Jans Corner: Nu kommer skummet…

Det kan godt være, at det er et alderstegn, men perioden mellem de to halvsæsoner synes mentalt at blive kortere og kortere. Når disse linjer læses, står vi på spring til årets første superligarunde, og så ved man jo, at det herfra bare går slag i slag. Spændende bliver det. Og det bringer en enkelt ny ting med sig: brugen af markeringsspray i superligaen og i øvrigt også 1. division. Markeringssprayen, som for alvor ramte verdensopinionen, da den blev anvendt ved seneste VM (selv om den som forsøgsordning har kørt i flere år i andre dele af verden, specielt Sydamerika), er ikke noget vidundermiddel, men kan være et helt fint hjælpemiddel for dommerne. Jeg har tidligere på denne plads argumenteret for, at den ikke var nødvendig i Danmark, for vi havde ikke de problemer med afstandsreglen på 9,15 meter, som man havde andre steder i verden, hvilket enhver har kunnet forvisse sig om, når TV-stationer har lavet deres virtuelle cirkel. Det mener jeg allerinderst i min sorte sjæl stadig – men både klubber og dommere var friske på at bruge sprayen, og så gør vi det selvfølgelig. Den indføres i de to nævnte rækker – så eventuelle dommerlæsere her kan godt lade være med at importere den via nettet og bruge den i den lokale serie 5 for at være med på noderne. Brugen er begrænset til vores to øverste rækker.

Men én ting er at indføre noget nyt – noget andet er at træne brugen af det. Det lyder fantastisk banalt, for alle kan vel finde ud af at tegne en streg – men helt så simpel er verden ikke, og det har vi blandt andet øvet med superligadommerne på deres træningslejr først på måneden (og vil gentage med 1. divisions-dommerne i starten af marts). UEFA har en hel ‘Vanishing Spray Protocol’, og den læner vi os op ad.

Først og fremmest skal vi have placeret bolden på det korrekte sted – og slået en cirkel eller halvcirkel rundt om den. Endelig ikke en streg – for så kunne skytten jo flytte bolden sidelæns, hvilket kunne påvirke murens placering. Dernæst skal afstanden for muren skridtes ud (hellere lidt for meget end lidt for lidt). Og det er en træningssag, som nu næppe er et dansk problem, jfr. bemærkningerne om den virtuelle cirkel ovenfor. Når målmanden så har sat muren, tegnes stregen. Kunsten er at undgå at ramme spillernes støvler. Så kan man komme ud for, at der kommer en ekstra spiller til i muren, efter at stregen er tegnet – og i så fald forlænges stregen.

Flere har spurgt mig, hvorfor man ikke for at spare tid sætter stregen først – og så vil det koste en advarsel, hvis man ikke fluks begiver sig ned bag den. Svaret er, at man jo er nødt til først at vide, hvor målmanden vil have muren, medmindre man vil spraye det hele til. Og så kommer det allervigtigste – konsekvens og opfølgning. Hvis en spiller overskrider stregen og dermed afstanden, SKAL han advares. Nu er det jo blevet endnu mere tydeligt for alle, og følger man ikke op, kan det hele være lige meget. Muren skal være bag stregen og ikke på den eller foran den. Alt andet lige bør det også være lettere at sælge en advarsel, når der er en fysisk streg at henvise til.

Det er også på denne tid af året, at jeg – nogenlunde lige så uundgåeligt og sæsonbetonet som Disneys juleshow – plejer at komme ind på de mulige lovændringer, som er til debat og afgørelse på The Boards årlige møde. Denne gang mødes de sidste weekend i februar i Belfast. The Board er det hæderværdige organ, som suverænt fastsætter ændringer i lovteksten (medens fortolkninger inden for den ramme, som lovteksten sætter, kan ske både nationalt og internationalt i turneringsreglementer og direktiver, det være sig fra FIFA, UEFA eller DBU). The Board er en sindrig konstruktion, som består af otte stemmeberettigede medlemmer: fire fra de britiske øer (England, Skotland, Wales og Nordirland) og fire fra FIFA (resten af verden). En vedtagelse kræver seks ud af de otte stemmer – hvilket betyder, at de britiske øer ikke kan vedtage nogen ændringer uden at have resten af verden med – og omvendt. En ganske interessant markering af, hvor fodboldens vugge har stået. Det kan man, alt efter temperament, betragte som en ultrakonservativ konstruktion eller som noget, der prøver at holde en kontinuitet i reglerne. Trofaste læsere vil vide, at jeg – uanset svaghederne i konstruktionen – hører til de sidste. Under alle omstændigheder er det det, som gør, at man stadig kan genkende det oprindelige 1863-regelsæt i dagens (og omvendt).

The Board holder to årlige møder – ét i efteråret, hvor man ser på de forslag, som er kommet ind fra de forskellige national- og kontinentalforbund, og så et besluttende, som altså er nu. Der er ikke noget hemmeligt i det – enhver, som har lyst, kan for så vidt grave dagsordenen frem ved en tilpas præcis Google-søgning. Det er altid med lidt bævende hjerte, at jeg formidler dagsordenen videre, for der er altid ubefæstede dommersjæle på lidt lavere turneringsniveauer, som læser det med et halvt øje og tænker ‘Fint!’ – og så går ud og dømmer efter det. Det overgås kun af min rædsel efter det besluttende møde, når FIFAs pressemeddelelse passerer gennem et eller andet internationalt telegrambureau, hvor én eller anden vagthavende begynder at fortolke, hvorefter det lander på danske redaktioner, hvor én eller anden vagthavende laver en dansk version osv. Så for en sikkerheds skyld: gud nåde og trøste nogen dommer, der går ud og dømmer efter denne artikel, før de har fået officiel besked om, hvad der endte med at blive vedtaget og hvad ikke…

Men det ser rimelig fredsommeligt ud i år: man skal igen diskutere rimeligheden i den berømte eller berygtede tredobbelte straf, hvor en berøven af oplagt scoringsmulighed i straffesparksfeltet giver straffespark, udvisning og efterfølgende karantæne. Skal man nøjes med et gult kort for den type forseelser i feltet? Et spørgsmål, som kan dele fodboldverdenen (og selv mine bedste venner og kolleger) i to. Nu er der lagt op til en afgørelse – lad os se, om man tør – og hvis man tør, hvordan man så vil formulere det.

Der er forslag om at tillade en ekstra udskiftning ud over de tre, hvis en kamp går i forlænget spilletid – lyder egentlig sympatisk nok. Og så er der faktisk – for første gang jeg kan mindes – et forslag om at tillade fri udskiftning på breddefodboldniveau. Det vil lovliggøre den praksis, som vi har herhjemme og hidtil har haft held til at flyve under radaren med i rigtig mange år. For at det ikke skal være løgn, har man også spørgsmålet om tidsbegrænsede udvisninger med som et debatemne (ikke til beslutning). Det lyder ikke revolutionerende – men disse to ting er det faktisk. Der synes at være lidt tøbrud og en erkendelse af, at breddefodbold og topfodbold er to forskellige ting, der dyrkes af vidt forskellige mennesker under meget forskellige vilkår.

Denne klumme skrives meget tidligt på ugen – om lidt vil jeg pakke en varm kuffert og begive mig mod Ukraine til en Europa League-kamp dér. Alt forhåbentlig vel overstået, når disse linjer læses.