Jans Corner: Fire år til næste gang

Vi kom igennem VM og fik en værdig afslutning med en finale, som jeg synes var en af de mest underholdende i mange år. Nu har jeg også kun hængt på siden finalen i 1962 (dengang sort/hvid og forskudt – det skal man ikke tænke for meget over, for så begynder alderens åg umærkeligt at blive tungere). Men en sjov turnering – og efter min mening med den rigtige vinder. Ingen hold slap igennem uden skrammer, men Tyskland viste trods alt de færreste svaghedstegn og det mest konsekvente fodbold. Mit hjerte bløder stadig for hold som Chile og Columbia, som var store positive overraskelser, men når marginalerne svingede, som de gjorde, så slutresultatet rigtigt ud. Til gengæld står Holland for mig som et stort mysterium. De spiller en blændende og positiv 2. halvleg mod Spanien og en tilsvarende bronzekamp – og hvad pokker var det så for et hold, der i semifinalen havde ét skud på 120 minutter, der kunne ramme målet (og det kom efter 98)?

Ser vi på den dommermæssige side af sagen, føler jeg mig godt tilfreds. Der har været de uundgåelige fejlkendelser, men der har efter min hukommelse ikke været nogen, der har været decideret kampafgørende. Man kan diskutere dommerlinjen – det kan man altid, og jeg er ikke uenig med dem, der mener, at der kunne være faldet flere kort. I mine øjne er det nu ikke så meget dommerlinjen, den har været gal med, men snarere, at nogle enkelte dommere har været lige sene nok i optrækket til at registrere, at nu var spillerne altså ikke med på den linje, der blev kørt, så nu skulle der trækkes ind på flexlinen. Hvad linjedommerne angår, synes jeg egentlig – måske til overraskelse for mange – at det er gået godt. Der var et par meget hypede fejl i starten i kampen mellem Mexico og Cameroun, men vi fik ikke nogen af de ’flere meter forkert’-kendelser, som vi mødte ved sidste VM. Skrækeksemplet dengang var Mexico (igen) – Argentina, som til overflod blev gentaget på storskærmen, så alle kunne bekræftes i, at den var rivende gal.

De sidste kampe gav ikke anledning til de store bemærkninger, men der var dog et par situationer, som fortjener en kommentar. Da Vlaar brændte Hollands første straffespark mod Argentina, reddede målmand Romero i fin stil, men så gav han sig til at juble i et omfang, så han aldrig opdagede, at der var så meget spin i bolden, at den skruede ud mod Vlaar igen og derefter tilbage mod mål, hvor den stoppede få centimeter på den rigtige side af stregen. Det gav lidt aktivitet på mail og telefon dagen efter, for hvad ville konsekvensen have været, hvis bolden var gået i mål? Der har tidligere været nogle forrygende eksempler fra lavere rækker i omløb på YouTube, men det er godt nok første gang, at jeg har set det på dette plan. Det er dommeren, som bestemmer, hvornår et straffespark er afsluttet, og det er det, når det er klart, om bolden går i mål eller ej. I tidligere tider docerede man, at når bolden var på vej væk fra mål, var sparket slut – men det har aldrig været meningen med reglen, og det fik en brat ende efter en VM-kvartfinale mellem Frankrig og Brasilien (1986), hvor bolden fra stolpe/overligger ramte målmanden i ryggen og gik ind. Det mål blev anerkendt – selvfølgelig. Og det ville dette også være blevet, hvis bolden havde krydset linjen, hvis det ikke lige var for den detalje, at det på mange vinkler ser ud til, at Vlaar rammer bolden med skulderen, da den kommer retur mod ham. Og så er festen slut – for skytten har kun én berøring til at få bolden i mål.

I bronzekampen kom en chokstart med et straffespark efter halvandet minut, da Robben blev bragt til fald ved en holde-forseelse. Den lille sag var der to ting i. For det første nøjedes dommerne med et gult kort til Thiago Silva – jeg har sjældent set noget mere rødt end dette. Alle betingelser for at tale om berøven af oplagt scoringsmulighed er til stede: boldens retning, spillerens retning, afstanden til målet og antallet af forsvarere samt deres placering. Og syreprøven efter anvendelsen af alt dette: ville der have været en oplagt scoringsmulighed, hvis forseelsen ikke var sket? Mere spændende – og det bragte en del folk i tvivl: forseelsen starter uden for feltet. Kan der så blive straffespark? Normalt straffes forseelser på det sted, hvor kontakten sker, men nu ligger det i holde-forseelsers natur, at de som de eneste kan strække sig over en distance. Starter forseelsen uden for feltet, og kontakten stadig er der inde i feltet, er der straffespark. Her bliver det så også vigtigt at huske, at linjen hører med til feltet – så hvis der stadig er kontakt på den yderste del af linjen (som er op til 12 centimeter bred), er der straffespark.

I det store bakspejl synes jeg ikke, at VM gav anledning til de store principielle diskussioner eller overraskende trends – bortset fra, at jeg ikke mindes før at have set en turnering, hvor spillerne så mange gange tilfældigt bankede hovederne sammen med både smerte, blod og behandling til følge. Ikke desto mindre er der stof til indtil flere klummer, og emnerne vil dukke op i spredt fægtning hen over sommeren og efteråret med reference tilbage til VM. Emner som film, offside og linjedommerpræstationer generelt, spring på en modspiller (forseelsen mod Neymar – men også Balotellis advarsel mod Uruguay) samt scoringsjubel vil være oplagte. Og så undgik det ikke min opmærksomhed, at min egen hverdagsavis Politiken gik i sulet på fodboldens lovgivende organ, The International Football Association Board (for nemheds skyld IFAB). Det skete med ord som ’konservativ’ og ’logeagtig’. Nu er jeg ikke, har ikke været og bliver næppe heller medlem af en loge (ingen har øvrigt heller opfordret mig) – men jeg har fornemmelsen af, at det ikke just var kærligt ment. Nu har jeg – muligvis i modsætning til journalisten – haft fornøjelsen af ved flere lejligheder at være sammen med en del af d’herrer, og dem er der søreme ikke meget eksklusivt over. I hvert fald ikke, når vi sidst på aftenen i diskussionens tjeneste har rykket rundt på hvide og brune stykker sukker mellem kaffekopperne for at blive enige om offside-reglen. Hele dette organs funktion kan godt trænge til en lidt mere nuanceret belysning.

VM er overstået – men verden går i den grad videre. Syv timer efter at finalen blev fløjtet af, sad jeg i et fly med kurs mod Moldova, for kvalifikationerne til de europæiske turneringer er jo lystigt begyndt rundt omkring. Og i denne weekend starter vores hjemlige superliga. Men det skal nu nok blive til noget tiltrængt sommerferie og en skrivepause. Herom nærmere inden længe.