Jans Corner: VMs første uge

Sidste uge sluttede jeg af med bemærkningen ‘Og lad os så set noget fodbold’. Det skal jeg da lige love for, at der har været mulighed for. Og hvilken fodbold. Jeg har hængt på, så godt som jeg kunne, når det almindelige borgerlige arbejde også skal passes, samtidig med at de hjemlige turneringer stadig kaster noget af sig. Men det, som jeg ikke har kunnet se live, ligger på DVD-optageren, så jeg har kunnet være nogenlunde med på de kontroversielle ting, der opstod. Og vi kom da ikke til at vente længe.

Åbningskampen vil blive husket for et straffespark, som til al ulykke (og de tanker, som det nu kan sætte i gang) var til værterne fra Brasilien. Den japanske dommer fløjtede et straffespark, som alle nok er enige om, er uhyre tyndt. Rent lovteknisk er der ikke noget at komme efter, for der er en kortvarig arm rundt om Fred, som selvfølgelig falder, som om han er blevet skudt – men problemet er, at der foregår meget værre ting ude på banen, som ikke bliver dømt. Så bliver spillerne utrygge ved, hvor de egentlig har dommeren og hans linje for indgreb, og det er noget af det værste, som kan ske. Til gengæld tror jeg ikke meget på, at den advarsel, som falder i samme moment, er for forseelsen ved straffesparket – snarere for det klasseeksempel på protester, som følger lige efter. FIFA og UEFA kalder det ‘mobbing the referee’ – det fænomen, at flere spillere løber mod dommeren for at protestere efter en kendelse. Og det er helt efter instruktionerne, at sådan noget skal give en advarsel. Hele situationen er i øvrigt et godt eksempel på, at dommerne skal kunne tackle det pres, som en voldsomt larmende hjemmekulisser og et hjemmehold, som bidrager. Nogle gange går det bedre end andre – der var også en suspekt albue fra Neymar, som måske skulle have givet rødt.

Jeg er blevet spurgt, om mållinjedommerne, som vi jo ikke har her, kunne have gjort en forskel. Og det tror jeg. For dommeren har bevæget sig så langt over i linjedommerens side, at de begge har næsten den samme vinkel, og her kunne en mand med den modsatte vinkel i den grad have bidraget. Så et letvægtsstraffespark – som det egentlig kan være interessant at sammenligne med en næsten tilsvarende situation mellem Tyskland og Portugal, hvor tyskerne fik straffe. Men her var der væsentlig mere bid i holde-forseelsen, og den tyske angriber blev nærmest trukket ned på en måde, så man kunne se, at overkroppen ændrede retning. Helt efter bogen.

På anden spilledag var der et par ulykkelige offside-vurderinger mellem Mexico og Cameroun (også senere mellem Schweiz og Ecuador), men det endte trods alt med den rigtige vinder – og allerede på tredjedagen kom den nye mållinjeteknologi i fokus ved Frankrigs andet mål mod Honduras. Efter mine begreber er det endelige udfald korrekt, men den kunstneriske udførelse godt nok ikke imponerende, da der først vises ‘no goal’ på storskærmen og derefter ‘goal’. Som IT-menneske ved jeg kun alt for godt, at programmer gør nøjagtig det, som de er blevet bedt om. Her reagerer teknologien på bolde, som er 30 centimeter fra mållinjen – og når man nu får to faser i samme situation, som begge er inden for den grænse, bliver der også vist to ting – hvis man ikke har programmeret sig ud af lige den mulighed. I første fase rammer bolden stolpen og springer videre på tværs – ikke mål – hvorefter den rammer målmanden, ryger tilbage mod mållinjen, hvor målmanden i næste sekund fisker den udefter igen – mål. Jeg har set og hørt flere, også i medierne, som ikke har villet tro på, at der var mål, for der var ikke nogen billeder, der beviste, at bolden havde været i mål. Her glemmer man, at teknologien jo netop har sin berettigelse, fordi der er ting, som ikke kan aflæses af normale TV-billeder. Så i min optik er man nødt til at vende bevisbyrden om her – hvis der ikke er billeder, der beviser, at bolden IKKE var i mål, må man stole på teknologien, hvis det skal give nogen mening at have den. Og de billeder, der indtil videre har været vist – selvfølgelig ikke fra den helt optimale vinkel – beviser i hvert fald ikke, at teknologi-afgørelsen er forkert. Der kan altid være en misvisning ved tekniske installationer – i forsøgs- og certificeringsfasen opererede FIFA med et krav på under halvanden centimeters misvisning. Fabrikanten af GoalControl specificerer selv en mulig fejlmargin på op til en halv centimeter. Under alle omstændigheder bedre, end hvad det menneskelige øje kan klare med et objekt i bevægelse. Jeg blev selv temmelig chokeret over en tilsvarende situation tirsdag aften mellem Mexico og Brasilien, hvor målmandshelten Ochoa i en af sine fantastiske redninger måtte skrabe bolden udefter igen, og hvor teknologien viste, at bolden faktisk havde været lige på linjen. Sådan så det ikke ud fra den første vinkel.

Det har været en flot og underholdende start. Flere mål end normalt – og færre gule kort end normalt. En flink læser henledte min opmærksomhed på en tråd, hvor man diskuterede, om FIFA havde instrueret dommerne om at spare på de gule kort i starten. Jeg kan kun sige, at det i hvert fald ikke er indgået i den officielle skriftlige instruktion, som jeg havde lejlighed til lige at skimme uofficielt. Men jeg er sikker på, at det nok skal komme, efterhånden som kampene spidser til. Egentlig meget forfriskende, hvis det kommer til at ske på den måde – det typiske mønster ved slutrunder er ellers, at dommerne lægger ud med brask og bram, og så falder ting tilbage til normalen igen. De røde kort, som der har været indtil nu, har der efter min mening ikke været meget at sige til.

Gennemgående synes jeg, at vi efter en noget urolig start er sluppet for de helt store ting (dette skrives meget tidligt onsdag aften). Midt i fokus på fejlkendelserne må vi huske, at der også har været nogle gyldne øjeblikke. Foreløbig med Irmatovs simpelthen guddommelige anvendelse af fordelsreglen, der førte til Schweiz’s sejrsmål mod Ecuador, som min personlige favorit. 99 ud af 100 dommere havde fløjtet det fripark midt på banen, da offeret nærmest bevæger sig på alle fire nogle meter, men så lægger den målgivende aflevering. Kampen mellem Mexico og Brasilien står også for mig som et højdepunkt med en vanvittig høj linje fra starten fra den tyrkiske dommer. Her sad man virkelig med livet i hænderne, og det er bestemt ikke det, som man skal anbefale nye eller bare halvnye dommere. Men der var fuld accept, og alle kløede bare på – så vi fik en ekstremt seværdig fodboldkamp trods 0-0.