Når sæsonen nærmer sig sin afslutning, er det helt normalt, at der kommer mere tænding på, og at det kaster nogle flere kort af sig. Ikke desto mindre må seks røde kort i lørdagens syv Premier League-kampe lige få én til at bremse op og tænke, for det var godt nok et højt gennemsnit.
Og kortene var af vidt forskellig slags. Så vidt jeg kunne følge med, var de fire af dem for 2. advarsel – endnu en understregning af, at en advarsel udgør nøjagtig det, som ligger i ordet: bliver du ved, så… Men det kan jo være lettere sagt end gjort i kampens hede. Én af de udvisninger, som faldt for 2. advarsel, kunne jeg såmænd snildt have set byttet for et direkte rødt kort, nemlig den forseelse, som Newcastles Williamson begik mod en Leicester-spiller. Det var en rimelig tæt duel omkring sidelinjen, og bolden var faktisk allerede ude, da Williamson satte en monstertackling ind, hvor kontaktstedet var i knæhøjde, og som sendte Leicester-spilleren direkte ud i det kamera, som stod udenfor. Det gav nogle gode billeder – men beviste også på glimrende vis, hvorfor det er et krav, at kameraer er godt polstrede (som i øvrigt alle rekvisitter, der befinder sig inden for indhegningen). Det hænger sammen med den grundregel, at der ikke må være noget farligt omkring en kamp: baneforhold, spillernes udstyr osv.
Så var der et par stykker for berøven af oplagt scoringsmulighed, og de så begge lidt mystiske ud. I kampen mellem Sunderland og Southampton røg sidstnævntes Ward-Prowse ud i forbindelse med et straffespark. Straffesparket var der intet at sige til, men udvisningen virkede hård. Defoe var på vej igennem, men havde allerede taget et så langt træk skråt væk fra målet, at han næppe havde kontrol over bolden mere. Kriterierne ved vurdering af, om vi taler oplagt scoringsmulighed eller ej, er noget med om spilleren havde (eller umiddelbart ville få) kontrol over bolden, antallet af modspillere, afstanden til mål og endelig boldens retning. Mindst et par af kriterierne så ikke ud til at være opfyldt, så jeg havde været godt tilfreds med en advarsel.
Og i kampen mellem West Ham og Burnley gik det ud over Burnleys Duff – igen i forbindelse med en straffesparkskendelse, og igen noget uldent. Vi er inde på hjørnet af målfeltet, og retningen er sådan set god nok, men der er mange forsvarere i nærheden. Lige før deadline har jeg set, at den udvisning er blevet trukket tilbage – og i relation til sidste uges hjemlige debat om brug af video, og om dommeren allerede har vurderet i løbet af kampen, skal man ikke lade sig overraske. På øerne derovre kører man lidt sit eget løb – hvor man f.eks. herhjemme læner sig op ad et FIFA-cirkulære, der fortæller, hvad man kan bruge video til og hvad ikke. Alt andet lige er det sidste nok det sikreste, uanset om man synes, at det er rimeligt eller ej.
Men hvad kort angår, kunne vi herhjemme såmænd også være godt med til at trække statistikken op (eller ned, alt efter temperament). Mandagskampen mellem FC Midtjylland og Randers FC bød på to af slagsen, og når de så oven i købet rammer samme hold, er der garanti for overskrifter bagefter, uanset hvor uberettigede de så måtte være. Denne gang vil jeg nu rose kommentatorerne, for de fik flot forklaret sig ud af sagerne, selv om der ved nr. 2 lige skulle en langsom gengivelse til for at få det hele til at falde på plads. Det skulle der også for os andre, så fair nok – men en fin reminder om, at dommeren jo kun har ét skud i bøssen.
Mikael Ishaks spark mod Erik Sviatchenko, hvor bolden var langt væk, er der næppe nogen grund til at opholde sig længe ved. Det er en soleklar udvisningsforseelse, og ingen har vist forsøgt at sige andet. Den anden er mere interessant – her går Kasper Fisker ind med fuld musik og rammer Sylvester Igboun i hovedet i sin jagt efter bolden. Det er selvfølgelig blodig ironi, at Kasper Fisker er på lystavlen igen efter sidste uges FCK-opgør, hvor han to gange var i offerrollen, men selve forseelsen er interessant nok i sig selv. Nogle har været ude og sige, at dette jo ‘bare’ er farligt spil, og jeg plejer også selv at sige, at ved forseelsen farligt spil, hvor spilleren går efter bolden, skal der rigtig meget til, før vi kan lande i en udvisning, hvis det går galt. Advarsel, ja – men udvisning er svær, når det trods alt er bolden, der er det tiltænkte spilobjekt. Men her ryger vi også efter min mening over kanten. Vi har et strakt ben i ualmindelig stor højde, knopperne er forrest, der er stor kraft i udførelsen – og bolden er væk. Sikkert et mistimet indgreb, for næppe nogen vil gøre dette med vilje – men lad os se på, hvad fodboldloven siger. Kodeordet er ‘unødig stor kraft’, og det defineres som ‘at en spiller på ukontrolleret måde er gået langt ud over den nødvendige kraftanvendelse og udsætter sin modspiller for fare’. Den beskrivelse kan jeg godt genkende i Fiskers aktion.
Spoler man to år tilbage, var der en situation i en CL-kamp, som involverede Manchester Uniteds Nani og Real Madrids Arbeloa, og som minder meget om denne. Fiskers er på højde og, synes jeg, faktisk en tak værre. Ved den lejlighed skrev jeg følgende: ‘Det er blevet fremført, at spilleren kun har øje for bolden og ikke koncentrerer sig om modspilleren. Meget muligt – men det fritager ham ikke for ansvar for egne handlinger. Tilsvarende kan man jo hellere ikke bare kaste sig ned i en tackling med stor kraft og billedlig talt lukkede øjne i håb om at få fat i bolden – hvis det i stedet er manden, man får. Uagtet den noble hensigt at ville spille bolden straffes man for det, som handlingen resulterede i, hvis man har handlet uagtsomt. Det er et dyk i tombolaen, nogle gange er det en nitte, der kommer op – og så er pengene spildt uden fortrydelsesret. I trafikken går det jo heller ikke bare at hamre speederen i bund og håbe på, at der ikke kommer en fodgænger forbi.’
Dengang fik jeg nogle let slibrige mails fra United-supportere, så bare for en ordens skyld: jeg er som altid flintrende ligeglad med, om spillerne er gule, røde eller stribede. Jeg interesserer mig kun for selve handlingen. Dette skrevet i håb om ikke at modtage højlydt tikkende pakker fra Randers og omegn.
En lille interessant ting er det, at episoden indtræffer meget kort inde i 2. halvleg. Enhver dommer ved, at lige det tidspunkt er uhyre kritisk. Der er lagt en linje i 1. halvleg – og den skal nu gendannes i 2. halvleg. For i mellemtiden er spillerne blevet fodret med råt kød i pausen og har en stilling, som de enten skal forsvare eller indhente. Så her vil (eller bør!) alle dommeres advarselslamper blinke.