Udvisning – men for hvad?

Nogle har den opfattelse, at fodboldloven er opbygget som et sindrigt system af små kasser, hvor den enkelte mulige forseelse kan passe ind. Så er det dommeren, der efter sit skøn afgør, om forseelsen skal ned i kassen eller ej.

Sådan er det faktisk også i langt de fleste tilfælde, men engang imellem kommer man alligevel derud, hvor der er flere mulige kasser. Måske overlapper de endda (hvis kasser ellers kan det).

Og så er det, at vi teoretikere bliver glade. Dels fordi det er spændende at se, hvilken tilgang dommeren vælger, og dels fordi vi ved, at så er de næste dages diskussionsemner reddet.

Sådan en situation blev båret frem på et sølvfad mod slutningen af den højdramatiske (og underholdende, men nu ikke specielt kønne) kamp mellem Brøndby og FCK  i sidste weekend. Situationen er den, at der netop er blevet reduceret til 2-3, og FCK synes mentalt ovenpå, samtidig med at Brøndby kommer til at stå meget dybt. Så kommer der pludselig en hurtig omstilling, og på den kontra fælder Pierre Bengtsson Kenneth Zohore med et meget langt ben direkte på læggen. I en situation, hvor Zohore er i stor fremdrift vel 10 meter inde på sin egen banehalvdel, og hvor der ikke er andre modspillere i umiddelbar nærhed.

Der byder sig nogle muligheder til. Dommeren skal for det første vurdere, om der er tale om en berøven af oplagt scoringsmulighed (det, som i folkemunde stadig går under betegnelsen ‘nødbremse’ – meget malende, men ikke altid dækkende). Der er det obligatoriske sæt af kriterier, som dommeren skal vurdere. Intet af disse kriterier er i sig selv afgørende, men de bidrager alle til det totale billede og grundlaget for vurderingen.

Hvor lang var afstanden til målet (for alt andet lige må man formode, at det hele bliver mindre oplagt, jo længere afstanden er)? Hvad var angriberens sandsynlighed for at bevare eller opnå kontrol over bolden? Hvordan så spilretningen ud (var det nogenlunde mod mål eller f.eks. ud mod siden)? Hvor mange forsvarsspillere var der – og hvordan var de placeret  (ikke et spørgsmål om at være bageste mand eller ej – en anden typisk misforståelse – men om de ville kunne nå at gribe ind)?

Når alt dette er tordnet gennem dommerens hjerne på under et sekund, kommer vi så til bundlinjen: hvad der ville der mon være sket, hvis der nu ikke var begået en forseelse?  Havde der foreligget en oplagt scoringsmulighed (ikke bare en mulighed, men en oplagt én), så har vi et rødt kort.

Tilfældigvis var jeg selv på Brøndby Stadion i lørdags, og det nåede lige at flyve gennem hovedet på mig, at her nøjes man forhåbentlig ikke med gult, før det blev klart, at det gjorde dommeren ikke. Som berøven-situation er episoden yderst utraditionel – jeg tror kun, at jeg én gang tidligere har set en forseelse af den type begået på angriberens egen banehalvdel, og det er selvfølgelig også det, som har givet lidt (men nu ikke så meget som forventet) diskussion –  men igen er det kun én af parametrene. Vi har ingen andre forsvarsspillere, som kan nå at gribe ind med den fart, som Zohore skyder, retningen er lige ned i banen mod mål, og han har fuld kontrol over bolden.  Forseelsen er set udefra glasklar.

Så kan man jo overveje, ‘hvad nu hvis’ der havde været forsvarsspillere længere nede. Vi har stadig en grov forseelse med benene – så nu skal vi have fat i kriterierne for tildeling af kort ved tacklinger. Her skal dommeren vurdere forhold som kontrollen over tacklingen (er benene på jorden eller i luften, sættes der ind med ét eller to ben osv.). Voldsomheden i tacklingen, altså den fart, hvormed den sættes ind, er også et kriterium – ligesom muligheden for at spille bolden og viljen til at gøre det.

For at starte bagfra: Bengtsson har ikke en kinamands chance for at spille den bold, som er foran Zohore – og tacklingen kommer bagfra. Den er godt nok kun med ét ben, men den kommer voldsomt og rammer højt oppe på angriberens ben (læggen). Hvis dommeren skønner, at vi har forladt det begreb, som hedder en hensynsløs tackling og er gledet over i det, som hedder en tackling med unødig stor kraft, er kortet også skiftet fra gult til rødt. Og det synes jeg faktisk, at det ville kunne for denne aktion – hvis ikke lige det røde kort allerede var sikkert på grund af berøven af den oplagte scoringsmulighed.

Det skal også med, at hvis vi har en voldsom tackling, og modspillerens sikkerhed bringes i fare, så er vi automatisk på et rødt kort. Det er uden tvivl ikke Bengtssons hensigt at skade Zohore – men det laver ikke om på, at benet kommer med stor kraft bagfra, ind på et ubeskyttet sted (eftersom benskinnerne sidder foran) og uden at der er mulighed for at spille bolden.  Så hvis der ikke havde været tale om berøven, havde man stadig sagtens kunnet forsvare et rødt kort alene for tacklingens karakter.

Endelig er der den sidste lille krølle, nemlig forseelsen ‘at bremse et lovende angreb’. Her er der minsandten også en stak kriterier, hvoraf nogle nu vil lyde velkendte. Dommeren skal se på afstanden til målet, spillerens kontrol over bolden, forsvarsspillernes antal og placering, antallet af angribere involveret i situationen – og endelig hvilke muligheder spilleren havde for at aflevere bolden, da han blev bremset.  Kan der sættes flueben ved tilpas mange af de kriterier til, at man som en helhedsvurdering kan sige, at et lovende angreb er blevet bremset, har vi et gult kort.  Men eftersom fodboldloven også opererer med den præmis, at man ved to samtidige forseelser dømmer for den groveste, kommer den sidste mulighed slet ikke i spil, når vi allerede har to plausible grunde til et rødt kort.

Situationen med berøven er som sagt sjælden, fordi den foregår på den modsatte banehalvdel – men det er ikke noget problem i sig selv.  Mindst lige så sjældent er det at have en situation, som kan vendes og drejes så meget. Jeg kan næsten ikke vente på vinterens kursus- og dommerklubsaftener…