Jans Corner: Scoringsjubel

I denne uge er det svært ikke at tage endnu en tur omkring begrebet scoringsjubel, sådan som situationerne har hobet sig op den sidste halvanden uges tid. Godt nok havde jeg sidst fat i det midt i februar – ved den lejlighed var det en italiensk amatørspiller, som ville fejre en scoring ved i fuld fart at nikke til glasvæggen i udskiftningsboksen. Om spilleren havde et specielt hårdt hoved, eller det bare var noget skrøbeligt glas, er ikke til at vide, men resultatet blev i hvert fald, at spilleren gik direkte gennem glasset og landede inde i boksen. Meget spektakulært – og pointen ved den lejlighed var, at dommeren godt nok udviste ham, men at det ikke var helt fint i kanten. Straffen for den overdrevne jubel er en advarsel, og episoden kan ikke rigtig vrides ind under én af de syv udvisningsforseelser. 

Mål er fodboldspillets salt; det er det, som vi alle sammen gerne vil se – og hvad pokker er så meningen med at straffe ham, der opfylder vores drømme? Automatreaktionen er gerne noget i stil med, at fodbold handler om følelser, og at det er hul i hovedet at straffe dem, der viser det. Det er rigtigt langt hen ad vejen, og selvfølgelig er det tilladt at være glad, når man scorer – men der er lige nogle grænsebomme her, som adskiller det rimelige og knap så rimelige. Fodboldloven sætter nogle grænser – dels ved at opregne nogle ting, som man pr. definition ikke må, dels ved at overlade andre situationer til dommerens skøn.

Egentlig starter det hele med, at jubelen ikke må tage for lang tid. I sagens natur foregår jubelen oftest på modspillernes banehalvdel, og eftersom vi ikke kan komme i gang igen, før spillerne er nede på deres egen, kan scoringsjubelen også bruges som et mere eller mindre raffineret middel til at forhale tiden. Det er jo heller ikke det, som tilskuerne er kommet for at se på (i hvert fald ikke halvdelen af dem, når det sker). Til gengæld er det ikke i sig selv – skønt mange tror det – en forseelse at forlade banen for at juble. Nogle stadions har langt ud til tilskuerne på grund af en atletikbane, og det skal selvfølgelig ikke forhindre spillerne i at dele glæden med fans – bare det ikke tager urimelig lang tid.

Næste punkt er, at scoringsjubelen ikke må være hånende eller provokerende over for modspillerne, deres officials eller tilhængere. Så en jubelscene, måske endda med gestus, ud mod modspillernes fans, duer ikke. Man må heller ikke klatre op ad et eventuelt rækværk mod tilskuerne (reaktionerne kunne give sikkerhedsfolkene ekstra arbejde, uanset om det var mod modspillernes eller egne fans), tage trøjen af eller tildække sit hoved med den (pudsigt nok forventer man, at spillerne beholder tøjet på, mens de dyrker deres sport) – eller iføre sig en maske eller tilsvarende (sker formentlig kun i Sydamerika og – lærte vi på den hårde måde for et par år siden – i Slagelse, hvor Rasmus Festersen gik i fælden med en advarsel allerede i bagagen).

Dette er kun eksempler på, hvad der SKAL koste en advarsel – på dansk har vi indføjet en vejledende fortolkning, som vi faktisk er ret glade for, nemlig at spilleren ikke må overskride de almindelige grænser for opførsel på en fodboldbane. Instruksen til dommerne er, at de skal være synlige og udvise sund fornuft i deres håndtering af jubelscener – men selvfølgelig kan det gå over kanten.

Og hvornår er det så over kanten? I midt-90’erne introducerede OB ‘futtoget’, hvor en stor del af spillerne kravlede rundt i kæde på alle fire med hænderne på skulderen af ham foran. Et grænsetilfælde – men et originalt et af slagsen. Ligesom islandske Stjärnan, der nærmest havde som varemærke at lave specielle målfejringer. Mange husker sikkert stadig lystfisker-stuntet – objektivt set langt hinsides normal opførsel på en fodboldbane, men til gengæld sjov, og det ville nok kræve et hjerte af sten at begynde at dele advarsler ud her. Navnlig afrikanske og sydamerikanske spillere har også dyrket dansetrin ude omkring hjørneflaget – helt fint, hvorimod det ikke var det, da jeg i en VM-kvalifikationskamp oplevede en nordirsk spiller i jubel sparke det ene hjørneflag halvvejs ud af Millennium Park i Cardiff. Det indbragte en advarsel (og så lavede spilleren noget endnu værre på vej op mod midten, så han røg helt ud – men det er en anden historie).

Aktuelt trak det en del overskrifter, at PSG’s Cavani pådrog sig en advarsel i weekendens kamp mod Lens ved som jubelscene at affyre et imaginært gevær ud blandt modspillernes fans. Ikke særlig sjovt – og heller ikke særlig smart i disse tider. Her er vi ovre i afdelingen med at håne fans. Han røg også ud , da han i sine protester var ved at rive armen af dommeren – de medier, som jeg har set, har alle kaldt det endnu en advarsel. På klippet ligner det nu et direkte rødt kort – som det også skal være. Lige så lidt, som dommerne skal lægge hånd på spillerne, skal spillerne gøre det den anden vej rundt. Det interessante er, at Cavani, da han tirsdag aften scorede i Champions League mod Apoel, havde modificeret jubelscenen til at skyde ned i jorden. Ikke at det for mig gør det mere sjovt (jo, hvis man kender forhistorien), men nu forsvandt håne-elementet.

For at blive ved Frankrig og hånen, ville U-21 spilleren Kurzawa nok ønske, at han aldrig havde fejret et tilsyneladende afgørende udebanemål i playoff-kampen mod Sverige med en flabet honnør lige op i hovedet på den svenske anfører. Han slap uforståeligt nok – men til gengæld kom hilsenen retur med 180 kilometer i timen, da Sverige scorede det afgørende mål to minutter efter. Og ikke bare dér, men også på holdets æresrunde (med speciel hilsen mod Kurzawa og den franske boks), og til overflod også på diverse billeder efter kampen. Det var payback time, så det ville noget.

For at konkludere: ingen er ude på at tage glæden fra en målscoring, men vi skal undgå følgevirkninger i form af reaktioner fra modspillere eller fans – og jubelen må heller ikke blive et led i forhaling af tiden.

Endelig skal man måske bemærke, at det er med at have styr på teknikken, hvis man vil lave spektakulær jubel. Ellers kan det gå grueligt galt, som det tragisk gjorde for en indisk spiller, som i ugens løb ville kopiere Miroslav Kloses berømte jubel med flere saltomortaler. Det endte helt forfærdeligt, da spilleren landede på nakken og brækkede ryggen, så saltomortalen vitterlig blev til det ‘dødsspring’, som ordet betyder.

Sund fornuft, tak – både hos dommerne, men absolut og ikke mindst hos spillerne…