Jans Corner: Offside-reglen og dens berettigelse

Jeg fortsætter med at få ryddet op på mit lille lager af læserhenvendelser. Én af dem, der dukker op med passende mellemrum, er, hvorfor vi egentlig skal have offside-reglen. Kan den ikke bare undværes – og som læseren skriver: ‘Ville der så blive så meget ragnarok ved det ?’.

Det kan i sagens natur kun blive helt subjektive overvejelser, men jeg tror, at den vil være svær at undvære i en eller anden form. Baggrunden for den er jo, at man ikke vil have en angriber stående og ‘fiske’, som man i hvert fald kaldte det, da jeg selv drønede rundt med tennisbolden i skolegården. Altså at have en angriber placeret langt bag fjendens linjer, hvor det blot krævede en præcis lang aflevering, før han var fri. Historisk er offside-reglen et levn fra fodboldspillets oprindelse i de engelske kostskolers rugby-spil. I rugby er den simple udgave, at en bold aldrig må afleveres fremad – fodboldens variant er så gradvis blevet mere og mere raffineret, idet både forholdet til bolden og modspillere indgår. Der er skruet på den adskillige gange siden det første regelsæt, både hvad angår position og antallet af relevante modspillere.

Kan man undvære den – og hvad bliver det mon for en slags fodboldspil, vi får at se ? Det første, der vil ske, er formentlig, at angriberne vil kaste en mand langt frem bag modspillernes forsvar. Hvorefter forsvarerne vil ofre en mand på at dække ham op. Lur mig, om man så ikke sender en angriber mere frem, hvorefter forsvarerne osv. osv. Jeg kunne godt frygte, at vi vil ende med et fodboldspil helt uden midtbane og nærmest håndboldlignende tilstande, hvor man først møder muren omkring kanten af straffesparksfeltet. Det er selvfølgelig et helt personligt gæt – men bliver det tilfældet, er det for mig ikke længere fodbold, og rent bortset fra det et forfærdeligt spild af plads at have en fodboldbane, som er 105 meter lang, hvis det hele alligevel foregår på måske 25 meter i hver ende af den. Man har faktisk forsøgt i flere omgange at operere med en modificeret offside-regel. Det mest kendte forsøg er nok det, som FIFA gennemførte ved et ungdoms-VM i slutningen af 1990’erne, hvor offside-reglen først kunne træde i kraft bag en linje, som var trukket tværs over banen ved straffesparksfeltets grænse. Bortset fra, at tingene udviklede sig nogenlunde, som jeg har beskrevet ovenfor, med en stor koncentration af spillere omkring felterne og et stort tomt areal, gik der ikke ret længe, før både dommere og spillere gispede kraftigt efter vejret. For der blev simpelthen for få afbrydelser, når man ikke fik konfrontationerne mellem felterne. Den variant viste sig i hvert fald at stille radikalt anderledes krav til spillernes fysiske formåen, samtidig med, at det ikke var så attraktivt at se på, så den kom ikke videre i systemet.

Men bortset fra det er der ikke noget at sige til, at offside-reglen jævnligt kommer til diskussion. Dels er det den eneste af fodboldlovens 17 paragraffer, som decideret har et taktisk formål, dels involverer enhver vurdering af mulig offside to selvstændige skøn af dommer og/eller linjedommer.

Den første vurdering er rent objektiv – eller burde i hvert fald i den bedste af alle verdener være det. Vi skal afgøre, om spilleren i det øjeblik, hvor bolden spilles af en medspiller, er nærmere modspillernes mållinje end både bolden og næstsidste modspiller. Eller i populærudgaven ‘foran både bolden og næstsidste modspiller’. Hvad vil ‘nærmere’ eller ‘foran’ så sige ? Fodboldloven definerer det ved, at en del af spillerens hoved, krop eller fødder er nærmere (lig med ‘har passeret modspilleren’). Bemærk at armene ikke tæller med, hverken hos angriber eller forsvarer. I princippet er næsen altså nok. Det lyder jo simpelt nok – men er det ikke. For det første kræver en korrekt afgørelse af de helt snævre situationer, at linjedommeren er eksakt på linje med den næstsidste forsvarsspiller for at kunne foretage vurderingen. Og glem alt om de virtuelle kridtstreger, som man af og til kan se på TV – i og med, at det ikke bare er fødderne, der er i spil, burde man egentlig grafisk lave en tredimensional mur e.l., hvis det skal være retvisende. Oven i alt det er der lavet fine undersøgelser, både på ingeniørsiden og den medicinske side, som godtgør, at selv med optimal placering betyder både den menneskelige reaktionstid og trægheden i øjenmuskulaturen, at en korrekt vurdering af de helt snævre situationer er nærmest umulig. Linjedommeren skal jo også have et øje på den spiller, som spiller bolden, for at være sikker på, at det handler om en medspiller. Vanskelighederne kunne man se så sent som i weekendens kamp mellem Manchester United og Liverpool, hvor foden fra Vidic synes at være marginalt foran den bold, som Evra spiller til ham forud for 2-0 scoringen.

Så dette er en helt teoretisk definition, som sneg sig ind i fodboldloven så sent som i 2005. Og hvad skal man så med en definition, som det er fysisk umuligt at vurdere ? Op til dette tidspunkt havde mange lande deres egen definition. I Italien så man kun på fødderne – i Danmark opererede vi med, at ‘den overvejende del af kroppen’ skulle være nærmere. Nu fik man i det mindste en fælles teoretisk ramme. Men når man hertil lægger, at hvis dommer / linjedommer er i tvivl, skal angriberen have fordelen, lander vi nok alligevel dér, hvor det menneskelige øje i praksis først slår alarm, når ‘den overvejende del af kroppen’ er forbi modspilleren.

Pyha – og det var så den såkaldt objektive vurdering ! Efter den kommer den subjektive, nemlig om spilleren foretager sig noget i offside-positionen, som gør ham strafbar. For det er jo i princippet gratis at være offside, hvis man ikke gør yderligere. Den del af festlighederne vender jeg tilbage til snarest.