Jans Corner: Fagre nye verden

Vi vil alle gerne have, at tingene afgøres efter en højere retfærdigheds princip, så ingen bliver snydt. Det gælder også fodboldkampe. Her kan man føle sig snydt på to måder.

Der er de skøn, som en dommer skal anlægge snesevis af i enhver kamp, og hvor man nogle gange står i den situation, at vandene deles så meget, at selv nok så mange kameravinkler eller forskellige vidneudsagn ikke kan afgøre, om den ene eller anden har ret.  Det er på godt og ondt en del af charmen – at selv dommere tager fejl, for vi har nu engang med mennesker at gøre.

Lidt anderledes stiller det sig med den anden type tilfælde, hvor man kan lande med en forkert afgørelse, men hvor det er et helt objektivt kriterium, der skal afklares, nemlig om en bold har krydset en linje eller ej. Mange år og mange intelligente (og også rigtig mange mindre intelligente) diskussioner er gået med at finde en måde at løse det problem på. Nu er man kommet så langt, at FIFA vil anvende mållinjeteknologi i praksis ved de store turneringer.

Det har taget mange forsøg at nå dertil – og det har været hævdet, at så svært kan det da for pokker ikke være skudsikkert at fastslå, om en genstand i bevægelse har krydset en ubevægelig grænse. Hvortil kun er at sige, at jo, det kan det – for ellers havde man, med al den mediebevågenhed, som der er,  gjort det noget før.

Ingen har haft noget at vinde ved at forhale den beslutning. Men når man tænker på, at det tog årevis at nå frem til et system i tennis, som kunne afgøre, om en bold var ude eller inde, og her er der trods alt maksimalt fire spillere i aktion og højst to på hver banehalvdel, er vi oppe imod langt mere komplicerede faktorer i fodbold, hvor man kan have op til 22 spillere, der vælter rundt oven i hinanden. Og hvor bolden – i modsætning til tennis – blot skal passere linjen, også i luften, for at være ude, uden at der kræves noget nedslagssted at måle efter.

Men nu er vi der altså – og det skal blive spændende at se, hvor pålidelige resultaterne er. Ideelt set kommer systemet forhåbentlig slet ikke i brug – og netop det er måske achilleshælen: det ville næppe overleve en cost-benefit betragtning, for hvor tit sker det egentlig, at vi har disse situationer, hvor nogen bliver berøvet et mål på denne konto (eller får et for meget)? Det skal immervæk holdes op mod et system, som efter sigende nærmer sig en million kroner pr. stadion.

Mens FIFA satser på mållinjeteknologien, er UEFA mere stemt for de ekstra dommere bag målene, som man har kunnet se som forsøg i de store turneringer de seneste fem år. Her holder man sig altså til den menneskelige vurdering og begiver sig ikke ud i en teknisk overdommer. Fordele og ulemper på det filosofiske plan kan man få mange aftener til at gå med at diskutere, men det er i hvert fald hævet over enhver tvivl, at de to ekstra dommere dækker bredere end en ren mållinjeteknologi, idet de også kan observere, hvad der ellers sker.

Efter de fem års forsøg er de to herrer nu blevet skrevet direkte ind som en mulighed i den nye udgave af fodboldloven, som man spiller efter pr. 1. juli – og dermed kommer vi også til at finde en god gangbar dansk betegnelse for disse ‘additional assistant referees’. UEFA indfører dem permanent i de store turneringer: Champions League, Europa League, EM-kvalifikationskampe og U-21 EM (her har vi faktisk danske Kenn Hansen med som 5. – 6. dommer i den slutrunde, som netop nu foregår i Israel).

Det er op til de nationale forbund, om de vil hoppe med på vognen, og i hvilke kampe de vil gøre det. Italien har brugt dem i Serie A i den forløbne sæson, Belgien har gjort det i den seneste halvsæson – og en række andre lande siges at ville gå med nu eller inden for meget kort tid. Det gælder selvfølgelig nogle af de store som Frankrig, Italien og Rusland – men også nogle af de lande, som vi størrelsesmæssigt ligger mere på linje med. Interessant nok går Skotland denne vej, mens England og Premier League går efter mållinjeteknologien.

Når jeg er ude og holde foredrag, er der to spørgsmål omkring 5. – 6. dommeren, som med næsten usvigelig sikkerhed går igen. Det ene er, hvor meget de egentlig må blande sig i – og hvorfor gør de det så ikke?  Svaret er, at de må blande sig i alt (selvfølgelig efter dommerens instruktion), men filosofien er helt klart, at det er ligegyldigt, hvem der gør iagttagelsen, bare vi rammer den rigtige kendelse på bundlinjen. Og ganske vist har de ekstra dommere hverken fløjte eller flag – men til gengæld er de i headset-kommunikation med de fire øvrige dommere, så de ser og dømmer meget mere, end man lige opfatter som tilskuer.

Det andet spørgsmål er, hvorfor de dog befinder sig på samme side som linjedommeren, så man har en ‘overdækning’ herovre, men til gengæld et ret stort udækket felt modsat linjedommeren. Faktisk har man i løbet af forsøgsperioden prøvet at have dem placeret i begge sider, men det gav for store problemer for dommerens løbemønster at have dem placeret modsat linjedommerne, for så skulle han jo ud mod linjedommeren i angrebene – og næste uge nationalt uden den ekstra hjælp skulle han den modsatte vej. Det blev simpelthen for bøvlet. Så nu har man dem i samme side som linjedommerne – men til gengæld normalt placeret lidt bag stregen, så de ikke tager udsynet..

Et ganske interessant biprodukt er i øvrigt, at der er påviseligt færre offside-fejl fra linjedommerne i de kampe, hvor der er 5. – 6. dommere (jeg skrev med vilje ‘færre’, for selvfølgelig kan vi hive nogle eksempler op af skuffen, hvor det alligevel gik galt). Men de to ekstra mand tager simpelthen noget af presset fra linjedommerne ved at kunne koncentrere sig om nogle af de ting i straffesparksfelterne, som linjedommerne ellers også skulle have med – nu kan de koncentrere sig om offside-vurderingerne.

Fagre nye verden i 2013/2014 – både med målteknologi og ekstra dommere. Det bliver spændende at følge.