Jans Corner: Igang igen

Så fik vi startet Superligaen – og med nogle forrygende kampe. Jeg havde en weekend uden udgående forretninger, så jeg havde mulighed for at følge med i det meste, mere eller mindre intensivt. Jeg glæder mig altid til, når bolden ruller igen herhjemme. Mange kommer om vinteren og siger til mig, at det må da være rart med en pause – men problemet er, at vi lovpsykopater ikke har nogen vinterpause, for dér kører alle kurserne, både for elitedommerne, men så sandelig også for alle breddedommerne. Så i virkeligheden er der for én med min kasket endnu mere travlt om vinteren. Og når man har turneret tilpas længe med den nye offside-fortolkning (eller hvad det nu kan være), er det altså rigtig rart at komme tilbage i praksis.

Vi kom heldigvis igang uden de helt store armbevægelser trods stor intensitet. Jo, der var da et par småskvulp – måske mest efter mandagskampen, hvor FC Nordsjælland ikke var ubetinget tilfredse (faktisk slet ikke!) med det straffespark, som blev tildelt Esbjerg. Set fra skærmen er der nu ikke begået noget decideret justitsmord. Jeg har godt set, at der er blevet plæderet for, at det bare var en skulder, som Nicolai Stokholm fik lagt Jakob Ankersen ned med. Ikke fordi det ville gøre en større forskel, for selv skulderen må man kun bruge lovligt, hvis nogle betingelser er opfyldt (dem kan vi tage en anden gang), men lovteknisk forudsætter et angreb med skulderen, at armen er i ro og ikke bruges som selvstændigt instrument. Med andre ord skal det være skulderen og intet andet – og her var armen i den grad aktiv. Så er vi ovre i kassen for puf, og sådan ét skal koste et direkte frispark.

Næste trin er, at det også blev hævdet, at forseelsen blev begået uden for feltet. På sæt og vis er denne situation meget lig den fra sidste uge med Demichelis forseelse mod Messi lige omkring grænsen til straffesparksfeltet. Dér var der to kontakter – den sidste indenfor. Her strækker puffe-forseelsen sig også over ganske lang tid. De vinkler, som jeg har set situationen fra, er ikke optimale, men det ser unægtelig ud til, at den kontakt, der til slut bringer Ankersen til fald, sker inde i straffesparksfeltet. Det hele er uden tvivl startet udenfor – men så længe der ikke er fløjtet, og der stadig begås en forseelse, er det OK at ende med straffesparket.

Nogle har så nævnt, at straffesparket, hvis det endelig var der, var et af de små af slagsen. Nu er det sådan, at straffespark kun leveres i one size. Lidt ligesom at være gravid – man kan ikke være en lille smule gravid: enten er man det, eller også er man det ikke. Sådan er det også med straffespark. Det, som man kan overveje, er, om kendelsen her er i overensstemmelse med den linje for kropskontakter, som dommeren i øvrigt har anlagt gennem kampen (vi har stadig den berømte passus om, at dommeren ikke skal fløjte for bagatelagtige eller tvivlsomme forseelser). Men hvis en tilsvarende kontakt ude midt på banen ville have medført et direkte frispark efter den lagte linje, så er der også straffespark her. Mange har den idé, at et straffespark skal være specielt tydeligt, for at man skal dømme det, men én af grundpillerne i fodboldloven er, at en forseelse vurderes ens, uanset hvem der begår den, hvor den begås, og hvornår i kampen den begås.

Én af de lidt mere kuriøse situationer optrådte i kampen med den åndeløse afslutning mellem Brøndby og AaB. AaBs mål til 2-1 scores efter et lynhurtigt taget indkast i venstre side, hvorefter et gennembrud på fløjen resulterer i en tværaflevering, som Daniel Stenderup bugserer i eget mål. Da AaB-spilleren spilles, er han vel en 3-4 meter foran den næstsidste forsvarsspiller – og det var imponerende at følge diverse fora dagen efter, hvor der fra nogle sider blev harcelleret voldsomt over, at der ikke blev dømt offside. ‘Røveri’ var en af de mildere gloser fra den kant. Nu har denne klumme på det seneste handlet meget om offside, men jeg kan ikke lade være alligevel, for lige dette hjørne har vi ikke rørt. Godt nok er man i offside-position, hvis man (i populærudgaven) er foran både bolden og næstsidste modspiller, når bolden spilles af en medspiller. Men der er lige et par undtagelser. Den ene er, hvis man er på egen banehalvdel, når bolden spilles. Og den anden er, hvis bolden kommer direkte fra målspark, hjørnespark eller indkast, som den gjorde her.

Ved alle tre igangsættelser er det teknisk muligt at være foran bolden og næstsidste modspiller (også ved hjørnesparket – hvis bolden ligger tilpas langt ude i kvartcirklen, og angriberen er omkring mållinjen). Men det er altså ikke muligt at blive offside i de situationer, så scoringen var helt efter bogen. Værd at bemærke – for mange spillere (og trænere) ved faktisk ikke, at man ikke kan blive offside direkte på et målspark – og det kan man godt spille taktisk på, hvis man har lyst til det. Men selv linjedommere og dommere kan blive overraskede – i forrige sæson fik vi i fin stil vinket en situation som den beskrevne med bolden direkte fra indkast, uden at (ret) mange brokkede sig. Som altid er kodeordet koncentration – selv det umulige sker på et tidspunkt.

Ellers er det den 1. marts, at The Board (fodboldens lovgivende organ) mødes for at se på mulige lovændringer. Den gode gamle tredobbelte straf, som jeg også har været rundt om her før (berøven af oplagt scoringsmulighed, som medfører udvisning, straffespark og karantæne) er på igen, men kun som diskussionspunkt, som den har været mange gange før. Der er ikke på papiret lagt op til de store ændringer – det sker næsten aldrig i et slutrundeår. Men man ved aldrig.

Diskussionen om den tredobbelte straf var senest aktuel ved Arsenal-målmand Szczesnys forseelse mod Bayern Münchens Robben i sidste uge. Af en eller anden grund trækker det større overskrifter, når det går ud over målmændene. Men igen – og i hvert fald indtil videre – en forseelse vurderes ens, uanset hvem der begår den, hvor den begås, og hvornår i kampen den begås.