Jans Corner: Spillere og bolddrenge

Engang imellem kan jeg godt ærgre mig over deadlines – og over den tilfældighedsfordeling, der i nogle uger strør situationer ud med rund hånd, i andre uger ikke giver det store udbytte. Men en sildig onsdag aften var altså lige sent nok til, at den famøse spiller/bolddreng-situation fra sidste uges Capital One Cup-semifinale mellem Swansea og Chelsea kunne nå at komme med. Det gør den så nu i stedet.

For lige at genopfriske: stillingen er 0-0, og der er vel en 10 minutters tid tilbage, da bolden går ud til et Swansea-målspark. Bolddrengen har i den grad ikke travlt med at aflevere bolden – og da slet ikke til Chelseas Eden Hazard, der gerne vil have sat den bold hurtigt i spil igen. Bolddrengen slipper ikke bolden, men lægger sig derefter nærmest oven på den, hvorefter Hazard i irritation sparker igennem til både bolddreng og bold. Almindelig panik – og i sidste ende et rødt kort til Hazard.

Det er, som om situationer, hvor etik, moral og jura konflikter, nærmest står i kø i disse tider. Vi havde det famøse mål mod FC Nordsjælland i Champions League i november, og nu skal vi så til det med Fair Play igen. For vel er bolddrengens opførsel bestemt ikke uangribelig – og da slet ikke i lyet af de udtalelser, han senere er blevet citeret for, nemlig at den tid bare skulle trækkes – men det giver selvfølgelig ikke en spiller ret til bare at lade sig provokere til at lege voldsmand over for en 17-årig dreng i træningstøj eller andre.

Det understreger faktisk flere punkter i fodboldloven. Først og fremmest det faktum, at handlinger skal vurderes isoleret. Og et spark af denne kaliber er ensbetydende med en udvisning, uanset mod hvem og hvor. Man kan selvfølgelig ikke have spillere gående rundt på en fodboldbane, der reagerer på den måde – bare sammenlign med, hvad det ville have medført, hvis det var foregået uden for kridtstregerne, f.eks. ude på parkeringspladsen. Så kan det være, at der i en sådan kædereaktion er undskyldende momenter i form af strafrabat på grund af provokation, en ekstra straf til provokatøren e.l., men det er i alle tilfælde ikke dommerens afgørelse, men op til det disciplinærudvalg, der skal udmåle karantænen efterfølgende.

Dernæst er det med vilje, at jeg bruger ordet ‘voldsmand’ – for i fodboldlovens øjne er det her nemlig ‘voldsom adfærd’. Man har et andet og lige så dramatisk begreb, meget mundret kaldet ‘spil, som i alvorlig grad er utilladeligt’. Og som ordet ‘spil’ indikerer, er det noget, som man foretager sig mod en modspiller i kamp om bolden (f.eks. den flyvende tackling med to fødder og knopperne forrest tværs gennem luften) – mens voldsom adfærd dækker enhver anden form for voldelig handling, ikke nødvendigvis mod en modspiller, men mod hvem som helst, og uden at fodboldspillet er et tema.. Nogle vil huske Eric Cantonas karatespark mod en tilskuer for snart en god del år siden, andre måske Gattusos skalle til Joe Jordan på bænken – atter andre den hollandske målmand, som nedlagde en tilskuer, der ville overfalde ham, hvorefter holdet forlod banen ved synet af det røde kort – og nu fik vi så også udvidet repertoiret med en bolddreng.

Dommerens hånd- og halsret på banen er over for de 22 spillere plus de reserver, udskiftede spillere og officials, som sidder på bænken. Ikke over for andre – heller ikke bolddrenge. Skal man gøre noget ved andre personer, skal dommeren holde fast i, at afviklingen af kampen er hjemmeholdets ansvar og så få hjemmeholdets anfører til at håndtere bolddrengen (f.eks. enten ved at få ham til at sætte tempoet op eller ved at skifte ham). Andet kan han ikke – og godt nok er jeg på et noget mere ydmygt niveau sluppet godt fra at stoppe en kamp, indtil udeholdets buschauffør, som hylede og skreg og i den grad forpestede atmosfæren, havde forføjet sig. Eller tilsvarende bortvise en forælder, som i et parkanlæg havde en stor hund med, hvilket parkbetjenten ikke syntes om, eftersom der var adgang forbudt for hunde, og ellers ville HAN stoppe kampen. Men det er bestemt ikke eksempler til efterfølgelse og skal nok nærmere tilskrives ungdommeligt vovemod.

Men hvad stiller man så egentlig op med bolddrengens opførsel ? Ja, man må håbe, at klubben selv tager affære, for det er jo ikke noget ukendt fænomen, at bolddrenge bliver langsomme til at aflevere bolden, når det ser godt ud for deres hold (og omvendt). Faktisk er det så hyppigt – specielt i andre geografiske egne i Europa – at jeg adskillige gange har hørt det blive nævnt specifikt på morgens sikkerhedsmøde forud for en UEFA-kamp. Selvfølgelig kan dommeren, en delegate eller andre indberette det – men det skal virkelig være groft, for der står jo heller ikke noget sted skrevet, at man ligefrem skal blive hurtigere til at aflevere bolden, fordi resultatet ser lovende ud. En naturlig og nogenlunde konstant kadence er selvfølgelig idealet – men den når man nok aldrig. Lidt i familie med målmandens tempo ved målspark, afhængig af kampens udvkling.

Endelig er der det helt tredje aspekt, at Hazard bare skal holde snitterne fra den bold, for det er ikke hans hold, der skal have den – og det er op til dommeren at lægge den tid til, som går tabt på grund af f.eks. sådan noget som det her, hvis han synes, at det er for meget. Så i virkeligheden kan man vel spørge, hvem der egentlig provokerer hvem her – ingen af de to parter virker i hvert fald specielt uskyldige.

Men uanset hvad, er det utilgiveligt for en professionel idrætsmand at tabe hovedet på den måde (og så ikke et ord om ‘rollemodeller’), og selv om det uden tvivl ikke er den udvisning, som dommeren har mest lyst til at aflevere, er der overhovedet ingen vej udenom. Heller ikke selv om det foregår uden for banen og mod en person, som ikke er direkte aktør. Men som unægtelig pludselig blev det.