Jans Corner: Regler og udtalelser til pressen

Når jeg gerne vil fremprovokere en reaktion fra tilhørere, kan jeg finde på at sige noget i stil med, at fodbold er cirka det eneste spil, som man kan dyrke uden at kende reglerne. Selv i ludo er man nødt til at være nogenlunde klar på, hvordan man undgår at blive slået hjem. Det er selvfølgelig en skarpt vinklet påstand, for naturligvis behøver man ikke at kende til samtlige detaljer for at kunne klare sig. For at skifte til et helt andet plan, hvor mange af os har så nærlæst alle detaljer i instruktionsbogen til den nye indkøbte støvsuger, eller hvad det nu kan være? Ikke mange – og i hvert fald ikke jeg. Men det går jo egentlig meget godt alligevel, og kommer man i problemer, så kan man slå tingene op. Den mulighed har dommeren så ikke i kampens hede – det ville ellers være fedt at kunne ringe til en ven, når det absolut uventede indtraf – men det er en anden historie.

Så selvfølgelig kan det ikke undgås, at der ind imellem kommer til at stå ting, hvor man må spørge sig selv ‘Sagde han virkelig det?’ – og ind imellem også undre sig over, at der ikke var en behjertet skribent, der havde åndsnærværelse nok til at indse, at det her holder bare ikke.

Den aktuelle anledning er en artikel på bold.dk, som en venlig læser har gjort mig opmærksom på, og den kommer godt tilpas efter en weekend, hvor vi for en gangs skyld ikke har været helt oppe på de høje nagler. Så må vi jo gå efter det lidt mere jordnære. Det handler om Lyngbys målmand Nicklas Højlund, som i søndagens kamp mod HB Køge reddede hele to straffespark. Det vil sige, egentlig var det det samme straffespark, og det var just det, der var årsagen til Højlunds harme. For uanset at det er en flot præstation at redde bare ét straffespark, var Højlund noget muggen på dommeren over, at det blev til to. Som han sagde ‘Det var mig, der blev dømt for at gå for tidligt. Det bliver jo aldrig nogensinde dømt, og hvis Kjær havde scoret, var der jo aldrig dømt omspark. Jeg synes, at det var latterligt, at der blev dømt omspark, men så var det jo godt, at jeg snuppede den igen.’ Det er ikke mere end en tre måneder siden, at straffespark blev dissekeret på denne plads, så det skal jeg nok lade være med igen – men der er alligevel nogle ting, der springer i øjnene her.

Duellen ved et straffespark er vel det nærmeste, som man i fodbold kommer den klassiske Wild West-duel, mand mod mand – omend med mindre dødbringende våben. Hele dette element med, at nu er man tilbage ved grundsubstansen, den direkte konkurrence, er også årsagen til, at man ved uafgjorte kampe ved festlige lejligheder kårer vinderen ved en straffesparkskonkurrence. Rent bortset fra den helt elementære spænding for tilskuerne, har det dog noget med fodbold at gøre. Jeg har oplevet en møgsur træner påstå, at det ville være mindst lige så sportsligt at stille spillerne ovre ved hegnet og afgøre, hvis der var længst (sorry, ladies) – men jeg har endnu ikke set andre og bedre seriøse forslag end straffesparkskonkurrencen.

Når det nu er så afgørende en chance, og det som alle andre steder i fodbold gælder, at den kloge narrer den mindre kloge, er der sat nogle reguleringer for, hvad man som dueldeltager kan tillade sig. Angriberen må finte alt det, som han vil i tilløbet (selv om det selvfølgelig i helt ekstreme situationer kan blive til usportslig opførsel og skal straffes), men han må ikke, når først støttebenet er sat i, og der skal sparkes, lade være med det – altså f.eks. ved at sparke over bolden og derved forcere målmanden til den ene side. På den anden fløj skal målmanden have en del af hver fod på mållinjen mellem målstængerne, og dér skal han blive, men han må bevæge sig sidelæns på mållinjen og derved psyke angriberen, ligesom angriberen må finte målmanden. Men han skal blive på stregen, indtil der er sparket. Jeg ved godt, at det gør han matematisk så godt som aldrig – lige så vel som alle andre spillere heller ikke bliver uden for feltet og buen, indtil sparket er taget, men så skal vi have fat i den berømte og her mange gange fremhævede klausul, at dommeren skal undlade at dømme for bagatelagtige eller tvivlsomme forseelser. Ellers fik vi formentlig aldrig nogensinde sparket et korrekt straffespark.

Men der er en blonde, og hvis f.eks. målmanden, som ofte set, er halvvejs ude i målfeltet, før der sparkes – det er immervæk knap 3 meter – har vi forladt det bagatelagtige. Jeg ved ikke, om det var tilfældet med Højlund – men det må jo på en eller anden måde have overskredet normerne, siden det blev dømt. Man kan vende tingene på hovedet: ville vi acceptere, at angriberen rykkede bolden knap 3 meter tættere på mål, før han sparkede? Der må være lige vilkår mellem duellanterne.

Og så tilbage til det, som Højlund sagde. ‘Det bliver jo aldrig nogensinde dømt.’ Jeg medgiver, at jeg også synes, at dommerne, både herhjemme og internationalt, er for tolerante – vi taler tods alt om fodboldspillets største chance – men under alle omstændigheder duer argumentet ikke: det er på linje med ‘Hvorfor skal jeg have en bøde for at køre uden cykellygte, når naboen gør det hver dag ?’. Men det virkelige mysterium er udtalelsen ‘Hvis han havde scoret, var der jo aldrig dømt omspark’. Nej – selvfølgelig ikke. Hvis man nu satte sig i angriberens sted, havde scoret, og målmanden havde begået en forseelse – hvad ville man så helst have, et mål eller et nyt forsøg ? Fodboldloven er så viseligt indrettet, at når vi har situationer som denne, er det tankerne bag fordelsreglen, der ligger bag den endelige afgørelse. Selvfølgelig skal angriberen ikke snydes, fordi målmanden har gjort noget ulovligt.

Højlund klarede selv paragrafferne, og det var flot gjort – men der må sidde en meddeler, journalist eller hvad det nu er, med en besynderlig smag i munden. Sådan en udtalelse skal efter mine begreber aldrig ud på tryk – men måske tror vedkommende selv, at reglerne er sådan. Hvilket fører til det sædvanlige tilbud: vi kommer mægtig gerne ud og giver et crash-kursus i de almindeligste misforståelser og hyppigst fejlfortolkede regler. Det behøver ikke være kedeligt – og det er helt ærligt ment til alles fordel.