Jans Corner: Nordisk samarbejde

Forrige weekend var jeg på Færøerne til Nordisk Konference inden for dommerområdet. Det er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor vi som et af punkterne altid har DVD-klip med fra vores hjemlige turneringskampe for at spørge kollegerne, hvordan denne situation ville blive vurderet i deres land. Det er rigtig rart at kunne sige, at det kun er nuancer, der skiller os, og selv om bølgerne og argumenterne kan nå uanede højder, når der diskuteres, ender vi altid med et eller andet sted at blive enige (eller i det mindste være enige om, hvad vi ser forskelligt på).

Når man har været med til denne seance gennem de seneste 30 år, er det påfaldende, som tingene har ændret sig. Mens man i gamle dage virkelig kom med hver sine lovmæssige kæpheste i kufferten, og der billedlig talt skulle slås for hver eneste lille tilnærmelse mod en midtnormal, er det påfaldende, så små forskellene i opfattelser egentlig er nu. Det er godt for både spillere og klubber – og ikke mindst dommerne, som jo gerne skulle ramme nogenlunde den samme internationale linje.

Muligheden for at udveksle DVD-klip har gjort det meget lettere – også i løbet af sæsonen lige at sende et klip rundt om kollegerne for at få en second opinion.  Samtidig er det instruktions- og undervisningsmateriale, som kommer fra FIFA og UEFA blevet markant bedre de seneste 10 år, så der gøres virkelig en indsats for at opnå en ensartethed.  Den megen fodbold i TV er i den forbindelse også en god ting, selv om vi romantikere stadig kan huske dengang, hvor man kunne glæde sig en hel uge, til der kom en Europa Cup-kamp forskudt og i sort/hvid.

Denne konference er faktisk noget ganske unikt, for vi er mig bekendt den eneste region, hvor man sætter sig ned og forsøge at håndtere problemerne, efterhånden som de opstår (og helst før, gennem ‘Hvad nu, hvis…’-spørgsmål). Jeg har mange gange set udenlandske kolleger måbe, når de hørte om det fænomen, at man faktisk sætter sig sammen og prøver på at afstemme – i stort set resten af verden lever man fortolkningsmæssigt på hver sin lille ø og lever alene på de DVD’er, som kommer fra internationalt hold en gang eller to om året.

I år var det så offside, der fyldte mest på konferencen – for mens jeg tidligere har beskrevet, hvordan ændringerne i Danmark er minimale, fordi vi hele tiden har ligget på den pågældende linje, er der andre lande, der har haft det sværere. Efter at være blevet venskabeligt drillet i 2012, hvor vi på nogle områder i offsiden var i håbløst mindretal, var det tid til den stadig venskabelige hævn, efter at årets lovændringer lå meget tæt op af den danske praksis. Så har vi ydermere den fordel, at vi har sat ‘ændringerne’ i kraft fra turneringsstarten i sommer – men de øvrige nordiske lande kører en kalenderårsturnering, så de kan helt legitimt vælge først at ændre nationalt pr. 1. januar. Det har man helt forståeligt gjort, så der ikke skal ændres midt i en turnering. Det vil sige, at alle kan drage nytte af de erfaringer, som vi har nået at gøre i Danmark – og på den måde hjælper vi alle hinanden.

Mens hovedvægten selvfølgelig er på de mere tunge og centrale paragraffer, har vi også altid plads til et par kuriositeter. Jeg har f.eks. tidligere her i klummen været omkring et par spændende eksempler fra den finske højeste række. Men vores kuriositeter er dog for intet at regne mod f.eks. den situation, som mange nok har fanget gennem web-aviser eller YouTube: den brasilianske massør, som ene mand afgjorde en oprykning til den tredjebedste række i Brasilien. Da der kom et skud på mål, og han tilfældigvis befandt sig ved side af målet, reddede han simpelthen skuddet og fremtryllede en flot dobbeltredning, da bolden kom retur. Den slags situationer hører til i den kategori, hvor man ville blive betragtet som moden til indlæggelse, hvis man selv stillede den op til eksamen – men igen: fantasien overgås kun af virkeligheden.

Og hvordan er det så med det rent lovmæssige ?  Ingen tvivl om, at den bold ville være gået i mål, hvis der ikke havde været en uvedkommende indflydelse udefra i form af massøren (som forståeligt nok tog flugten bagefter i et for hans alder imponerende tempo). Men bolden skal altså krydse linjen, før der kan dømmes mål, og det gjorde den så ikke. Godt nok havde vi i rigtig gamle dage i København den såkaldte ‘fælledregel’, hvor dommeren kunne dømme mål, hvis bolden efter hans overbevisning ville være gået i mål, hvis ikke den var blevet blokeret af noget udefra – men den fortolkning har aldrig nogensinde haft rod i fodboldloven og var nok mere en måde at tage højde for de uhensigtsmæssigheder, der kan opstå, når man spiller turneringsfodbold i en offentlig park. Her er vi nødt til at komme i gang igen ved, at dommeren lader bolden falde på målfeltets lange linje – vinkelret på det sted, hvor massøren havde sin første klasseredning.

Der er en god grund til, at kampe på et vist niveau skal spilles på indhegnede baner (og guderne skal vide, at jeg flere gange har gjort mig upopulær, når jeg har påtalt, at der befandt sig tilskuere inden for hegnet, selv om alt ellers åndede fred og idyl). Uanset niveau er det også en klar forudsætning, at der ikke må befinde sig tilskuere lige ved siden af målet. Men problemet her er jo, at massøren godt nok er uvedkommende, men han står til gengæld på holdkortet, så han har lov til at befinde sig i det tekniske område inden for indhegningen. Fodboldlovens viise fædre har næppe haft fantasi til at forestille sig, at en official ville opføre sig så uansvarligt. Han er undergivet dommerens myndighed, så hvis han ikke selv var stukket af (og formentlig efterfølgende gået under jorden), ville dommeren have bortvist ham. Men alt det giver jo ikke klubben målet tilbage. Så vi har et af de steder, hvor man må sige at fodboldloven dybest set er amoralsk – forbrydelsen har virkelig kunnet betale sig. På den anden side er det nok et meget sundt princip, at man dømmer efter det, som rent faktisk er sket – ikke det, som kunne være sket.