Vi forblev på de høje nagler i sidste uges Superligarunde. Denne gang ikke så meget på grund af kampsituationerne – men mere på grund af alt det, som foregik i medierne omkring mandagskampen mellem FC Midtjylland og SønderjyskE. At kampen i sig selv også kunne kaste benzin på bålet, gjorde det ikke just bedre.
Det hele begyndte, da FCM’s træner forud for kampen – faktisk i det dagblad, som omgiver det eksemplar af Tipsbladet, som du sidder med i hånden nu (medmindre du foretrækker netudgaven) – følte sig kaldet til at komme ud med den opfattelse, at hans hold blev for hårdt vurderet af dommerne, bl.a. med fire udvisninger hidtil. Det blev udtrykt tilpas finurligt, men der kunne i gengivelsen ikke være tvivl om, at det specielt handlede om de FCM-spillere, som er mørkere i huden end de andre. Faktuelt også helt relevant, eftersom de har tegnet sig for tre af de fire udvisninger. Dem vender jeg tilbage til.
Som kampen formede sig, kunne alle bagefter se, at her kom der til at mangle en advarsel nr. 2 = udvisning og et straffespark. Begge dele imod SønderjyskE, hvorefter SønderjyskEs træner bagefter kunne konkludere, at FCM-træneren havde haft held til med sine udtalelser at påvirke dommeren. Hvilket samme dagblads netavis valgte at kolportere med den vidunderligt tvetydige overskrift ‘Dommermanipulation’. Jamen, har vi det ikke herligt…
Lad mig sige det på den måde, at jeg simpelthen nægter at tro på, at nogen dansk dommer ved sine kendelser skulle tage hensyn til, om en spiller var lys, mørk, blå eller skotskternet – eller for den sags skyld var rødhåret, havde dårlig ånde eller talte grimt. Af flere grunde: dels fordi jeg grundlæggende tror det bedste om folk, indtil det modsatte er bevist (det gælder også f.eks. fodboldtrænere), dels fordi dommeren simpelthen ikke har tid til at have en ekstra parameter som hudfarve osv. med i sine overvejelser oveni alle de andre ting, som han skal vurdere i et splitsekund.
Jeg ved godt, at det kan være svært at forklare for nogle, som ikke selv har prøvet at løbe rundt derinde, uanset kampniveau – men når kampen er i gang, er det bare dem med de røde eller blå trøjer. Og skulle der endelig være en dommer, som var ‘dygtig’ nok til også at tage disse udefra kommende omstændigheder med i sine overvejelser, ville han ikke være i branchen ret længe.
Derimod tror jeg på to andre ting. Dels, at der er spillere, som via deres position på banen pr. definition bliver involveret i flere tætte situationer end andre, og også på grund af deres position har en mere direkte spillestil end andre. De berømte ‘skraldemænd’ på midtbanen, eller hvad vi nu skal kalde dem. De vil rage flere personlige straffe til sig end andre – og sådan nogle spillere har der til alle tider været. Jeg har været med til at lave videoklip til elitedommerkurser siden 1993, og der har altid været stamgæster – ofte først rigtig tydeligt, når man så det hele i sammenhæng efter sæsonen – og med en pæn portion ‘lyse danskere’.
Samtidig tror jeg også på – baseret både på TV og erfaring live – at der mellem lande og verdensdele er ganske store kulturelle forskelle på, hvordan man f.eks. kæmper om en bold, begiver sig ind i en tackling osv. Skal man endelig prøve på yderst farlig vis at generalisere, er der f.eks. mange afrikanske spillere, som giver sig 100 % og spiller med fuld risiko i indsatserne mand til mand. Det er guld værd for et hold, når det går godt, men risikoen er også så stor, at det ofte fører kort med sig, når det går galt.
Det er ting som tacklinger med to ben, knopperne forrest osv. For vel snart femten år siden slap en daværende toptræner og nuværende (god !) TV-kommentator fra at bruge begrebet ‘en afrikanertackling’, uden at nogen protesterede, for alle vidste, hvad der mentes, og alle kunne se det. Denne anderledes og meget dedikerede indstilling er også det, som får nogle af os lovnørder til at prøve at følge med, når der er African Cup på TV, for her ved vi, at der er garanti for smæk for skillingen.
Alt dette for at sige, at hvis FC Midtjylland føler sig hårdt ramt, kan det dels være på grund af spillernes funktion på banen, dels på grund af den indstilling, som de bærer med sig hjemmefra. Ser vi på de fire udvisninger, som blev bragt op oprindelig, er den ene (2. advarsel) klart forkert: den er tidligere indrømmet, undskyldt og i øvrigt accepteret af træneren. De tre andre er så klare, at de for den sags skyld kunne bruges til vores eksamen efter dommergrundkursus, for de er klassiske eksempler på det, som fodboldloven lidt støvet kalder ‘voldsom adfærd’. Det dækker over forseelser som spark, slag, albuer eller spytten begået mod en modspiller (eller andre), uden at det er i kamp om bolden. Og det er netop det, som er karakteristisk i alle situationer: bolden er væk, så det er rent mand-til-mand. Man kan kalde det hævnakt, reaktion e.l. – men lovmæssigt er udvisningen i den grad klar.
For at vende tilbage til de de to kontroversielle situationer fra kampen mellem FCM og SønderjyskE, som generelt ikke var for små børn. Hvorfor går det galt for dommeren her ?
Det kan kun blive et gæt fra lænestolen, men jeg vil tro, at det ved Izunnas sene tackling, som bør medføre 2. advarsel, ikke er krystalklart, hvor stor kontakten egentlig er. Det fremgår først rigtigt af de langsomme gengivelser. Og Kristian Baks hands i straffesparksfeltet er utaditionel, i og med at han går ind i blokeringen med ryggen til. Mange vil have det som en tommelfingerregel, at sker kontakten med ryggen til, er den nok med overvejende sandsynlighed uforsætlig og straffri – men det er kun en tommelfingerregel. For Baks arm er decideret strakt i vejret for at kunne dække et større omåde, og bruger man armene til at gøre sig højere eller bredere, er kontakten at betragte som forsætlig.
Så, believe it or not, dommerne gør deres bedste uden skelen til ting, som ikke har noget med fodbold at gøre. Nogle gange er det så ikke helt godt nok alligevel – men mennesker er vi allesammen.