Jans Corner: Er fairplay-pladser fair?

Efter sidste uges Nani er det tid til noget mindre dramatisk: debatten omkring Fair Play-konkurrencen og dens indflydelse på den koefficient, som afgør de direkte pladser til Champions League, antallet af hold, Danmark kan stille med i Europa osv. En avis kørte et tema med konklusionen, at de ekstra danske Fair Play-deltagere skadede de danske muligheder mere, end de gavnede, fordi disse hold sjældent scorede point og derfor påvirkede koefficienten negativt. Trofaste læsere vil vide, at mine nakkehår har en ret lav krumningstolerance, når det kommer til anvendelsen af statistik i fodboldsammenhæng – specielt på dommerområdet, hvor jeg mener at kunne gennemskue forholdene nogenlunde. Pragteksempler har været statistik, som angiveligt beviste, at de store hold fik mest forærende og at dommere fra visse lande gav flere gule og røde kort end andre. Jeg holder meget af tal, og tallene selv er jo gode nok: de lyver aldrig. Til gengæld kan de undertiden (mis)bruges til at underbygge en forudfattet konklusion og vinkling – i stedet for en anden vinkling, som ud fra talmaterialet kunne være mindst lige så valid. Nå, journalister er jo ansat til at producere læseværdige historier – og det er fint nok, bare man ikke har pantsat hele sin kritiske sans.

Retfærdigvis skal det siges, at tallene omkring Fair Play var rimelig entydige – koefficienten ville have set pænere ud uden disse ekstra Fair Play-billetter, som jo i sagens natur går til det bedste Fair Play-hold, som ikke allerede har kvalificeret sig europæisk. Derfor typisk et hold, som ligger nede mod midten af rækken.

Men der var andre ting i præsentationen, som fik mig til at bremse op og tænke – for nu er jeg selv én af dem, der i forbindelse med en superligakamp (og undertiden også internationalt) er med til at give disse karakterer. Ikke det job, jeg holder allermest af, men i Danmark har vi ikke som i mange andre lande en match delegate, der indberetter forhold omkring kampafviklingen og giver fair play-points.  I mangel af bedre (må jeg formode) er opgaven så herhjemme landet hos dommerudvikleren som klubneutral tilstedeværende, og så udfører kollegerne og jeg den selvfølgelig bedst muligt.

Én af angrebsvinklerne var, at vurderingen var subjektiv. Ja da – som alt andet i fodbold. Måske skal vi bare konstatere og acceptere, at fodbold er et subjektivt spil. Fans er subjektive; det er subjektivt, om en spiller lykkes med at sparke bolden i mål – selv dommeren er i sagens natur subjektiv. For godt nok har han en objektiv fodboldlov at holde sig til – men det er stadig ham, der skal udføre et subjektivt skøn, uanset hvor mange gange han har løbet de objektive kriterier igennem. Og måske skal vi bare prise os lykkelige for, at fodboldspillet er subjektivt: ellers kunne vi tage spillere, dommere og fans, ydre forhold osv., køre dem gennem en computer og få vinderen ud til sidst. Helt uden at man behøvede at spilde følelser på det eller på denne årstid få kolde tæer.

I en faktaboks stod, at Fair Play-skalaen går fra 0 til 10, samt at man vurderer ud fra 6 punkter: røde og gule kort, positivt spil, respekt for modstanderen, respekt for dommeren, træneres og lederes opførsel og publikums opførsel.  Den ubefæstede læser må nødvendigvis få det indtryk, at der sidder en subjektiv person og jonglerer med tal fra 0 til 10 på alle punkter. Det ville i sandhed give vide rammer. Men når slutresultatet ligger mellem 0 og 10, er det, fordi der sker en sindrig beregning af delkaraktererne. Kun på to punkter går skalaen til 10: de gule og røde kort, som reducerer karakteren efter simpel matematik (ikke meget subjektivt i det) og det positive spil, hvor vi i Danmark har indskrænket skalaen, så den kun går fra 6 til 10.  Det er vel det mest subjektive punkt – og her ifører jeg mig simpelthen tilskuerkasketten og spørger mig selv, om jeg har følt mig gennemsnitligt underholdt. I så fald 8 – og ellers udsving. På de tre næste punkter går skalaen fra 1 til 5, hvor 3 er middel, 5 kræver kys og kram ved enhver lejlighed og 1 nærmest borgerkrig. Så karaktererne ligger typisk fra 2 til 4. Hertil kommer, at vi krydschecker med dommerens indtryk – det er trods alt ham, der har været midt i suppedasen. For tilskuerne er skalaen også fra 1 til 5. Har der ikke været mange tilskuere fra et hold, er tallet pr. definition 3 (medmindre specielt gør sig gældende). Har der været pyroteknik, er karakteren 1, medmindre der er noget, der kan trække lidt den anden vej. Så der er relativt faste retningslinjer til at guide og mindske det subjektive skøn.

Tilbage står problemstillingen, at de ekstra hold koster i koefficienten, og den underliggende dagsorden var, at vi derfor skulle af med de ekstra Fair Play-pladser. Her synes jeg, at man med lige så god ret kunne have overvejet andre vinklinger (omend muligvis knap så attraktive og godt sælgende). Hvad med at overveje, om vi herhjemme måske kun har et vist antal hold, som har en chance for at gøre sig internationalt, og at vi bare ikke er bedre?  Hvis nu pokalvinderen et år skulle vise sig at være fra 1. division, ville det så også være et problem?  Man tør slet ikke tænke på, hvis Bradford havde vundet den lille pokalturnering i England og kvalificeret sig til Europa. Eller måske allermest nærliggende: Fair Play-pladsen er en præmie til det hold, som over en sæson har opført sig bedst og ikke allerede er kvalificeret til Europa.  Med andre ord en belønning i form af en europæisk oplevelse, som man ellers ikke ville komme i nærheden af (det var Randers faktisk også fair nok til at nævne i deres udtalelse) – og måske endda nogle penge til klubkassen på den europæiske deltagelse.

Er problemet så i virkeligheden ikke den måde, som koefficienten beregnes på – og ikke de ekstra Fair Play-pladser? Se, det synes jeg kunne have været en interessant vinkel. Men det er jo kun min egen subjektive mening.