Jans Corner: Fokuspunkter

Sommeren er (måske) ved at nærme sig, og det betyder også lidt skrivepauser for undertegnede fra tid til anden – i hvert fald, hvad angår det aktuelle stof. Dels skal der lidt ferie til, dels er de europæiske turneringer jo skudt i gang, med hvad det nu giver af rejseaktivitet.

Men lad mig gribe tilbage til maj måned, hvor vi havde samlet superligadommerne og udvalgte 1. divisionsdommere samt superligaklubberne og 1. divisionsdommerne til et dialogmøde. En – synes i hvert fald vi – god årlig tilbagevendende begivenhed, hvor man ikke har uniformerne på og sammen kan vende, hvad der har fungeret, og hvad der måske har fungeret knap så godt. Hvor har dommerne været uens, så der er behov for at minde hinanden om reglerne, hvor har trænerne trukket lige lovlig langt i elastikken, og så fremdeles. Det mundede i år ud i nogle fokuspunkter, som ligesom var konklusionerne på de ting, som var oppe at vende. Det er ikke egentlige retningslinjer, som vi havde dem tidligere, for det hele står jo i fodboldloven, så den skal man bare rette sig efter – men snarere nogle enkelte områder, hvor man havde fornemmelsen af, at der kunne være tvivl mellem parterne. Og hvorfor så ikke indvie resten af Fodbolddanmark i dem, inden det går løs igen om ganske kort tid.

En berøring af bolden, efter at spillet er afbrudt, skal straffes, hvis den sker for at forhale en igangsættelse. Det kan f.eks. være ved at hindre udførelsen af et hurtigt frispark eller indkast, ved at sikre tid til at få forsvarerne i position, eller være begrundet i stillingen i kampen eller det samlede resultat. En sådan berøring skal medføre en advarsel. Det er korrekt, at man nogle steder i Europa kan se en lidt mere lempelig holdning til fænomenet, og sådan noget kan man altid risikere at komme ud for, når man fortolker inden for en ramme. Men det er væsentligt at holde fast i, at der altså skal ske en forhaling af en eller anden art, for at advarslen kommer i spil (det er ikke håndboldens ‘rør mig ikke’-regel) – og at der i sin tid, da vi strammede op, var fuld enighed mellem alle aktører om, at man ville dette til livs herhjemme. Hvilket jeg egentlig også synes, at vi langt hen ad vejen er kommet. Så er der selvfølgelig spillere, der falder i fra tid til anden, og er det gult kort nr. 2, har vi overskrifterne.

Vurderingen af, hvornår en hands er strafbar, ligger også højt på listen – ikke nær så mange gange, som spillere og tilskuere tror (det er i hvert fald ofte her, at appellerne kommer).

Men en kontakt mellem hånd / arm og bold er strafbar, hvis der er et element af vilje i den.

Det kan være i form af en forsætlig handling eller en reflekshandling – eller hvis spilleren med sine armes position forsøger at gøre sig ekstra høj eller bred. Så en tilfældig kontakt mellem hånd / arm og bold skal ikke straffes – og der følger ikke nødvendigvis en advarsel med en hands-forseelse.

Arme og albuer er også et sikkert hit. De skal straffes, hvis de anvendes som selvstændigt instrument over for en modspiller. Mens det normalt er tilladt at benytte armene som redskab til at komme længere frem eller op, må armene ikke anvendes som våben i en duel med en modspiller. Armene kan godt starte med at være redskab (f.eks. på vej op i luftduellen), men ende med at blive våben (brugt mod en modspiller i selve duellen). Hele paletten af følgestraffe kan efter dommerens skøn tages i anvendelse (ingen følgestraf / påtale / advarsel / udvisning), afhængig af kontaktens karakter.

Ved vurdering af følgestraffe i forbindelse med tacklinger skal dommeren skønne, om tacklingen er satset (det almindelige benspænd – normalt ingen følgestraf), hensynsløs (advarsel), eller udført med unødig stor kraft (udvisning). En tackling, som udsætter modspilleren for fare, skal medføre udvisning. Der kan sagtens dømmes frispark eller tildeles følgestraf, selv om bolden bliver spillet – det afgørende er, om der i samme forbindelse sker en aktiv kontakt med modspillerens ben.

Og så er der protesterne. En spiller, som gestikulerer eller løber mod dommer / linjedommer for at protestere, skal advares. Det samme gælder spillere, som stimler sammen om dommer / linjedommer. Der skal være plads til spontane reaktioner, men selv for spontane reaktioner er der en grænse. Ved spontan gestikuleren kan der f.eks. skelnes mellem, om armene løftes (appel) eller rettes mod dommeren (trussel).

Til gengæld vil jeg godt slå et slag for at afdramatisere den opfattelse, at nu bliver offside-reglen revolutioneret op til den nye sæson. Der har allerede været nogle dommedagsbasuner i æteren – men den kedelige sandhed er, at det for Danmarks vedkommende betyder nærmest minimale justeringer. Vi har nemlig hele tiden ligget inde midt på hovedvejen, når det drejede sig om fortolkning af strafbar offside, men det er da rigtigt, at der er andre steder på jordkloden (og i Europa), hvor mine kolleger lige nu formentlig sveder over, hvordan man skal formidle ‘det nye’. Sådan en tur har vi også prøvet, men det er efterhånden mange år siden. De mennesker, som bliver mest påvirket af ændringerne, som primært er i nogle formuleringer, er nok dommerinstruktørerne, som nu skal til at vænne sig til nogle nye begreber. Men i praksis er effekten ringe herhjemme. Og justeringerne har netop til formål at gøre offside-reglen mere forståelig, gennemskuelig og relateret til praksis.

Så danske hold kan roligt tage ud i Europa og danske dommere gøre det samme uden at frygte at blive fanget i noget nyt. Jeg skal nok vende tilbage til offside-reglen, som den så ser ud nu, i den klumme, som kommer lige op til superligaens start.