Jans Corner: Ak ja, den offside-regel

Tilbage i sommeren 2013 kom der nogle ændringer til fortolkningen af offside-reglen. De havde til formål at bringe reglen mere i overensstemmelse med det virkelige liv og frem for alt gøre den lettere at både forklare og forstå. Det var et punkt, som havde optaget både spillere og trænere en del (uden tvivl også tilskuere, men de rammer jo ikke helt så automatisk mediernes overskrifter). Så nu skulle frustrationer og åbenlyse ‘Det kan da ikke være rigtigt’-oplevelser gerne reduceres – for helt elimineres kan de nok aldrig, når vi taler jura og følelser på én gang. Tilbage i juli skrev jeg på denne plads, at man nogle steder i Europa nærmest frygtede en revolution, men at vi herhjemme intet havde at frygte i den anledning, idet vi hele tiden havde ligget midt inde på hovedvejen og stort set gjort, som man nu også skulle efter den nye fortolkning. Der var en enkelt reel ændring, men den var så uhyre håndfast, at det ikke burde give problemer. Da jeg dengang efter nogle overvejelser skrev ‘nogle steder’, kunne jeg lige så godt have skrevet de britiske øer (eller for nu at indsnævre det, ‘England’). Her havde man sin egen opfattelse af offside-reglen – ikke på hovedpunkterne, for det ville naturligvis ikke gå, men på nogle fortolkninger, når man kom ud i hjørnerne.

Det er min opfattelse, at det egentlig er gået rigtig fint med at få vendt virkelighedsopfattelsen til ‘det nye’, også i England og nabolande. Det er i hvert fald meget få ting, der har nået overskrifterne – og når det endelig er sket, er det ofte, fordi dommerne har gjort det rigtige, men ikke alle andre parter har været med på det nye. Derfor var det virkelig en kold afvaskning at se det annullerede mål mellem Newcastle og Manchester City i søndags. Problemet er, at med den gamle fortolkning ville man muligvis en mørk nat med solen i øjnene have kunnet argumentere for, at der skulle dømmes offside – men der er ingen argumenter tilbage efter den nye fortolkning. Så i min optik burde Newcastles udligningsmål til 1-1 have været anerkendt.

Vi tager en hurtig tur gennem reglen. Man skelner mellem offside-position og offside-strafbarhed. Det vil sige, at man i princippet kan stå i offside-position gennem 2 x 45 minutter – men man skal begå en eller anden yderligere forseelse, mens man er i positionen, for at skulle straffes. Positionen først. Den er man i, når man i det øjeblik, hvor bolden spilles af en medspiller, er nærmere modspillernes mållinje end både bolden og næstsidste modspiller. Eller i hurtigudgaven: foran både bolden og næstsidste modspiller. ‘Nærmere’ betyder med en del af hoved, krop eller fødder – arme tæller ikke med. Det kan være svært nok at vurdere, som vi alle kan se – men dog objektivt målbart.

Så er der tre måder at gøre sig fortjent til at blive straffet på. At indvirke på spillet, genere en modspiller eller opnå en fordel af sin offside-position. Tre fagudtryk, som ikke bare skal fortolkes efter almindelig dansk sprogbrug, men har en knivskarp definition, som fagudtryk i alle brancher nu engang har det.

Både ‘indvirke’ og ‘opnå en fordel’ implicerer, at spilleren rører bolden. Enten direkte fra en medspiller (indvirke) eller fra målstang, overligger eller modspiller (opnå en fordel). Den sidste er der en god portion krøller i, men i forhold til søndagens situation i Newcastle er både den og ‘indvirke’ irrelevant, da den pågældende spiller ikke rører bolden. Så står vi tilbage med ‘genere en modspiller’. At genere en modspiller vil sige at forhindre en modspiller i at spille eller kunne spille bolden, f.eks. ved klart at spærre for en modspillers udsyn eller bevægelser eller angribe ham for at erobre bolden. Det nye er, at man længere ikke anses for at genere, hvis man distraherer en modspiller ved at gestikulere eller bevæge sig (det, som nogle har kaldt ‘den psykiske gene’). Det er netop denne variant, som har givet flest problemer i det virkelige liv, hvor forsvarsspillere har følt sig generet af en angribers tilstedeværelse (eller har spillet på det), hvilket har gjort det ekstremt svært for dommerne at skønne, så på ensartethedens alter er det rigtig rart at være sluppet af med den. At genere kræver med andre ord en fysisk indsats rettet mod forsvareren.

Og så til situationen fra Newcastle. Ved stillingen 1-0 til City efter en god halv times spil sender Tiote et projektil af et skud afsted fra cirka 20 meters afstand. Ingen tvivl om, at der er tre Newcastle-spillere foran bolden og næstsidste modspiller og dermed i offside-position, da bolden spilles. De befinder sig alle i målfeltet eller lige omkring grænsen til det. Da skuddet kommer, må den bageste af dem lige trække kroppen til sig, så han ikke bliver ramt af bolden, hvorefter bolden passerer Joe Hart. I tidligere tider ville dommer og linjedommer også have skullet vurdere, om denne minimale bevægelse fra angriberens side distraherede en modspiller, det vil sige her målmanden. Men eftersom den bestemmelse forsvandt i sommer, står det kun tilbage at vurdere, om angriberen er i vejen for målmandens bevægelser eller står i hans direkte udsyn til bolden. Ingen af de to ting er efter min bedste overbevisning opfyldt. Og selv om én af dem havde kunnet bringes i spil, vil jeg tilføje mit eget personlige check-spørgsmål til fortolkningen som hjælp til afgørelsen: ‘Gør angriberen en forskel ?’ – eller sagt på en anden måde, ‘Ville målmanden have reddet den bold, hvis angriberen ikke havde været der ? ‘. Bolden bliver kilet op i målhjørnet, Joe Hart har frit udsyn til den hele vejen, og han går ikke engang efter den. Så også på den konto bliver svaret et nej.

Det var én af de dage, hvor man – hvis man holdt med Newcastle – med god ret kunne skumle længe. Men det viser endnu en gang, at offside-reglen ikke er for små børn. Afgørelserne skal tages på et splitsekund, og der er ingen langsomme gengivelser til at hjælpe på vej. Jeg vil gætte på, at både dommer og linjedommer vil ærgre sig grumt, når de genser denne situation på TV. Det håber jeg i hvert fald.