så vidt jeg har hørt, at en stor del af tilskuerne alligevel var forsynet med mobiltelefoner og andet godt, som kunne gå online og se gengivelserne. Meget muligt, hvad tilskuerne angår – men hvad med spillerne og bænkene? Jeg er bestemt ikke overbevist om, at man har tænkt den tanke helt til ende, før man besluttede sig.

Skrækscenariet er en kamp mellem Mexico og Argentina ved VM i 2010, hvor et argentinsk mål blev godkendt i en klar, men alligevel tricky offside-situation. Så svært gennemskuelig var den, at de danske TV-kommentatorer tydeligt nåede at sige, at der i hvert fald ikke var offside, før gengivelserne kom. Ved en brist blev disse optagelser sendt ud over storskærmen – og havde der ikke været fest før, blev der det i hvert fald nu, med voldsomme protester fra spillere og bænk til følge – og en ekstremt svær kamp for dommeren resten af vejen. Der er en god grund til, at fodboldloven heller ikke tillader monitorer i det tekniske område (og før den bestemmelse kom, har vi også haft et par festlige tilfælde herhjemme, hvor trænere er styrtet hen til monitoren for at checke).

Lad mig også slå fast, at en spiller, som oplagt peger på storskærmen eller henviser til den i sit forsøg på at få dommeren til at indse, hvilket kvaj han (altså dommeren) er, skal have en advarsel for usportslig opførsel. Tingene afgøres inde på banen – ikke udenfor.

Til det norske eksempel: Tromsø-Sandefjord. En mistænkt offside-position. Dommeren dømmer først mål, og holdene når at tage opstilling til begyndelsessparket, før dommeren efter endnu en konsultation med sin linjedommer annullerer målet. Imens har situationen kørt på storskærm, og så har vi balladen. For har dommeren ladet sig påvirke af storskærmen? Det er helt klart, at det kan og må han ikke – han har kun sine kolleger at holde sig til, hvis han er i tvivl, og må ikke tage tekniske hjælpemidler udefra i brug. Det er også grunden til, at der ikke bare står en monitor foran 4. dommeren (selv om jeg godt ved, at onde tunger påstår, at 4. dommeren kun så Zidanes stange-forseelse mod Materazzi i VM-finalen i 2006 i en monitor). Protesten fra Sandefjord blev afvist – af tekniske grunde, for den var ikke nedlagt på stedet – men det fremgik dog af afgørelsen, at den ikke ville være blevet taget til følge alligevel, da dommerens forklaring var, at hans mavefornemmelse gjorde, at han ville konsultere linjedommeren endnu en gang – uden at han havde set på storskærm.

Der er uden tvivl nogle, der vil stille spørgsmålet, hvorfor dommeren ikke bare må benytte sig af alle de tekniske hjælpemidler, som han kan. Den hurtige forklaring er, at det tillader fodboldloven ikke, men det er jo en rigtig øv-bøv/’det står der bare’-forklaring. Argumenterne bagved er, at hvad skal man så kunne appellere for – hvad er en væsentlig afgørelse, som det er vigtigt at gense osv osv. Og så er der selvfølgelig den filosofiske og romantiske tilgang, som jeg bekender mig til langt hen ad vejen – at fodbold er et spil for mennesker, som afgøres af mennesker med de fejl, som mennesker nu engang begår. Spillere som dommere.

Så jeg bliver aldrig nogensinde lykkelig for storskærme – de kan skabe helt unødvendig panik, medmindre de bliver håndteret med fornuft og nogle regler for, hvad man må og ikke må.

Efter denne bandbulle trænger jeg så også til et par ugers ferie væk fra internetforbindelse og andet godt, så på gensyn på denne plads den 18. september.