Jans Corner: To mærkelige situationer

Enhver årstid har sine glæder. Det var faktisk min kiropraktor, der først gjorde mig opmærksom på den fagspecifikke tilgang til det: om vinteren fik han kunder, fordi folk skovlede sne, om efteråret gravede de have, om sommeren klippede de hæk osv. Det samme gør sig gældende inden for fodbolden. Mange velmenende mennesker siger til mig, at det må da være rart at kunne slappe af, nu hvor sæsonen er slut. Jo tak, hvis ikke lige man beskæftigede sig med skrivebordssiden af dommergerningen også. I virkeligheden er tiden lige nu måske den allertravleste for sådan en som mig – når det nu ikke lige er slutrundeår, så sommerferien også er besat. Kollegerne og jeg knokler på for at have materiale klar til kurser, inden sæsonen starter, så de danske dommere kan blive endnu skarpere. Samtidig prøver jeg at følge med på TV, så godt som jeg nu kan, for der kunne jo dukke noget interessant op. Et sikkert hit på denne årstid plejer at være African Cup of Nations, men den er desværre denne gang landet på en kanal, som er hinsides husets ellers ret righoldige muligheder. Så må man jo klare sig med andet, og jeg har på det seneste i ledige øjeblikke haft stor fornøjelse af at dumpe ned i den spanske La Liga. Der er nogle dejlig sene kampe, og som tingenes tilstand er nu, synes jeg, at underholdningsværdien og den faglige værdi dér er højere end i den italienske Serie A. Det er en smagssag, jeg ved det godt. 

En anden god vintersyssel er at gøre status på dette og hint. En dag med god tid burde jeg nok prøve at lave lidt statistik på, hvilke områder af fodboldloven jeg egentlig oftest har dyrket i de knap 300 klummer, som det efterhånden er blevet til. En totalt uvidenskabelig og intuitiv fornemmelse er, at offside er groft underrepræsenteret i forhold til det antal gange, hvor der dukker situationer op, som rammer overskrifterne.

Ikke fordi jeg er specielt berøringsangst over for offside. Faktisk er det et af de allersjoveste områder at skulle forklare, fordi alle har en mening om det, men et langt mindre antal har en mening, der flugter med lovens virkelighed. Problemet er, at offside er hulens svært at skulle visualisere, når man kun har et tastatur til rådighed. I virkelighedens verden sidder vi nørder og flytter frem og tilbage på legobrikker for at fremstille situationerne, eller – som oplevet på adskillige internationale konferencer hen på de små timer – med små hvide og brune stykker sukker, eller hvad der nu er for hånden. Godt, at der ikke er publikum på – så var vi nok blevet indlagt alle sammen.

Men af og til opstår der alligevel situationer, hvor man må sige, at – sukkerknalder eller ej – denne skal ud i omløb trods forklaringsvanskelighederne. Sådan én kom i lørdagens kamp mellem Tottenham og Sunderland. I overtiden, hvor Tottenham er foran 2-1, og hvor Sunderlands målmand er gået med frem i angrebet for at lægge ekstra tryk på og skaffe en udligning, kommer der pludselig en kontra, og Jan Vertonghen spilles på det nærmest fri i en overtalssituation, mens han stadig er på egen banehalvdel. Han sparker bolden ind – og bliver vinket offside.

Vi griber lige offside-reglen. En spiller er i offside-position, hvis han i det øjeblik, hvor bolden spilles af en medspiller, er nærmere modspillernes mållinje end både bolden og næstsidste modspiller. I den lige så valide populærudgave: er foran både bolden og næstsidste modspiller. Og ‘nærmere’ betyder, at en del af hoved, krop eller fødder har passeret modspilleren – arme tæller ikke med. Alt dette er dog lige meget, hvis bolden kommer direkte fra målspark, hjørnespark eller indkast, eller hvis spilleren er på egen banehalvdel, for så kan man ikke være offside. Under normale forhold vil det sige, at næstsidste modspiller er den sidste markspiller (for målmanden står jo derinde i buret). Problemerne opstår, når målmanden har lyst til at være med i resten af spillet. Og de problemer giver forvirring, har jeg kunnet se ved at smugkigge på diverse blogs, hvor der bestemt ikke er enighed. Men jo, der skal være to modspillere dernede, målmand eller ej, for at man ikke er offside.

Og hvad sker der så lige her? Der er ingen tvivl om, at offside-kendelsen er rivende gal. Vertonghen er vel tre meter inde på egen banehalvdel, da afleveringen falder, og dermed kan han aldrig nogensinde være i offside-position. Hvad tænker linjedommeren så på – kender han ikke reglerne? Lad os først og fremmest glæde os over, at afgørelsen ikke får indflydelse på resultatet. Og så er arbejdet bag kulisserne ellers at finde ud af, hvad pokker der gik galt her, og hvad man kan gøre for at undgå det en anden gang. Sket er jo sket, og det kan ingen lave om på, hvor gerne de end ville (og jeg kan garantere for, at linjedommeren nok er den person mest i verden, der gerne ville det, når han får set optagelsen).

Enhver linjedommer er blevet tudet ørerne fulde af, at når målmanden er væk, skal man i den grad koncentrere sig om, at der nu kræves to ‘rigtige’ forsvarere, for at der ikke skal blive offside. Så jeg tror ganske simpelt, at han fokuserer så meget på, at der kun er én forsvarer hjemme, at han totalt glemmer at holde styr på det her med egen banehalvdel. Det fritager på ingen måde dommeren for ansvar – for han skal selvfølgelig underkende linjedommeren og lade spillet køre. Som jeg selv følte som linjedommer tilbage i midt-70’erne i en meget tidlig pokalkamp, da jeg lavede et tilsvarende glansnummer på linjen. Og gudskelov for, at dommeren selv klarede det.

Dette er ikke noget forsvar (jeg bliver med jævne mellemrum skudt i skoene, at jeg bare forsvarer dommerne – nej, det gør jeg ikke: jeg forsvarer fodboldloven, ikke dommerne. Heldigvis er der ofte sammenfald) og heller ikke nogen undskyldning, men snarere et forsøg på en forklaring på, hvorfor det gik, som det gik. Fejlen her er himmelråbende – men det interessante er, hvorfor det skete – og hvad kan vi gøre for at undgå det. For vi kan ikke genskrive historien – vi skal videre med de erfaringer, som tidligere fejl har givet os.

Og så er jeg nødt til lige at runde Tottis scoringsjubel i forrige uges kamp mod Lazio, hvor han efter scoringen fik stukket en mobiltelefon i hånden og tog en selfie med tilskuerne som baggrund. Burde der ikke være faldet en advarsel her? Jo, i den grad. Grundreglen er, at spilleren ikke må overskride de almindelige grænser for opførsel på en fodboldbane, f.eks. (og det er kun eksempler) ved at tage trøjen af eller tildække hovedet med den, ved at udvise hånende adfærd over for modspillere eller deres fans, klatre op ad rækværket, forsinke igangsættelsen eller iføre sig en maske(!). Men det er som sagt kun eksempler – grundreglen er den med ‘de almindelige grænser for opførsel’. Og i og med, at dette vist ikke er set hverken før eller siden, må grænserne for det sædvanlige selvfølgelig være overtrådt. Måske skulle jeg alligevel se noget mere Serie A-bold…