Mange spørgsmål gik på, hvilke konsekvenser det er for de dommere, der vælger at ignorere DFU’s opfordring om, at man ikke melder sig under DBU Dommer. KFD’s formand, Frank Kanlund, understregede, at man melder man så hos DBU Dommer, vælger man samtidig at stå uden for fællesskabet i KFD.
Der blev også spurgt til, hvorfor DFU ikke havde sagt ja til tilbuddet fra DBU om 207 kroner, så konflikten kunne være undgået.
Her gjorde Jørn West Larsen det meget klart, at DBU på intet tidspunkt har tilbudt dommerne 207 kroner under forhandlingerne om en forhøjelse af omkostningsgodtgørelsen. Det var først, efter DBU ophævede samarbejdsaftalen, at beløbet blev sat op. Under forhandlingerne med DFU har DBU ikke ønsket at hæve beløbet – tværtimod har DBU fremført, at det skulle sænkes.
Mødet foregik i en god tone, og det blev også understreget flere gange, at debatten mellem dommerne bør foregå i en god og seriøs tone – båder verbalt og på Facebook. Der kommer en dag efter konflikten, hvor vi skal ud at dømme sammen igen og fortsætte de gode aktiviteter, der binder os sammen i KFD. Derfor er det vigtigt, at vi bevarer den gode tone over for hinanden, selvom konflikten bringer mange følelser i spil hos os.
Budskabet på mødet fra både Jørn West Larsen og Frank Kanlund var helt entydigt: Dommerne bør bakke op om DFU og undlade at melde sig under DBU Dommer. Hvis dommerne står sammen, vil DFU stå stærkere, når DBU forhåbentligt igen finder vej til forhandlingsbordet, så der kan findes en løsning på konflikten.