Jans Corner: Inden for og uden for feltet

En læser har undret sig over, om der er forskellige regler for, hvor stor en forseelse skal være, før der fløjtes for den inden for og uden for straffesparksfeltet (eller sagt med andre ord: skal der mere til et straffespark end til et direkte frispark ? ). Han mener ikke at kunne læse sig til en sådan forskel. Omvendt tyder weekend efter weekend på, at der er et eller andet dér, fordi man med hans ord ser forseelser i straffesparksfeltet, hvor han ikke er et sekund i tvivl om, at dommeren i 9 af 10 tilfælde ville have fløjtet for direkte frispark, hvis bare forseelsen var foregået uden for straffesparksfeltet. I stedet vinkes der afværgende. Eller man kunne ræsonnere omvendt: dømmes der i virkeligheden for alt for meget ude på banen, når forseelsen ikke giver pote inde i straffesparksfeltet ?  Forvirringen bliver – stadig ifølge læseren – ikke mindre af, at kommentatorer og eksperter (ofte tidligere spillere) tit giver udtryk for, at der skal noget særligt til for at få et straffespark.

Det er et rigtig godt spørgsmål, som jeg i den grad ville ønske, at jeg havde et guldrandet svar på, for jeg er meget enig i, at virkeligheden er sådan. Faktisk havde vi på vores træningslejr for elitedommerne for en måneds tid siden en DVD-seance omkring forseelser i straffesparksfeltet, som ikke blev dømt – men burde have været det. Næppe fordi forseelserne bliver overset –  men fordi de ikke får ‘straffespark’ frem på nethinden hos dommeren. Det interessante ved de tilfælde var, at det gjorde de heller ikke for nogen som helst andre: der var ingen appeller eller kommentatorsnak.

Jeg vil godt starte med fodboldlovens svar – for det er nemlig klart nok. Loven er i sit væsen dejlig enkel (det skal jeg selvfølgelig sige, og jeg kan allerede høre nogle dommere gnægge i det fjerne: ‘Nu propaganderer han igen !’). Men lige akkurat her er der ikke så meget at forstå eller misforstå, endsige fortolke på. Den gør ingen forskel. En forseelse skal vurderes ens, uanset hvem der begår den, hvor på banen den begås,  på hvilket tidspunkt i kampen den begås, og uanset hvad stillingen er. Ret meget simplere fås det næppe. Det interessante er, at  man med det i baghovedet kan aflive en gevaldig masse fordomme og folkeovertro. Udsagn som, at den advarsel faldt på et meget tidligt tidspunkt, når der kun var spillet x minutter (eller omvendt, at det var noget pjat, for kampen er jo afgjort, og vi er næsten færdige). Eller på det lidt mere raffinerede plan, at  målmænd skal have lidt ekstra beskyttelse og have lov til lidt mere, herunder at de naturligvis må ‘beskytte sig’ med løftet knæ eller hvad det nu kan være, når de kaster sig ud i straffesparksfeltets dueller. Det var selv for mig lidt af en øjenåbner at se, at en god del af sidste sæsons situationer i straffesparksfeltet, som ikke gav straffespark (men burde have gjort det) involverede målmænd. Målmænd, der satsede vildt og inderligt i deres forsøg på at redde en bold eller bare fiste den væk – og så også tog angriberen med i købet. I flere af tilfældene måtte angriberne endda under behandling efter sammenstødet. Målmanden HAR ikke nogen specielle rettigheder i relation til farligt spil – og bliver der kontakt som følge af det farlige spil, er der straffespark.  Nu tog jeg målmændene – men det kunne lige så godt være enhver anden kompromisløs forsvarsspiller. Det er til hver en tid tilladt at spille med fuld risiko, som det ofte siges – men så koster det også, hvis det går galt.

Så læseren rammer lige ned i et problem, som også jeg synes, at danske (og internationale) dommere taget over en bred kam ikke er specielt gode til at håndtere: at forseelser bliver vurderet uens inden for og uden for feltet. Og hvorfor så det – for i virkeligheden burde det da være meget lettere for alle parter, hvis konsekvensen var den samme, og alle vidste, hvad de havde at rette sig efter ?  Som jeg ser det, er det nok lige så meget et kulturproblem, nemlig at alle aktørerne har det fint nok med det (selv om en spiller eller træner næppe er ligelad med, hvilket straffesparksfelt det foregår i, ens eget eller modspillernes). Og uden at skulle have den store psykologibog frem (det er nu heller ikke lige den, der står på reolen bag mig), kan man gætte på, at alle parter i en fodboldkamp gerne vil have klare afgørelser, som der ikke kan være noget fnidder om bagefter. Dommerne vil også gerne være fuldstændig sikre, før de træffer en afgørelse – og det er mit helt ukvalificerede gæt, at i straffesparksfeltet vil de gerne være endda endnu mere sikre, fordi kendelsen her er potentielt kampafgørende. Alle har glemt ‘det lille frispark’ oppe midt på banen fem sekunder efter, hvis det ikke havde nogen konsekvens, hvorimod ‘det lille straffespark’ kan fylde overskrifterne i dagevis, hvis det bliver afgørende. ‘Lille’ er med vilje sat i anførselstegn , for principielt kan forseelser ikke gradbøjes: enten er de der, eller også er de der ikke. Gradbøjningen kan så ligge i de personlige straffe og kort, der eventuelt følger med, men det er en anden historie.  Måske ligger den berømte passus i loven om, at dommeren skal undlade at dømme for bagatelagtige eller tvivlsomme forseelser, også i baghovedet på mange dommere. Det vil jeg da håbe, for vi skal ikke gå i små sko, og dømte vi 100 % efter fodboldloven uden at tænke på det, ville der være en forseelse stort set ved hver eneste duel. Men det er et seriøst problem, hvis skoene bliver tre numre større, så snart vi overskrider linjen til straffesparksfeltet.

Ikke desto mindre: der er efter min personlige smag for stor forskel på vurderingerne, som de er nu. Og at aktørerne på banen tilsyneladende er meget godt tilfredse med tingenes tilstand (tolket ud fra de generelt fraværende appeller)  skal heller ikke i fremtiden få mig til at droppe pegefingeren, selv om der kan blive lidt Don Quijote og vindmøllerne over det.