Jans Corner: Stort og småt

Deadlines er pr. definition noget mærkeligt noget – det var de, når man i skolen skulle skrive dansk stil og altid trak det til sidste sekund (med resultatet ofte derefter). Og den anden vej rundt som f.eks. i denne uge, hvor jeg rigtig gerne havde ventet et par døgn for at få Champions League-kampene med, før jeg fór i blækhuset. Men deadline er for mig mandag aften, bl.a. fordi jeg faktisk tilbringer det næste par dage i Malmö med deres Champions League-hjemmebanedebut mod Olympiakos – og i øvrigt også den tilhørende Youth League-kamp mellem de to klubbers U/19-hold – én af UEFAs seneste opfindelser og bestemt en god én af slagsen. Det er rigtig fint at få sporet de unge spillere ind på atmosfæren og hele hypen omkring en international kamp på højt niveau – og personlig er jeg da spændt på, om det overhovedet er til at spytte for scouts, når det går løs. Under alle omstændigheder glæder jeg mig i hvert fald som et lille barn til en Champions League-kamp – og så tæt på hjemmet. I den beklagelige mangel på danske deltagere er dette afgjort det næstbedste. 

Men det betyder så også – da ugens superligarunde ikke kastede noget specielt kontroversielt af sig – at jeg må en tur ud i Europa og samle små puslespilsbrikker op, hvis indholdet skal være aktuelt. Og det har jeg det bedst med, hvis det kan lade sig gøre. De mere generelle betragtninger løber ingen vegne. Så hæng på til en lille rundtur, der vil tage os til England (et par gange) og Frankrig.

Jeg vil starte med kampen mellem Liverpool og Middlesbrough i Capital One Cup’en sidste tirsdag (det er den turnering, som vi mere langsomme i opfattelsen stadig vil kalde for League Cup). Jeg var frygtelig tæt på at sætte mig foran TV’et og se kampen live, men i sidste øjeblik kom der andre ting forbi, som skulle klares. Og nej, hvor jeg ærgrer mig, som kampen formede sig. Slutresultatet blev 16-15 efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence (2-2 efter forlænget spilletid og dermed 14-13 i straffesparkene). Det er åbenbart sæson for episke straffesparkskonkurrencer (for nu at bruge et af de buzzwords, som nogle medier svælger i). For få uger siden havde vi afgørelsen i Ludogorets, hvor en markspiller måtte på mål (da målmanden var blevet udvist), selv scorede og ydermere snuppede et par forsøg, så Ludogorets kom ind i det forjættede Champione League-land. Når jeg er hjemme fra Malmö, skal jeg på jagt efter et link, så jeg kan opleve Liverpool-afgørelsen.

Hvorfor er den kamp så interessant? Det er den, fordi jeg fra yderst kompetent hold fik stillet et spørgsmål omkring rækkefølgen af sparkerne. Med et resultat 14-13 siger det sig selv, at vi har været hele vejen rundt om samtlige spillere og er begyndt forfra. Og skal rækkefølgen så være den samme, som den var i første omgang? Man kunne godt få den tanke, når man ser de nøgne facts, for begge hold kørte nøjagtig den samme rækkefølge i anden omgang – inklusive Barnford fra Middlesbrough, som havde brændt sit første spark, men var mere heldig anden gang. Man kan selvfølgelig ikke udelukke, at managerne ikke er klogere – det ligner i hvert fald en tanke – men fodboldloven er krystalklar: der er ikke noget krav om, at rækkefølgen skal være den samme. Det er i den grad tilladt at ryste posen, også som et led i nervekrigen. Apropos det episke ovenfor – det er med at holde fødderne på jorden, for der er langt op til den straffesparkskonkurrence, som Guinness Book of Records udnævner til den længste: den namibiske pokalfinale i 2005, som krævede 48 spark, før vi var igennem med 17-16 og 15 brændte spark… Selv har jeg kun været med til en meget indledende LP-kamp i Sundby for frygtelig mange år siden, hvor vi til sidst jokede med, at vi måtte have kontrollørerne til at sparke, så vi kunne blive færdige…

Endnu mere drama var der i Premier League-kampen mellem Manchetser United og West Ham, hvor klappen i den grad gik ned for Wayne Rooney, da West Ham var på vej i en omstilling med Stewart Downing som boldfører. Rooney kom løbende skråt bagfra, sparkede igennem og ramte Downey et eller andet sted mellem den øverste del af låret og noget mere smertefuldt. Vi kunne godt tage en tur i manegen omkring kriterierne for tacklinger og korttildeling – men dette er for mig overhovedet ikke en tackling. I min ordbog er tackling noget, der foregår efter en bold, som er nogenlunde i jordhøjde og inden for rækkevidde, og det er denne langtfra. Rooney har ikke skyggen af chance for at få fat i den bold (selv om jeg godt nok har set, at han har undskyldt sig med, at han mistimede tacklingen – ja, mon dog ikke) – så for mig taler vi ikke tackling med de vurderinger, som hører dertil, men om et regulært spark – som skal koste den udvisning, som også blev resultatet. Faktisk en modig kendelse på de kanter, hvor man traditionelt tillader lidt mere end så mange andre steder. Jeg vil strække mig så langt som til at kalde forseelsen ‘spil, som i alvorlig grad er utilladeligt’ og ikke ‘voldsom adfærd’ – forskellen mellem de to er, at den første sker i kamp om bolden, mens den anden ikke gør det. Udvisning er taksten i begge tilfælde – men karantænemæssigt kan det gøre en forskel.

I Frankrig kom vi ud i en af de absolut mere groteske situationer, da dommeren ville udvise Guingamps målmand, men blev kørt over af en masseaktion (det som UEFA kalder ‘mobbing the referee’). Udvisningen af målmand Samassa var for protester og ser i den grad berettiget ud – men så kommer Angoua ind fra højre og prøver i to omgange at gribe dommerens røde kort. Det lykkes i anden omgang at få slået det ud af hånden på dommeren, men ud ryger målmanden nu alligevel. På simpelthen ekstraordinær forunderlig vis slipper Angoua for yderligere tiltale. Inden ubefæstede sjæle får gode idéer: Angoua skal i den grad samme vej som målmanden, dvs. ud. Set fra skærmen er det simpelthen totalt uforståeligt, at han slipper helt fri.

Og endelig: jeg håber, at alle har nydt fremtoningen hos dommerene i de Champions League-kampe, som spilles efter min deadline. Ingen tvivl om, at jeg i den grad frygtelig gerne ville have stående på mit CV, at det var omtalen her for 14 dage siden, der fik UEFA til at droppe de musegrå shorts – men sådan er virkeligheden jo ikke. Skal vi ikke bare glæde os over, at vi er sluppet af med udstyr, der lignede en mellemting melem en pyjamas og noget fra gymnastiksalens glemmekasse – og er tilbage ved de sorte shorts.