Jans Corner: Holdesituationer

Vi kender alle til fornemmelsen af, at man i den grad godt kunne bruge ‘spol tilbage-knappen’, når man får sagt noget, som efterfølgende kommer til at skrige til himlen, når der  fluks indtræffer begivenheder, som går lige på tværs af udsagnet. Den klub vil jeg godt melde mig ind i lige nu.  Jeg skrev for et par uger siden som min uforgribelige mening, at  holde-situationer i straffesparksfeltet før hjørnespark var dalet noget i hyppighed og intensitet, efter at dommeren bag mållinjen var blevet introduceret internationalt. Og det mener jeg fortsat, skulle jeg hilse og sige. Men så er det jo skæbnens ironi, at en kamp som Celtic-Juventus lige skulle komme forbi på skærmene i sidste uge, for den fremstod som en løftet finger, et slag i ansigtet, eller hvad man nu skal kalde det. Jeg har i den forløbne uge – som vinterens sysler nu er i denne branche –  været rundt i flere dommerklubber for at tale teori og praksis, bevæbnet med en passende mængde live-eksempler, og med usvigelig sikkerhed er denne dukket op. ‘Hvad mener du lige om…?’  Og svaret er ubetinget ‘Ikke noget godt’.

Med til historien hører, at den italienske og skotske spillestil stillet over for hinanden næppe er en ønskedrøm for nogen som helst international dommer. Men på dette niveau er det jo en del af udfordringerne, og dem skal man som international dommer kunne honorere.  Det, som sker i denne kamp, er det, at der gennem hele kampen er voldsomme dueller i straffesparksfeltet før igangsættelserne. Der holdes, puffes, rives og flås – altsammen før bolden er i spil. Dummere er spillerne jo ikke – for når først bolden er i spil, vil det koste et straffespark eller et direkte frispark til forsvarerne.

Det, som så sker et kvarters tid inde i 2. halvleg er følgende. Vi har et hjørnespark til Celtic, og der er det sædvanlige mylder inde i feltet. Specielt to spillere er fremme i skoene og føler for at danse med hinanden. Der bliver holdt og puffet – stort set lige meget fra begge sider.  Dommeren gør, som han skal: afbryder igangsættelsen ved hjørnesparket og koncentrerer sig om de to spillere. De får hver en advarsel for deres positionskamp med ukurante midler.

Og her kunne historien egentlig være sluttet – og sluttet godt. I den bedste af alle verdener havde de to spillere fattet budskabet og var hoppet hen i kurven,  billedlig talt. Alle ville på dette tidspunkt have været i besiddelse af vinderkortet: dommeren havde fået ro på igangsættelsen ved hjørnesparket, og spillerne havde fået sat grænserne. Men sådan skulle det ikke gå. Da spillet genoptages, har de to spillere efter deres advarsel desværre ikke lært hele lektien, for de fortsætter med deres infight eller dans. TV gør det heller ikke bedre ved at highlighte det i gentagelser, men det er sådan set fint nok – for vi skal på en eller anden måde af med disse unoder.  Problemet her er, at dommeren gør – ingenting.

Jeg vil godt spole tilbage til de retningslinjer, som UEFA – og i al ydmyghed vi i DBU herhjemme – har udstukket. Vi gider ikke se den kædedans inde i straffesparksfeltet.  Som udgangspunkt har enhver spiller ret til stå på den græstørv, som han nu har lyst til. Men begynder det at tangere chikane eller at  to spillere mener at have vundet hævd på den samme græstørv, fordi den er specielt fordelagtig, så er der meget lave odds på, at dommeren kommer i spil om et øjebiik.

I Celtic-kampen sker der efter de to advarsler – og efter at de to spillere bare fortsætter med deres kropskontakter derefter og vel at mærke før bolden er i spil – absolut ingenting. Og det giver et forklaringsproblem for os, som står udenfor.

Der er i mit inderste ikke gnist af tvivl om, at denne episode kalder på en afbrydelse af igangsættelsen – og endnu et gult kort til begge kombattanter, hvilket vil betyde udvisning for dem begge.  Så er der nogle, der har spurgt mig, om dommeren måske er bange for observatøren, og hvad vil han nu sige, hvis…   Jeg kan jo af gode grunde ikke tale for alle mine europæiske kolleger, men havde det været mig, ville jeg have klappet i mine små hænder, hvis dommeren havde fulgt de to advarsler op med endnu et gult kort til hver og dermed to udvisninger.  Det havde uden tvivl givet noget støj – men igen: måske noget ro på i kampen, hvilket jo stadig er dommerens primære opgave. Og igen må jeg bede læserne huske på: ingen ved, hvad der er foegået i omklædningsrummet efter kampen – muligvis er dommeren kommet ud med tilbagestrøget hår efter samtaken med observatøren og  bl.a. denne afgørelse. Det vil aldrig ramme overskrifterne -og skal det heller ikke.  Men omvendt er det værd at huske på for alle, at uanset hvilke hårrejsende ting man mener at have set på TV, så er der en instans bag kulisserne.

Lad mig lige prøve at opsummere, hvad den arme dommer har at gøre godt med.  Han har tre former for sanktioner. En påtale, som egentlig kan sidestilles med en god dansk gedigen skideballe, bare uden kort. Derefter en advarsel (gult) og en udvisning (rødt).  Der ligger et hierarki, som gør, at dommeren kun kan gå opefter i sanktionerne:  påtale følges af advarsel, som følges af udvisning. Med andre ord er der ingen vej tilbage,. når først advarslen er signleret. Fortsætter spillerren, er udvisning næste trin.

På det mere tekniske plan kan man også lege med tanken om selve proceduren ved advarslen og det, som kunne følge.  UEFAs direktiver er klare nok.  Stop igangsættelsen, gå ind og få spillerne isoleret (dvs træk dem ud til en personlig kontakt). Men som ved enhver anden form for ledelse er det jo bundlinjen, der tæller. Virker det – og har det den effekt, som man gerne vile opnå ?  Her virkede det åbenbart ikke. I kampen dagen efter (Tottenham-Lyon) kunne vi se en dommer ikke gå ind og hente spillerne ud og isolere dem – men bare gå ind og  klare det på stedet. I den grad ikke efter retningslinjerne – men det virkede. Og alle var glade.