Jans Corner: Scoringsjubel

Fodbold drejer sig om at score mål. Faktisk er der en hel, omend lidt overset, paragraf i fodboldloven, der handler om lige akkurat det. Og for alle tilfældes skyld slår den fast, at ‘det hold, der har scoret flest mål hos modspillerne, har vundet kampen’. Og oven i hatten, at ‘hvis begge hold scorer lige mange mål, eller der ingen mål scores, er kampen uafgjort’. Så en eventuel idé om at lade f.eks. antallet af tilkendte indkast eller færrest begåede frispark kåre vinderen, har altså ingen gang på jorden, hvis nogen skulle finde på det. Så er det ikke fodbold længere. Ikke helt så vanvittig en idé, som det kunne lyde: jeg har i mine absolut yngre dage været på linjen i en pokalturnering mellem internationale luftfartselskaber, hvor vinderen – ved uafgjort efter ordinær tid – var det hold, som havde fået flest hjørnespark i 2. halvleg…

Til scoring hører også retten til at juble den. Det er selvfølgelig tilladt at være glad – men alting med måde. Diskussionen om tilladt scoringsjubel får mig altid til at tænke på den notorisk dårlige taber, som blev foreholdt det gamle mundheld ‘Tab og vind med samme sind’, men kun havde som kommentar, at det gav han ikke meget for, for han havde frygtelig svært ved at være sur, når han havde vundet.

Så der må jubles – men fodboldloven sætter nogle grænser. Først og fremmest må det ikke kamme over i forhaling ved, at spillerne tilbringer uforholdsmæssig megen tid på modspillernes banehalvdel. Vi kan jo ikke komme i gang igen, før de er væk derfra. Til gengæld er det ikke i sig selv – skønt mange tror det – en forseelse at forlade banen for at juble. Ellers ville det være svært at lave en scoringsjubel f.eks. i Aarhus, hvor man skal forcere en løbebane for at komme ud til sine fans. Tidsfaktoren er igen afgørende – det må ikke tage længere tid, end godt er. Så er der bestemte typer scoringsjubel, som pr. definition skal koste en advarsel: at udvise hånende eller provokerende adfærd over for modspillerne, deres officials eller tilhængere. Så en jubelscene, måske endda med gestus, ud mod modspillernes fans duer ikke. Man må heller ikke klatre op ad et eventuelt rækværk mod tilskuerne, tage trøjen af eller tildække sit hoved med den – eller (har vi nu også skrevet med ind i den danske lovbog) iføre sig en maske eller tilsvarende. Den supplerende fortolkning stod der ikke i forrige sæson, hvor Vestsjællands Rasmus Festersen lavede en Zorro-maske med stof, som han havde haft gemt i strømperne. Han havde en advarsel i forvejen og røg dermed helt korrekt ud – med en del palaver til følge. Lige denne passus havde vi ikke i vores vildeste fantasi forestillet os på dansk grund, men troede den reserveret til brasilianske karnevalstider eller lignende. Men vi blev klogere.

Dette er så kun eksempler på, hvad der SKAL koste en advarsel – på dansk har vi indføjet en sætning, som vi faktisk er ret glade for, nemlig at spilleren ikke må overskride de almindelige grænser for opførsel på en fodboldbane. Ånden i den er rimelig klar, men giver både spillere og dommere noget spillerum. Og kan også imødegå standardindvendingen, nemlig at fodbold handler om følelser. Ja, i den grad, og det er der fuld forståelse for (faktisk skriver vi også, at dommeren skal være synlig og udvise sund fornuft i sin håndtering af jubelscener) – men det må ikke blive til et cirkus.

Og hvorfor så hele denne lange indledning. Jo, fordi en jubelscene af de mere interessante de seneste dage har cyklet rundt på internettet. Vi skal til en af de højere italienske amatørrækker og en kamp mellem Ponticelli og Riolo Terme. Kampen afvikles på en mildest talt våd og mudret bane, og efter et grumt målmandskiks lykkes det en angriber fra vel en halv meters afstand at få skovlet bolden over stregen. Og så bliver han glad – rigtig glad. Han bliver rent faktisk så glad, at han spurter uden om alle gratulanterne i form af medspillere, reserver og officials, styrter direkte mod udskiftningsboksen og nikker plexiglasvæggen på siden af den en skalle. Om boksen har været et håndværkertilbud eller ej, vides ikke – men spilleren lander i hvert fald inde i boksen, da væggen giver efter under presset fra spillerens hoved. Dommeren – den humorforladte sjæl – kvitterer med en direkte udvisning. Og dermed avancerer situationen fra at være en kuriositet til at være lovmæssigt interessant for os nørder.

Skal man gribe til den ultimative straf at udvise en spiller, giver fodboldloven syv muligheder. Fem af de syv muligheder kan vi hurtigt eliminere – det er sådan noget som at få advarsel nr. 2, at berøve en oplagt scoringsmulighed enten ved en forseelse mod en modspiller eller ved hands, at spytte efter en anden – eller ved at gøre sig skyldig i spil, som i alvorlig grad er utilladeligt (det foregår altid i kamp om bolden).

Så hvis udvisningen skal holde vand, skal den enten hænges op på forseelsen ‘at bruge fornærmende, hånende eller upassende sprog eller tegn’ eller ‘voldsom adfærd’.

Hvad den første angår, indbefatter sprog godt nok også kropssprog, men der skal i min optik vrides temmelig meget, før en skalle til en væg i en udskiftningsboks bliver til upassende kropssprog. Og voldsom adfærd er defineret som noget, der sker mod en hvilken som helst person på banen eller uden for grænselinjerne, uden at det er i kamp om bolden. Ved festlige lejligheder strækker vi begrebet ‘person’ til også at omfatte andre levende væsener (ellers ville vi f.eks. ikke kunne ramme den spiller, som sparker til den hund, der løber ind på banen) – men at strække ‘person’ til også at omfatte en udskiftningsboks bliver lige meget nok, synes jeg.

Så mens jeg har dyb sympati for, at dommeren ikke har lyst til at have sådan et løsgående missil gående rundt på sin bane resten af kampen, så skal der jo også lige være en lovmæssig knage at hænge kendelsen på. Jeg ville have stemt for en advarsel (scoringsjubel, der overskrider de almindelige grænser osv.) – og en separat indberetning, som højere magter kunne se på med henblik på eventuel karantæne.