Jans Corner: Tidstillæg

Nogle gange går tingene op i en højere enhed på en måde, som man dårligt turde håbe på. Fredag fik jeg en mail fra en af mine udviklerkolleger, som gerne ville have tidstillæg under kærlig behandling – og lørdag havde vi en Champions League-finale, som bød på flere varianter over lige det tema.

Min kollega viste sig at være HSV-fan – han må have haft en hård sæson ! – og havde været ved at gå til mod slutningen af den anden playoff-kamp mod Greuther Fürth. Her blev der ved rundingen af de 90 minutter signaleret 3 minutters tillægstid, men slutsignalet kom først på 3:58, uden at der havde været voldsomme tidsrøvende hændelser undervejs.

Emnet er blevet synliggjort meget mere via fjerdedommeren og hans visning af tiden. Da jeg selv løb rundt i yngre stenalder, stoppede man bare uret – og så var kampen slut, når man rundede 45 minutter. Der er nu så meget fokus på den ekstra spilletid, at man internationalt kræver, at stadionuret standses på 45:00 – for at undgå ballade hos tilskuerne. Mange steder herhjemme standser man også uret – men det er ikke noget krav, selv i danske kampe på topniveau (mærkeligt nok).

Fodboldloven er egentlig klar nok. Det er dommerens ur, der til enhver tid tæller – og han skal efter sit skøn lægge tid til (ikke kan, skal !), så der kompenseres for den tid, som er gået tabt på grund af udskiftninger, vurdering af skader, fjernelse af skadede spillere fra banen, forhaling af tiden – og anden årsag.

Det er det her med  ‘anden årsag’, der er tricky. Er der nogen specielle retningslinjer eller definitioner på, hvad ‘anden årsag’ kan dække ? Og nej, det er der ikke. Det er og bliver en nødudgang eller skraldespand, om man vil. Det eneste, som man skal have for øje er, at  fodbold ikke opererer med effektiv spilletid. Så der bliver ikke lagt tid til, hvis et hold bare spiller rundt i små trekanter på egen banehalvdel, eller hvis målmanden lader bolden ligge for fødderne. Så er det modspillernes forbandede pligt at prøve at erobre den  – der kan kun lægges tid til, når spillet er stoppet.

Samtidig skal man være opmærksom på, at den viste tid – for det er jo kun, når der er en fjerdedommer med en lystavle, at man ved, hvad man kan forvente – er minimumstid, al den stund, at man ikke viser sekunder. Så tre minutter kan reelt strække sig hele vejen op til lige før fire – og så kan der jo i den viste tillægstid komme yderligere ting til i form af skadesbehandling, udskiftninger, forhaling af tiden eller andet godt, som gør, at den viste tid bliver endnu længere.

Der har udviklet sig en konvention, hvor dommeren ofte lader et angreb køre til ende, før han giver det sidste pift. I og med at dette ikke er millimeterdemokrati, kan der sportsligt være god ræson i det – men på et eller andet tidspunkt må festen jo slutte. UEFA har direkte i deres retningslinjer, at hvis der er et frispark eller hjørnespark, når klokketiden udløber, lader man det afvikle. Men går bolden så ud til endnu et hjørnespark, er festen selvfølgelig slut. Man vil nokikke ud i den situation, som vi oplevede for adskillige VM-slutrunder siden i en kamp mellem Sverige og Brasilien, hvor bolden kom indover fra et hjørnespark, og så fløjtede dommeren af på sekundet – og mens bolden var på vej i mål. Bevares, det var en af tidens i forvejen mere kontroversielle dommere – men herefter hørte man ikke mere til ham…

Tilsvarende er det i den grad ‘no go’ at fløjte af efter 2:45, hvis der er signaleret tre minutter. En helt praktisk foranstaltning og et råd, som jeg altid giver, hvis situationen opstår, er at fløjte af, når bolden er et nogenlunde neutralt sted. For nogle år siden oplevede jeg en dommer på en dyngvåd bane fløjte af lige på sekundet, netop som to spillere havde sat glidende tacklinger over 5-6 meter ind efter en løs bold. Da de ramte hinanden, lige efter at der var fløjtet af, kom han i den grad på overarbejde.

I relation til CL-finalen har mange på diverse fora øffet over de fem minutters tillægstid i 2. halvleg. Hvorfor ikke det, som man kalder ‘de sædvanlige tre’ (typisk på grund af seks udskiftninger à vejledende et halvt minut) ?  Som sagt er det altid dommerens skøn, men er man miljøskadet som jeg, kan man jo ikke lade være med at sidde og regne med hjemme i den trygge lænestol. Helt uden videnskabeligt belæg vil jeg tro, at jeg rammer dommerens tillægstid fire gange ud af fem eller déromkring.  Aktuelt havde jeg fem minutter, eventuelt fire, afhængig af humøret (og så kunne det egentlig være ligemeget, for udligningen kom efter 2:48 – også inden for ‘de sædvanlige tre minutter’). Men der var masser af ting at lægge tid til for i 2. halvleg. Atletico trak konsekvent igangsættelser lige til kanten, spillere lå længe, når de lå, der var udskiftninger osv. osv. Fair nok – vi havde alle gjort det samme. Men tiden lægges bare på i den anden ende.

Til gengæld var det ganske interessant at se, at scoringsjubelen efter udligningen varede 1:25 – og der blev fløjtet af efter 5:05, blot fem sekunder mere end det oprindelige bud.  Her kunne man have brugt ‘anden årsag’ – men nok meget fornuftigt at fløjte af, for alles tankevirksomhed var nu alligevel rettet mod den forlængede spilletid.  Tilsvarende i 2. halvleg af den forlængede spilletid går der nøjagtig to minutter med jubel efter Bales 2-1 mål – men der lægges vel reelt kun ét minut til, selv om det hele sløres noget af Varanes idiotiske sparken en bold ud i Atleticos boks og Simeones tilsvarende amokløb og efterfølgende bortvisning.

Så tillægstid er og bliver en subjektiv størrelse efter dommerens skøn, men placeret i en objektiv ramme, som fodboldloven har sørget for.  Og nu vi er ved tid, forventede alle jo, at der skulle byttes lige over uden ophold i pausen mellem de to halvlege i den forlængede spilletid. Igen en konvention: fodboldloven siger bare, at spillerne har krav på en 5 minutters pause mellem de to ordinære halvlege – og dommeren kan tillade en tilsvarende 5 minutters pause før starten på den forlængede spilletid. Intet om hvad der skal ske mellem de to halvlege i den forlængede spilletid. Ingen har krav på noget – men det var nok meget pragmatisk af dommeren at give mulighed for lidt krampebehandling osv., for flere så ud til hverken at kunne krybe eller gå.

Slut på de betydende europæiske turneringer på højeste niveau – next stop Brasilien.