Jans Corner: Matchfixing

Af og til kan jeg godt – når jeg sidder først på ugen med den blanke skærm og det hvide papir foran mig – have fornemmelsen af, at det er de samme emner, der bliver ved med at køre i ring. Det er det nok også i et vist omfang. I hvert fald er det typisk den samme type situationer, der rammer overskrifterne: manglende straffespark, tacklinger til en eller anden kortfarve, offside-kendelser osv., mens det er mere tilfældigt, om de mere kuriøse lovfinurligheder lige rammer overskrifterne og dermed bliver opdaget. Selv om det er et sørgeligt fænomen i sig selv, er det derfor for en klummeskriver rart, at der dukker et muligt emne op, som ikke har været forbi tidligere: matchfixing. I sagens natur noget, der er hinsides fodboldloven, men som til gengæld er blevet en stadig større del af den praktiske udførelse af den. De tider er sørgeligt nok forbi, hvor man muligvis smånaivt kunne læne sig tilbage og sige, at sådan noget foregår ikke i Danmark (eller højst på niveau med en kasse øl som belønning). Det har nogle temmelig højprofilerede sager vist inden for det seneste par år – og det er så nok én af omkostningerne ved den globale virkelighed og det højteknologiske samfund.

Min aktuelle anledning er én af vintersæsonens mange træningskampe – denne mellem Heerenveen og Standard Liège – som nåede frem til overskrifterne i løbet af ugen. Der blev dømt fire straffespark, hvilket ikke i sig selv er nogen umulighed (jeg har selv været linjedommer i en kamp i den forlængst hedengangne Talentturnering, hvor der blev dømt fem, fire til det ene hold, og alle korrekte. Det gik ikke stille af, men det er en anden historie). Men disse så for størstedelens vedkommende noget suspekte ud: igen noget, som teknologien ubarmhjertigt påviser, for der ligger lynhurtigt nogle mobiloptagelser på Youtube. Men kan under de konditioner undre sig over, hvordan nogen dommer egentlig regner med at kunne slippe godt fra det. I kampen her endte Heerenveen med at udvandre, da de fik straffespark nr. tre imod sig i slutminutterne – og det kan jeg egentlig godt forstå. Set på optagelsen er der ikke skygge af straffespark, vel dårlig nok kontakt, ingen spiller falder, og ingen appellerer. Og så bliver det til overflod dømt om, da målmanden redder – uden at der er synlige forseelser ved udførelsen. I hvert fald ét af de øvrige dømte kunne måske teoretisk godt forsvares, men lige akkurat her er vi så langt ude i hampen, at det skriger til himlen.

For mig personlig har det altid været en gåde, at det overhovedet kan lade sig gøre at udbyde spil på træningskampe, netop fordi de er så uforudsigelige. Ingen aner, hvilket hold der stilles med på dagen – og det er heller ikke altid, at fodboldlovens bestemmelser bliver overholdt til punkt og prikke. Jeg kan nævne et par af de ting, som jeg selv har overværet eller været med i dengang tilbage i yngre stenalder. I og med at det er en del af træningen og en mulighed for trænerne til at observere og få afprøvet nogle ting, er ingen af parterne naturligvis interesseret i at få ødelagt vurderingsgrundlaget. Så hvis en spiller på et tidligt tidspunkt udvises med rødt kort, har der ofte været en gentleman-agreement om, at holdet fik lov til at sætte en anden spiller ind efter et stykke tid – ellers ville systemtræningen langt hen ad vejen være slået i stykker. Andre varianter har været at tillade et uhørt antal udskiftninger (dengang da loven kun tillod 6 indskiftninger – det er der blødt noget op på nu, hvis alle parter i øvrigt er enige – men en besynderlig fodboldkamp blive det nu alligevel). Jeg har også oplevet udgaven med 3 x 30 minutter i stedet for 2 x 45, så man kunne afprøve forskellige systemer i samme kamp. Og jeg har sågar oplevet en kamp, hvor det ene hold kun stillede med ni spillere, men så lånte et par stykker hos det andet hold. Alt for at få en så naturlig træningssituation som muligt.

Dette kun nævnt for at vise, at træningskampe under alle omstændigheder er et uforudsigeligt spilleobjekt, hvor der hersker en vis grad af lovløshed. Men der er snart sagt ingen grænser for, hvad det efterhånden kan lade sig gøre at spille på – også på danske kampe langt nede i rækkerne. Jeg har selv oplevet en serie 3-kamp, hvor der på sidelinjen stod en person klinet til sin mobiltelefon, og som at dømme efter fremtoning og sprog ikke ligefrem var født i det tilstødende postnummer. Det behøver der heller ikke være noget odiøst i, for det kan jo bare være en resultatformidling til én af de utallige sider med live-opdatering af hvad som helst, som findes nu, men det giver unægtelig stof til eftertanke – især hvis resultatet bliver et utraditionelt et af slagsen.

Vi har i Danmark været forskånet for skandaler af den type, hvor dommeren har været direkte involveret i stil med den herostratisk berømte Robert Hoyzer-sag i Tyskland for nogle år siden, men det skal ikke være nogen sovepude. Derfor er der også i dommerkredse mere og mere fokus på matchfixing. Både hvilke tegn man skal være på vagt over for i en kamp – og hvad man i hvert fald ikke selv skal gøre. På de kommende træningslejre for vores elitedommere bliver matchfixing igen et emne, idet DBUs sikkerhedschef har et indlæg med efterfølgende diskussion. Efterhånden som spillemulighederne rykker længere og længere ned i rækkerne, flytter nissen jo med, og derfor har jeg været rigtig glad for at se, at bl.a. min lokale dommerklub i København lige har haft en aften med fokus på matchfixing (også med deltagelse fra nogle af de sjællandske dommerklubber).

Der kan være brodne kar i alle lejre – men det kan også sagtens lade sig gøre uforvarende at overtræde reglerne af simpelt ukendskab til dem. Mens det er temmelig oplagt, at man ikke som spiller skal begynde at satse penge i kampe, hvor ens eget hold er involveret (det behøver ikke at være matchfixing, for man kunne jo satse på egen sejr – men det er til gengæld mod det etiske regelsæt), tænker man måske ikke så meget over dommerne. Men de må f.eks. ikke spille på de kampe, hvor de selv fungerer (naturligt nok) – men heller ikke på kampe i det hele taget i de turneringsrækker, hvor de fungerer eller kan komme til at fungere. Det indskrænker faktisk mulighederne ganske betydeligt.

Man skal ikke se spøgelser – men man skal være vågen, hvis man gerne vil holde fast i den sport, som vi jo alle sammen holder af og helst vil have bliver afgjort på ærlig vis. På DBUs hjemmeside www.dbu.dk er der på forsiden et fint link til reglerne for matchfixing og tilsvarende uetisk adfærd. Og ikke mindst er der en brugsanvisning til, hvor man henvender sig, hvis man oplever noget mistænkeligt.

Tilsvarende kan man på Danske Fodbolddommeres hjemmeside www.danskefodbolddommere.dk finde et link til den ‘Code of Conduct’, som dommerne har pålagt sig selv, og hvor etik og matchfixing også udgør et punkt.