Jans Corner: Straffe og udvisning – eller mål?

Man kan mene, hvad man vil om konceptet bag UEFAs ‘Week of Football’, som EM-kvalifikationen afvikles under, men det lever i den grad op til navnet.

Der har været flere klummekandidater, men jeg synes, at det er passende at dvæle ved Danmarks udlignende mål i neglebideraffæren mod Albanien, og også give plads til et par af de mere kuriøse indslag fra forrige uges runde i Champions League og Europa League.

Som sædvanlig betyder deadline-djævelen, at jeg ikke får Danmark – Portugal med i betragtning. Men det bliver måske så i næste uge…

Situationen i Albanien, hvor Nicklas Bendtner nedlægges i straffesparksfeltet, men hvor bolden i næste moment lander hos Lasse Vibe, som scorer, rummer rigtig meget. Et ekstra raffinement er, det hele foregår så lynende hurtigt, at det er tvivlsomt, hvor meget dommeren egentlig når at reagere. Herom senere.

Første spørgsmål er, om det er med urent trav, at Bendtner mister bolden. Næppe tvivl om det: der er både arm og ben involveret, det er gjort med vilje, og det foregår i straffesparksfeltet. Så nu står vi foreløbig med et straffespark i hånden. Det næste er, om der skal en følgestraf på. Der bliver som minimum bremset et lovende angreb, hvilket giver advarsel, men bliver der også berøvet en oplagt scoringsmulighed ?  Vi tager kriterierne, der vuderes efter. Afstanden til målet (vi er inde i straffesparksfeltet, så der er i hvert fald under 16,50 meter), sandsynligheden for at bevare eller opnå kontrol over bolden (Bendtner har tilsyneladende fuld kontrol), spilretningen (direkte mod mål), forsvarsspillernes antal og placering (synderen er den sidste før målmanden, som har en chance for at gribe ind). Så alle kriterier er opfyldt, for at der skal hægtes en udvisning på straffesparket. Foreløbig er mellemregningen altså et straffespark og en udvisning.

Først nu bliver det spændende. For går dette så hurtigt, at dommeren slet ikke når at reagere, eller vælger han at køre fordelen og give Lasse Vibe chancen for at afslutte ? Hvis det sidste er tilfældet,  konflikter det med den uskrevne grundregel, at man aldrig skal benytte en fordel i straffesparksfeltet (medmindre spilleren er for helt blankt mål uden målmand – så det virkelig er et oplagt mål). For hvis det nu går galt, er der ingen vej tilbage. Godt nok kan dommeren vælge at dømme frisparket/straffesparket inden for få sekunder (læs: 2-3), hvis den formodede fordel ikke bliver til noget – men fordelen er der jo netop, fordi Lasse Vibe har frit og upresset skud. Så hvis han havde kikset, havde det bare været ærgerligt. Mål var der ikke, straffesparket er dødt, fordi fordelen jo blev til noget, men bare ikke blev udnyttet – og udvisningen er også væk, fordi der ikke er berøvet noget som helst. Slutresultatet kunne vel være blevet et målspark og så måske en advarsel til forsvareren for forseelsen selv – men heller ikke mere. Den slags hasard er der næppe nogen dommere, der tør indlade sig på.

Jeg tror, at det hele går så stærkt, at dommeren aldrig når bevidst at køre den fordel, men bare ikke når at reagere eller fløjte – og hvis den teori holder, ville han godt kunne være vendt tilbage til både straffesparket og udvisningen. Så havde det blot været et langsomt fløjt – ikke usædvanligt i disse tider, hvor der også er en mållinjedommer med input. Et enkelt sted på en blog var en læser, som mente, at der da burde have været både mål og efterfølgende straffespark og udvisning, for forseelsen var der jo stadig og var ikke blevet mindre, fordi der blev scoret  – men så meget happy hour er det trods alt heller ikke. Det er enten-eller – man kan ikke få to portioner til éns pris.

I seneste runde af klubturneringerne kom der også et par gode situationer. Flere spurgte ind til Feyenoords første mål mod Standard Liège, som tilsyneladende scores direkte på indkast. Indkastet kommer ind i feltet, hvor tre Feyenoord-spillere og én Liège-spiller hopper efter den. Det er på TV-billederne umuligt at afgøre, om nogen af dem rører den – men i hvert fald fikserer det de øvrige forsvarere og målmanden så meget, at bolden hopper i mål. Her var jeg nødt til at snyde og gå bagom UEFA-kulisserne for at se, hvem der var indberettet som målscorer. Det var nr. 22 – og det er nr. 18, der tager indkastet. Så den har altså snittet nr. 22 på vejen – og det er en kærkommen lejlighed til at gentage, at man kan score direkte i modspillernes mål på alle igangsættelser undtagen to: indirekte frispark og indkast. Det er der heldigvis ikke lavet om på. Om indkastet så overhovedet er korrekt udført, er noget andet, for det er yderst tvivlsomt, om det bageste ben har kontakt med jorden, da der kastes. Men det er en helt anden historie.

Endnu mere teoretisk-tricky-giftigt var det i kampen mellem CSKA Moskva og Bayern München. Med tre minutter igen og stillingen 0-1 kommer et Bayern-skud på mål, som rammer en forsvarer og har kurs mod et hjørnespark. Målmanden styrter ud, og helt ude på kanten af feltet slår/styrer han bolden med den ene hånd, så den bliver på banen, hvorefter han lidt senere samler den op. Er der gentagelsesspil ?  For målmanden må jo ikke, når han har haft kontrol over bolden, røre den med hænderne igen, før den er rørt af en anden spiller. Ingen protester, og alle spillede videre – men det er jo ingen garanti. Reglen blev i sin tid indført, fordi målmændene havde tillagt sig en spillefacon, hvor et blødt skud på mål blev bremset / pareret med én eller begge hænder. Så havde man ikke haft kontrol over den og kunne efterfølgende tage den op i hænderne og stadig have sine 6 sekunder.

Det var ikke det, som reglen var tænkt til – så derfor kom den ekstra fortolkning, at hvis målmanden af taktiske grunde parerer en bold, som han lige så godt kunne have grebet og derefter rører den med hånden igen, er der gentagelsesspil og indirekte frispark. Det skete faktisk i en CL-kamp sidste år med Milans målmand med stor panik til følge – så sjældent er det. I det aktuelle tilfælde kan målmanden efter min bedste overbevisning ikke gribe bolden uden følger, for med den fart, som han har på, vil han lande uden for feltet med den i hænderne. Derfor er den naturlige spillemåde for mig at forhindre bolden i at gå ud, hvilket så sker med én hånd – ikke meget ‘af taktiske grunde’ i det.

Igen: hvem siger, at fodboldloven behøver være kedelig – men godt, at man ikke er inde på midten og skal have styr på alle spidsfindighederne med pulsen i top.