Jans Corner: Når vintervejret driller

Jeg synes nok, at ordet ‘forårssæson’ er blevet devalueret lidt – eller også har det danske sprog antaget videre rammer. Det er godt nok noget tid siden, at vi helt inde i 3. runde har haft to aflysninger på superliga-niveau på grund af sne. Eller for at være helt nøjagtig en aflysning og en afbrydelse.  Så kan man nok så mange gange have varme i banen – når sne først kommer i disse mængder, er der ikke meget at stille op. Så vel vidende, at hele området omkring dommerens beføjelser ved aflysninger, afbrydelser og udsættelser har været behandlet på denne plads før, tager vi lige en omgang mere. For af uransagelige grunde er det stadig noget af det, jeg møder mest tvivl om, når jeg er ude – og hvad mere er,  af og til også hos dommerne, især når vi kommer lidt længere ned i rækkerne. I denne omgang var der dog hverken tvivl eller sure miner – men almindelig enighed om, at det var det rette ikke at spille (videre).

Dommeren har efter fodboldlovens § 5  beføjelser til efter sit skøn at standse, udsætte eller afbryde kampen på grund af enhver overtrædelse af loven eller uvedkommende indblanding.  Han skal også sikre sig, at spillets love kan håndhæves – og at banen og dens omgivelser ikke medfører fare for spillerne. Det er inden for hele dette kompleks af rettigheder, som dommeren navigerer, når han står med et problem. Teknisk set er vejrforholdene jo i den grad en uvedkommende indblanding (det behøver ikke kun være baneløbere, tilskueruroligheder, fyrværkeri eller andet højdramatisk). Her kommer der en komplikation udefra, som gør, at vi ikke længere kan afvikle kampen korrekt.

Helt prosaisk fordi man ikke kan se stregerne og dermed heller ikke kan afgøre, om bolden er ude eller inde – eller i mål eller ej. Og det er de to spørgsmål for dommeren: kan vi afvikle efter fodboldloven – og er det farligt ?  Uhyggelig mange tror stadig, at dommeren kan afbryde, hvis kampen ikke har nogen sportslig berettigelse (det kunne f.eks. være, fordi vi nærmest er på vandpolo-stadiet, det ene hold  spiller 10 mod 4 efter et masseslagsmål, eller et hold endda forsøger at tabe med vilje). Men den sportslige berettigelse er ikke dommerens departement. Han skal have afviklet kampen (og så bagefter skrive nogle ord til unionen, hvis han mener, at situationen kræver det).

I Ålborg lørdag forsøgte man, men måtte så opgive efter 18 minutter – ikke fordi det var farligt for spillerne, men fordi stregerne ikke kunne holdes rene. Det må nu også have været en tvivlsom fornøjelse at løbe rundt i, men det er som skrevet ovenfor slet ikke en parameter.

Meget ofte vil det være det farlige, som bliver afgørende – tordenvejret kender vi alle sammen, og her er det bare med få afbrudt i en ruf – og ellers er det typisk is, som kan give noget ekstra til farligheden. Eller i den modsatte ende af skalaen: den betonhårde, soltørrede sommerbane uden alt for meget græs – den møder vi nu af vejrmæssige årsager ikke så tit herhjemme. Men andre ekstreme vejrfænomener gør ikke nødvendigvis forholdene farlige. Hvis reklameskilte og tribunekonstruktioner ellers er tøjret forsvarligt,  kan det storme så meget, det skal være, uden at det bliver farligt af den grund. Og det skal godt nok regne meget, før der ligger så meget vand, at banen bliver farlig at bevæge sig rundt på.

Men før vi overhovedet er kommet så langt, at dommeren tager stilling til banens farlighed, vil der have været en anden instans inde over, nemlig ham med ansvar for banen: en stadioninspektør, stadsgartner eller tilsvarende. Han ser ikke primært på, om der er noget, der er farligt – han ser på, hvordan hans bane vil have det efter f.eks. 90 minutters undervandsfodbold. Og hvis han ikke vil udsætte banen for det, aflyser han kampen. Så stadionmyndigheden afgør, om de vil lægge græs til – derefter kan dommeren afgøre, om vi kan spille efter fodboldloven og uden fare. Normalt en helt udramatisk kompetencefordeling – og skulle der en sjælden gang være uenighed, vinder stadionmanden. Det er hans græs.

Kommer man i den situation, at kampen er begyndt, men forholdene forværres (som i Ålborg), kan dommeren afbryde, ligesom han kunne udsætte kampen før start, hvis der var håb om bedring.  10.000 kroner-spørgsmålet er altid, ‘Hvor længe ?’   Hvortil svaret er ‘Ja.’ Pointen er, at det er der ingen faste regler for.   Så længe, der er liv, er der håb – men på et eller andet tidspunkt må man selvfølgelig fornuftsmæssigt trække en streg i sandet og sige, at nu venter vi ikke længere, for det bliver ikke bedre, vi skal kunne komme hjem igen, eller hvad ved jeg.

Står man så med den afbrudte kamp, melder næste spørgsmål sig. Er det helt forfra, spiller vi den resterende tid, eller…?  Fodboldloven sender behændigt aben videre til turneringsmyndigheden ved at sige, at ‘En kamp, som dommeren har afbrudt før spilletidens udløb, skal spilles om, medmindre turneringsreglementet foreskriver noget andet’. Og det kan så håndteres på forskellige måder. I Spanien var det i hvert fald i en lang årrække praksis, at man kun spillede den resterende tid, men de færreste lande har en krystalklar ‘Sådan gør vi altid’-holdning. Uanset hvad man har skrevet, er det jo sjældent muligt at nå en højere retfærdighed.  I Danmarksturneringen hedder formuleringen ‘Administrator kan … beslutte at lade kampen spille om, at lade kampen spille færdig eller fastsætte kampens resultat samt fradømme og/eller tilkende point. ‘. En rigtig god og salomonisk formulering, som sikrer, at man ikke på forhånd har afskrevet sig fra en fornuftsløsning. Den formulering havde man ikke i 1995 til den sagnomspundne ‘romerlyskamp’ også i Ålborg, mellem AaB og Brøndby, hvor vi måtte strikke et helt specielt regelsæt sammen, da man besluttede kun at spille de sidste 16 minutter. Heldigvis er der noget, der bliver bedre med årene…