Der har den senere tid kørt en meget fin oplysningskampagne om den risiko, der er forbundet med mulige hovedskader i fodbold. Og med god grund, hvis man tænker tilbage på sommerens VM. Jeg tror aldrig, at jeg har set så mange spillere banke hovederne sammen med efterfølgende behandling som resultat.
Det skyldtes egentlig ikke en hårdere spillestil, for det var sjældent, at det var vildfarne arme, albuer eller endda ben, der var årsagen til hovedskaden – men mere det faktum, at spillerne satsede så meget i luftduellerne, at man måske nok ramte bolden, men så sandelig også hinanden. Så der kan – med de mange spillere af alle aldre, som fulgte med foran TV in mente – være rigtig god grund til at fokusere på risikoen. Så meget mere, som det for mange fodboldspillere er en del af macho-kulturen, at man da ikke giver op, bare fordi man har fået et lille slag.
Et brækket ben kan man forholde sig til – men et slag i hovedet kan være væsentlig mere lusket. Jeg er på ingen måde ekspert på det medicinske, men jeg kan huske, at en læge for mange år siden fortalte mig, at det ikke så meget er det første slag, der er det farlige, men det næste – så det er med at få bremset spilleren i god tid, hvis han er det mindste uklar.
Alle skader kan være grimme, men hovedskader er et kapitel for sig – og derfor har de også en særstatus i fodboldloven, så dommerne direkte instrueres i at afbryde spillet med det samme, hvis der er mistanke om hovedskade. Nogle gange sker det så ikke lige med det samme, men det er igen hovedskaders natur – at effekten måske først viser sig efter nogle få sekunder, hvor spilleren pludselig går omkuld. Derfor ligger der et pænt stort ansvar på dommerne her – hellere afbryde en gang for meget end en gang for lidt, og frem for alt være opmærksom på en måske forsinket reaktion.
UEFA udstedte i september efter anbefaling fra deres lægefaglige komité en supplerende instruktion til brug i alle internationale kampe i deres regi. Ved mistanke om hovedskade skal dommeren standse spillet, og spillerens tilstand skal så vurderes af holdets læge på banen. Man har sat en vejledende tidsgrænse på tre minutter – men den er i sagens natur vejledende.
Der kan være brug for mere tid, f.eks. hvis spilleren i de rigtig grimme tilfælde skal stabiliseres, før man tør flytte ham. Men det væsentlige er, at spilleren, som på denne måde er blevet sendt udenfor på grund af mistanke om hovedskade, ikke bare kan vinkes ind igen af dommeren under spillet, som det normalt sker ved skader. Spilleren får først lov til at komme ind og deltage i spillet igen, når holdlægen har sagt god for, at spilleren er klar. En god ting for dommeren, at han ikke selv skal stå med det ansvar (navnlig hvis det efterfølgende går galt), men at han kan læne sig op af ekspertisen.
I Danmark har vi ikke formaliseret det på samme måde, men i princippet er det, hvad den sunde fornuft tilsiger, og som foregår selv uden cirkulære. Selvfølgelig forudsætter det, at der er en læge til stede, men det er der i hvert fald ved alle superligakampe. Det væsentlige er, at der på ingen måde gambles med spillernes helbred, og at afgørelsen ikke bare er overladt til en dommer, som ikke nødvendigvis er trænet i at vurdere de rent medicinske tegn på en hjernerystelse, samt en spiller, som bare er interesseret i at komme ind og være med igen. Her ligger der også et ansvar på trænere, holdledere, fysioterapeuter, og hvad der nu ellers måtte være af ledere omkring et hold.
Omkring skader iøvrigt lægger fodboldloven ellers et pænt stort ansvar på dommeren, idet den instruerer ham i, at han godt nok skal standse spillet, hvis en spiller efter hans skøn er blevet alvorligt skadet og sørge for at få ham fjernet på banen. Det betyder, at der i princippet på selve banen kun må finde den behandling sted, som er nødvendig, for at spilleren kan forlade banen.
Vi skal videre med kampen – men det er lige akkurat denne variant, som ikke altid falder lige lykkeligt ud. En behandling på banen kan tjene mange formål ud over det, som den burde – den kan give ekstra luft (og måske endda lejlighed til at give taktiske dessiner, mens spillet er standset) – og den kan også tjene til at få tiden til at gå. At dommeren så jævnfør en anden paragraf bare lægger den mistede tid på i den anden ende, er det ikke alle, der tænker over.
For at foregribe en større mail-storm skal jeg nævne, at man i de lokale serier herhjemme tillader behandling på banen, uden at spilleren efterfølgende skal udenfor. Ellers er det et lovkrav, at spilleren skal ud – og må komme ind igen på et tegn fra dommeren, når det kan ske i nogenlunde neutral fase. Det tegn kan godt lade vente lidt længere på sig, hvis spilleren har forsøgt at drille dommeren ved at gøre tingene værre, end de er for at forhale tiden, men det er en anden historie. Ellers må man konstatere, at bare det at krydse sidelinjen for udadgående ofte fungerer som en mageløs mirakelkur, for spilleren er tit parat til at komme ind igen direkte, så hans første aktion er at hæve armen og bede om lov.
Men publikum er jo ikke kommet for at se spillere blive behandlet – derfor foreskriver lovteksten også, at dommeren skal lade spillet fortsætte, indtil bolden er ude af spil, hvis en spiller efter hans skøn kun er lettere skadet. Så er det, at de flinke og kollegiale spillere kan finde på at ‘hjælpe’ dommeren ved at sparke bolden ud af spil – og vi lander i det forbandede fair play-cirkus, når bolden skal sættes i spil igen.
Endelig er der et enkelt særtilfælde mere, hvor en spiller skal forlade banen og ikke bare kan komme ind, mens spillet kører, men må vente til næste stop og et ekstra check fra dommeren – nemlig, hvis der har været blod. Bestemmelsen blev først indført i fodboldloven ved den store revision i 1997 – men der havde allerede været et cirkulære tidligere, afstedkommet af en kvalifikationskamp i 1989 mellem Sverige og England, hvor Terry Butcher godt nok startede i Englands udebanedragt, helt hvid, men hvor slutresultatet snarere var helt rødt inklusive en hovedbandage.
Bortset fra det knap så æstetiske i synet begrundede man også cirkulæret med faren for AIDS. Næppe den store medicinske risiko for det – men pointen var klar nok. Yngre læsere kan prøve at lave en Google-søgning på ‘Terry Butcher’ og ‘blood’, og der vil komme billeder frem, som ikke er for svage sjæle. Men englænderne elskede ham for det – landstræner Bobby Robson roste endda tapperheden og udholdenheden og sagde, at sådan er det at spille for England. Tak skal du ellers have…