Jans Corner: Hvad er linjen

Denne uges klumme skrives næsten en uge, før den kommer på – mere hvis nogen skulle savne noget fra weekendens superligarunde. Tidligt søndag morgen gik turen mod Albanien til det årlige RAP-kursus for instruktører. Selve betegnelsen er der sagt ufattelig mange mere eller mindre gode vittigheder om, og jeg tvivler på, at nogen kan komme op med noget, som jeg ikke har hørt før. Men jeg skal nok lade være med at synge…

RAP står for ‘Referee Assistance Programme’, og det er et årligt kursus i Europa, hvor UEFA og FIFA samler to instruktører fra hvert land. Det er tre dages hårdt arbejde, hvor vi bliver introduceret til nye undervisningsmaterialer og -ideer, selv kommer i ilden omkring situationer fra vores egen liga osv. Men frem for alt får en fornemmelse af, hvad der rører sig på bjerget som officielle udmeldinger – og ikke mindst får en chance for at tage temperaturen på, hvad der er af spændende og nye trends rundt omkring i Europa, og hvordan man har håndteret det. Det bliver ofte ekstremt fagligt, selv i baren efter fyraften, så jeg har af og til spekuleret over, hvad en ganske sagesløs person mon ville tænke, hvis han af vanvare forvildede sig derind. Praktiske demonstrationer i området, offside-situationer med to forskellige farver sukker osv. I og med at det langt hen ad vejen er ‘the usual suspects’, der dukker op – både her og på tilsvarende nordiske årlige møder – kender vi hinanden så godt, at vi godt kan gå til stålet uden at risikere at fornærme nogen.

Men det er altsammen en hjælp til at få så ensartede vurderinger som overhovedet muligt til gavn for os alle. I og med at fodboldloven jo er en rammelov med nogle regler og et ganske vidt spillerum baseret på fodboldlovens tre vigtigste ord ‘efter dommerens skøn’, kan man nationalt lægge vægten på det ene eller andet kriterium, som man nu synes – bare man bliver inden for rammen. Det er af den grund, at man f.eks. kan se vidt forskellige fortolkninger af hands, alt efter hvor i Europa man befinder sig. I Spanien er tolerancetærskelen ekstremt lav – på de britiske øer synes den at være ekstremt høj, så der kommer en god del flere frispark og advarsler i det sydlige. Det giver jo ikke i sig selv nogen problemer i de enkelte lande – problemet opstår først, når hold fra to forskellige lande møder hinanden. Og så alligevel ikke – for dommerne er rigtig gode til at lade nationale instruktioner fare, når de er udenlands og holde sig til UEFAs instruktioner i stedet. Mit yndlingseksempel er (selvfølgelig) selvoplevet og otte år gammelt. En 1/16-finale i den daværende UEFA-Cup, nu Europa League, mellem Aberdeen og Bayern München med en spansk dommer. Tre ekstremt forskellige opfattelser af fodbold – men alt gik helt fredeligt og med fuld enighed.

Så selve regelfortolkningen er ikke noget problem i praksis. I Danmark kører vi nationalt så – med et par minimale undtagelser – på den linje, som UEFA lægger. Det, har vi besluttet, er den optimale måde – primært af hensyn til de danske hold, som skal spille internationalt, så de ikke får nogen ubehagelige overraskelser.Men selvfølgelig også af hensyn til vores dommere, som internationalt kan stå over for en observer, som har en anden opfattelse. Her er det nu engang noget lettere at argumentere med UEFAs linje frem for at sige, at ‘sådan gør vi i Danmark’.

Så de næste dage, efter at dette skrives, foregår i Albanien (og spændende ting derfra sksl selvfølgelig nok ramme denne klumme på et passende tidspunkt).

Men der blev jo også spillet Champions League og Europa League i den forløbne uge. Det var nu ikke, fordi det kastede de helt store spændende situationer af sig. Bevares, der var nogle diskussioner, om et tackling fortjente gult eller rødt kort – og når der kommer to af den slags i samme kamp, er det jo uhyre fristende at sammenligne, hvis resultatet er forskelligt. Men igen er vi ovre i dommerens skøn – og for lige at opsummere, tænker dommeren i en række kriterier, når han beslutter sig for, om en tackling skal give den ene eller anden kulør. Han ser – i den ramme, som jeg nævnte ovenfor – på hvor meget kontrol spilleren har over tacklingen (ingen/ét/begge ben på jorden); hvor voldsom tacklingen er (hastigheden); hvor stor muligheden er for at spille bolden, og – selv om muligheden er der – hvor stor den reelle vilje også er til at spille bolden. Kodeordet er, om forseelsen er ‘hensynsløs’ eller udført med ‘unødig stor kraft’, ligesom det indgår, om modspilleren har været udsat for fare. Det første giver gult – det andet rødt. Der var et par sæt af situationer i kampene mellem Inter og Celtic samt Feyenoord og Roma, som man godt kunne kaste under luppen med henblik på at se konsekvensen i, hvad der foregik. For netop konsekvens er jo et kodeord i dommerverdenen: bliver der lagt en linje, og bliver den fulgt?

Det bliver så ikke lige denne gang – men Feyenoord og Roma bød jo også på en anden (og desværre meget sørgelig) klassiker: afbrydelse af kampen på grund af tilskueruroligheder. Det er så usigelig trist, når forhold som disse er med til at definere noget, som egentlig bare burde være en festlig oplevelse. Jeg har selv haft den tvivlsomme fornøjelse engang tilbage i 2006 at være involveret i en kamp mellem Feyenoord og Wisla Krakow. To klubber med en masse sympatiske og medlevende fans, men også med et par gode portioner fans helt uden for pædagogisk rækkevidde. Der skete dengang intet i selve kampen – men hele byen var nærmest i belejringstilstand.

Når der sker noget under selve kampen – her var det så en oppustelig banan, der startede showet, og det duer selvfølgelig ikke under UEFAs No Tolerance-princip over for racisme – opererer man med en tre trins-model. Første gang benytter dommeren et stop i spillet til at få en meddelelse ud over højttalerne om, at dette ikke må gentage sig. Anden gang afbryder han kampen og sender spillerne i omklædningsrummet. Tredje gang afbrydes kampen for alvor, og der afholdes et UEFA-sikkerhedsmøde med et passende antal personer fra UEFA, begge hold og de lokale myndigheder. og så afgør man, hvad der skal ske herfra.

Andet trin bliver jeg ofte spurgt om: er der nogen tidsgrænse for, hvor længe afbrydelsen må vare? Det er jo én af dommerens lovgivne rettigheder, og det behøver ikke at være så højdramatisk som her. Måske ‘bare’ et tordenvejr, tåge e.l. Nej, det er der ikke. Sund fornuft råder – for det er jo dommerens primære opgave at få afviklet kampen, uanset hvad. Men selvfølgelig er der en fornuftsmæssig øvre grænse for, hvor længe man kan holde folk hen i uvished – men altså ingen nedfældet. Lige akkurat heri ligger det fornuftsmæssige – ‘efter dommerens skøn’.